Grønlandsbilleder i bronze

En efterårseftermiddag på Christianshavns Torv. Cykler suser forbi, barnevogne ruller, og foran metroindgangen står en grønlandsk kajakmand i bronze. 

Foran ham fire kvinder: én flænser en sæl, én renser en fisk, én fanger småfisk i vandet, og én nyder solen. De fleste haster forbi uden at ænse dem.

Grønlandsmonumentet, som billedhuggeren Svend Rathsack skabte i 1938, er for mange blot en del af byens inventar – et velmenende symbol på rigsfællesskabet, uden nogen egentlig historie.

Men bag figurerne gemmer sig fortællinger om magt, idealer og mennesker. Netop det har Astrid Nonbo Andersen og Martine Lind Krebs sat sig for at afdække i deres nye bog “Monumentet – billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år”.

Med monumentet som omdrejningspunkt, fortæller de de store historier mellem Grønland og Danmark set gennem tre personer, der alle på forskellig vis blev en del af Grønlandsbilledet: billedhuggeren Svend Rathsack, den grønlandske model og kunstner Emma Lynge og kajakmanden Hans Christiansen (far til Thue og Ole Christiansen, red.).

Det er et ambitiøst greb. Forfatterne ønsker ikke blot at beskrive værket og dets tilblivelse, men at lade de tre skæbner kaste lys over hele det dansk-grønlandske forhold i det 20. århundrede – fra kolonitidens arv og den retslige tvist med Norge om Østgrønland ved Haag-domstolen i 1930’erne til de moderne protester mod danske forestillinger om Grønland. Undervejs inddrages en række grønlandske stemmer – politikere, kunstnere og forfattere – som alle, på hver deres måde, har forsøgt at gøre op med det danske blik.

Bogen er grundig, vidende og velskrevet. Læseren får en levende og til tider dramatisk indføring i historiske begivenheder, som for mange vil være ukendte. Særligt afsnittene om sagen ved Haag-domstolen og baggrunden for monumentets tilblivelse står stærkt. Her ønsker forfatterne at vise, hvor dybt sammenvævet kunsten og politikken var – og hvordan bronzefigurerne på Christianshavns Torv også blev symboler i en større fortælling.

Alligevel er Monumentet en bog, der balancerer mellem to ambitioner, som ikke altid følges ad: at skrive en samlet kulturhistorie over adskillige årtier og samtidig skabe tre personlige portrætter. Det lykkes delvist, men nogle gange mister man retningen. Fortællingen springer fra Haag til Maniitsoq, fra boksning til billedkunst, fra kunstnerbiografi til politisk analyse – og man kan som læser miste tråden og spørge: hvorfor skal jeg vide dette nu?

Forfatterne skriver selv, at de “begår vold” (side 381, red.) mod Rathsacks ønske om, at hans værker skulle tale for sig selv. Og netop her viser bogens svaghed sig. Rathsack efterlod ingen tekster om monumentet, og derfor bliver tolkningerne til tider for spekulative. Det er, som om forfatterne insisterer på, at værket må betyde noget bestemt – og det noget passer som regel ind i den overordnede fortælling om dansk kolonial arv og grønlandsk modstand.

Dermed bliver bogen mere fortolkende end undersøgende. Man savner stemmer, der bryder mønsteret – for eksempel de grønlændere, der gennem tiden har ønsket et tæt forhold til Danmark. Da partiet Atassut gik til valg første gang i 1979 på netop det budskab, fik de et flot valgresultat. Disse strømninger er angiveligt ikke af ny dato – og den type perspektiv ville have givet bogens fortælling flere nuancer.

Når det er sagt, er Monumentet en væsentlig og interessant bog. Den minder os om, hvor meget historie, magt og symbolik, der kan være gemt i et stykke offentlig kunst, vi knap lægger mærke til. Og den viser, hvor følsomt og foranderligt forholdet mellem Grønland og Danmark stadig er.

At Nonbo Andersen og Lind Krebs vover at fortolke Rathsack – ja, måske “begå vold” mod hans tavshed – er i sig selv et modigt valg. De trækker monumentet ud af byens daglige anonymitet og tilbage i debatten, hvor det hører hjemme. Bogen kan være ujævn, men den åbner et vigtigt rum for samtale: Hvem fortæller historien om Grønland i Danmark – og hvem bliver stående som tavse figurer på torvet?