Musikeren, læreren og skaknørden

Johannes Sigurdsen tænker i mønstre. 

I skaktræk. Akkorder. Formationer på en fodboldbane. Måske er det derfor, han altid har været et skridt foran. 

Han sprang anden klasse over i folkeskolen i Ikerasak, blev gymnasiets yngste student med det højeste gennemsnit og endte med at spille musik med nogle af landets største navne. 

Han er skaknørd på et niveau, hvor han tænker flere træk frem, og så elsker han Liverpool så meget, at klubbens logo er tatoveret på armen. 

Han kunne nemt være blevet arrogant. Men når man møder ham, virker han mere som den rolige fanger fra nabohuset, end som en mand med et CV fyldt af præstationer. 

Måske fordi livet også har lært ham noget andet: hvordan musik kan blive terapi, når man mister sin far, sin bror og flere mennesker tæt på sig.

I dag er den 34-årige kunstner far til fem - senest tvillinger født for en måned siden - og forsøger stadig at finde balancen mellem sorgen, ambitionerne og det helt almindelige familieliv.

Johannes Sigurdsen blev født den 13. maj i 1992 i Uummannaq.

- En uge efter jeg blev født, hentede min far mig og min mor i en hundeslæde og tog mig med hjem til Ikerasak, hvor jeg voksede op, fortæller Johannes Sigurdsen.

Han er sanger og guitarist i musikgruppen SIGU, der i samarbejde med Miké Thomsen udgav et album under navnet “SIGU og Miké: Malungivara”, der fik ‘Årets Pris’ i dette års Koda Awards. Bandet SIGU er også blandt andet blevet nomineret Nordisk Råds musikpris i 2023.

Han er medstifter af musikgruppen Uummat og har delt scene med store navne som Rasmus Lyberth og SUME. Men vigtigst af alt er han far til fem børn.

Rollemodeller og polka

Johannes Sigurdsens forældre er Helga og Aqqa Sigurdsen. Moren er lærer og faren, der i dag er død, var fisker. Johannes Sigurdsen er vokset op med to brødre, hvor han er den yngste. Han har senere i livet fundet ud af, at han har en storesøster.

- Som den yngste, er jeg meget stædig. Jeg voksede op med mine brødres personligheder og interesser tæt på mig, og jeg tror, at jeg hele tiden forsøgte at blive accepteret af dem - at blive lige så talentfuld, måske endda bedre end dem, fortæller han.

Det var storebroren Niisi, der fik ham til at begynde til fodbold og spille guitar, mens storebroren Luis inspirerede ham til at spille skak. Den dag i dag ser han stadig begge sine brødre som sine største rollemodeller.

For et år siden mistede Johannes Sigurdsen sin bror Niisi til kræft. Det var blandt andet oplevelsen af det store tab, der fik ham til at donere pengene fra Koda Awards-prisen til en ung kræftpatient.

Hans første minder stammer fra bygdelivet i Ikerasak i Uummannaq-området, et liv præget af fangst og fiskeri, vintermørkets ro, stilheden over havisen, varme stunder hos bedsteforældrene og lyden af polkadans, der samlede folk i bygden.

Folkeskolen startede han i Ikerasak.

- Jeg kan huske, at det regnede. Vi var fem, der begyndte i skolen, tre drenge og to piger. Jeg kan endda huske mit skema: Mandag til torsdag mødte vi klokken 10 og fik fri klokken 14, mens vi om fredagen mødte klokken ni og havde fri klokken et. Jeg husker de mærkeligste ting, siger Johannes Sigurdsen med et let grin.

I fritiden tilbragte han timer foran sin onkels gamle, aflagte klaver. Tangenterne blev hurtigt et fristed, hvor han kunne forsvinde ind i musikken.

- Da jeg var ti år, spillede jeg polkamusik, mens folk dansede. Jeg lærte melodierne bare ved at lytte til dem, siger han.

Tabet, der ændrede hans liv

Da Johannes Sigurdsen gik i 11. klasse, oplevede han noget, der prægede ham resten af livet.

- Min far fik en blodprop under en hundeslædetur, siger han.

Dette var i 2008. Det skulle ellers være en dag fyldt med glæde og fejring. Hans far skulle deltage til kvalifikationsløbene til hundeslædevæddeløbet Avannaata Qimussersua. Det var helt sikkert, at han ville blive kvalificeret. 

Forventningerne var meget høje. 15-årige Johannes, der gik i folkeskolen i Uummannaq, ankom til Ikerasak for at støtte sin far.

- Jeg kan huske den morgen. Den 16. marts. Min far forberedte sine hunde og gav dem sele på. Han spurgte mig, hvad jeg havde drømt om natten, husker Johannes Sigurdsen.

Han gik forbi ham på vej til butikken med en underlig følelse i kroppen. Som om noget holdt ham tilbage. Han havde ikke lyst til at lade ham gå, ikke lyst til at forlade ham, uden helt at vide hvorfor. 

Johannes ville egentlig bare sige: “God tur.” Men det var, som om han ikke kunne nå ham i tide. Dengang vidste han ikke, at han aldrig ville få chancen igen. At han fire dage efter skulle miste sin far.

- Da konkurrencen var ved at gå i gang og alle slæderne stod klar på isen, faldt mit blik på snoren, der holdt publikum tilbage. Jeg havde stadig lyst til at gå hen til ham, men snoren var som en grænse mellem os. Jeg blev stående og så på ham køre i stedet, fortæller han.

Da slæderne rasede afsted over isen, kunne Johannes hurtigt se, at hans far lå blandt de tre forreste. Allerede der var han sikker på, at han ville kvalificere sig.

- Men da den første slæde kom tilbage, var det ikke ham. Så kom nummer to, tre, fire og fem og stadig ikke ham. Da nummer ni ankom, vidste jeg, at der var noget galt. Nummer 10 og 11 kom også tilbage. Først da den tolvte slæde dukkede op, kunne jeg se, at det var ham. Han lå helt ned på maven, fortæller Johannes Sigurdsen.

I første omgang troede han, at faren havde lagt sig ned af skuffelse over løbet. Men hurtigt gik det op for dem, at noget var helt galt. Han havde fået en alvorlig blodprop. Han blev 41 år.

- Den oplevelse blev den største omdrejningspunkt i mit liv, fortæller han.

Musikkulturen i Aasiaat

Dagene gled langsomt videre, og månederne fulgte efter.

- Min klasselærer har hjulpet mig rigtig meget efter min far døde. Det endte med at jeg blev optaget på gymnasiet i Aasiaat, siger Johannes Sigurdsen.

Det var en hård periode, og flere gange overvejede han at opgive studierne. Men viljen til at fortsætte var der stadig.

- Men det skulle vise sig, at livet ville blive bedre. Min fars død åbnede også for andre muligheder, siger han.

Johannes Sigurdsen blev hurtigt opslugt af musikmiljøet i Aasiaat, en by kendt for sit levende musikliv og sine store musikfestivaler. Her voksede musikken fra at være en interesse til at blive en naturlig del af hans hverdag.

I 2011 blev Johannes Sigurdsen færdig med gymnasiet og tog et års sabbatår.

- Så ville jeg starte på seminariet. Jeg havde besluttet, at jeg ville have en uddannelse inden jeg blev 30 år. Min far sagde altid til mig, at jeg skulle have en uddannelse. Det har ligesom lagt sig i min rygrad, fortæller han.

Det tog han med sig videre i livet. Efter farens død føltes ønsket næsten endnu stærkere. Johannes skulle have en uddannelse. Selvom han inderst inde måske helst ville have været fisker - ligesom sin far.

- Men jeg blev uddannet lærer i 2016. Jeg havde de højeste karakter i årgangen 2012-2016 i Ilinniarfissuaq, fortæller han.

Under sin læreruddannelse fik han en søn i 2014. Lille Nanoq.

- Hans mor mistede jeg også til kræft. Min bedsteforældre, moster og onkel er også døde. Jeg har mistet alt for mange til døden, fortæller han.

Musikken som terapi

Musikken blev et sted, hvor han kunne finde ro og samle kræfter. Et frirum, hvor sorgen kunne få plads, og hvor han kunne bearbejde det, der var svært.

- Min første udgivelse, Ujartaraat Qaamaneq (“Du leder efter lyset”, red.), var en form for heling. Den skrev jeg efter min bedstemor døde. Jeg skrev den for at kunne give slip på hende, fortæller han.

Johannes Sigurdsen færdiggjorde i 2024 en masteruddannelse i musik. I dag fylder musikken en stor del af hans hverdag, både som passion og profession.

- Musikken er centrum i hverdagen. Den findes overalt, for eksempel i daginstitutioner, folkeskolen og fritidsklubberne. Jeg arbejder i dag som lærer på musikskolen, og jeg føler, at jeg har et sundt forhold til musikken, fortæller han.

Alt syntes at gå den rigtige vej, indtil det pludselig ikke gjorde længere. Johannes ramte en grænse og gik ned. Til sidst tog han et halvt års orlov for at finde fodfæstet igen.

- Jeg fandt ud af, at jeg hele tiden skulle opnå noget. Jeg blev uddannet lærer, kom på landsholdet i futsal, fik nomineringer i musikverdenen og udgav musik. Det var, som om jeg hele tiden prøvede at gøre en død mand stolt, siger Johannes Sigurdsen. 

Stadig forsigtig

I dag har han det bedre og arbejder som lærer på musikskolen igen. Han er dog stadig lidt forsigtig med at vælge helt andre veje i livet.

Ajunngilaq, det skal nok gå. Måske kommer tiden en dag, hvor han tør slippe det velkendte. Måske bliver han fisker som sin far. Måske bliver han selvstændig et sted. Mulighederne står stadig åbne foran ham. Han er trods alt kun 34 år.

- Jeg er mest lykkelig, når jeg er sammen med min kone og vores børn i weekenden, hvor vi spiser rundstykker om morgenen. Jeg føler mig mest lykkelig, når jeg ser en Liverpoolkamp, når jeg spiller musik eller dyrker sport. Når jeg spiser god mad eller spiller skak, fortæller han.

Fremtiden håber han først og fremmest byder på et sundt liv under gode vilkår.

- Måske ejer vi et hus et sted. Måske har jeg et andet arbejde. Måske er jeg endt i politik. Jeg drømmer om at have store ambitioner. Som min far havde, fortæller han.

Musikken fylder stadig rummet omkring Johannes Sigurdsen. Ikke som en flugt fra sorgen, men som en måde at leve med den på. 

Minderne om faren følger ham stadig - i stilheden, i musikken og i drømmene om et andet liv måske ved havet.