Når sproget bliver en vej hjem

Berda, Birdie, Larsen, 31 år. Studerende, filmskaber, fuldtidsmor.

Hvad er inuit-kultur for dig?

- Sprogligt har jeg haft mine udfordringer, da jeg først lærte sproget som voksen. For mig har det derfor mere handlet om at åbne mig for at tage ny viden til mig. Ofte har det føltes som noget fortabt, jeg genopdager. For eksempel er det at tænde qulleq ikke noget, jeg selv er vokset op med, men noget min datter vokser op med. Det i sig selv føles som en genetablering af vores måde at være på og af vores kultur.

Hvordan føler du dig forbundet til dit folk?

- Jeg har ikke kunne svare på det, siden du stillede spørgsmålet. Det kunne jeg ikke, indtil min forlovede ringede. Det var efter mørket var faldet på, og sagde: ”Asas, silamut qiviarit” (Skat, kig ud ad vinduet, red.) 

Da jeg kom ud på altanen, beundrede jeg nordlyset. Det er følelsen af, at forstå hinanden med få forvekslet ord.

Hvad kan være udfordrende ved at være inuk?

- Jeg tror tidligere, at jeg har gået med tanken og tro om at være Inuk betød, at man havde meget viden om den traditionelle levevis, hvor anerkendelsen først skulle til, før jeg kunne acceptere mig selv i, at jeg ikke kan vide alt. At meget viden ikke kan gives videre til mig fra forrige generation, grundet vores koloniale historie. 

- Anerkendelsen gav rumlighed, som gav plads til fejl, man kan lære af, når man indtager en ny viden. Det er en gave og kunne bringe ny viden videre, for min egen vedkommende er det til min datter og snart til anden barn på vej til vores verden.