Air Greenland i nyt samarbejde om Nuuk-Aalborg-rute

Air Greenland har indgået et samarbejde med rejsebureauet Ruby Rejser og udvider til to ugentlige flyvninger på ruten Nuuk – Aalborg i sommeren 2025.

Ruten skal beflyves af flyselskabet Airseven med en Boeing 737-800 med plads til 189 passagerer.
Offentliggjort

Sermitsiaq har tidligere kunnet fortælle om, at rejseselskabet Ruby Rejser vil flyve på strækningen Aalborg-Nuuk til næste sommer. Det har vakt opsigt, at rejseselskabet har meldt om billige billetpriser på strækningen.

Onsdag oplyser Air Greenland, at det selvstyreejede selskab har indgået en aftale med Ruby Rejser om at deles om salg af billetter på strækningen. 

Dermed kommer Air Greenland op på at tilbyde to ugentlige flyvninger på ruten, hvilket glæder kommerciel direktør i Air Greenland, Kasper Rungfeldt:

- Ved at indgå et samarbejde med Ruby Rejser om at aftage halvdelen af flyets sædekapacitet og fylde flyafgangene op med så mange rejsende til og fra Grønland som muligt, bidrager vi ikke kun med flere rejsende på vores indenrigsrutenet.

- Aftalen kan skabe organisk vækst, som skal gavne rutens succes, udtaler Kasper Rungfeldt i en pressemeddelelse.

Beflyvningen kommer til at se således ud:

Obs; Ifølge Sermitsiaqs oplysninger er der tale om en Boieng 737-800 og ikke en 737-200.

Ruten skal opereres af et fly fra charterselskabet Airseven. 

Bureauchef i Ruby Rejsers afdeling i Aalborg, Morten Meyer, udtaler, at samarbejdet med Air Greenland, betyder, at de to selskaber står styrket i forhold til at gøre ruten rentabel og på sigt udvide den:

- Vi har tidligere nævnt, at vi gerne vil gøre Grønland mere tilgængelig som rejsemål for alle med et almindeligt rejsebudget. Med det nye samarbejde mener vi, at vi står endnu bedre rustet til netop det, udtaler Morten Meyer.

Powered by Labrador CMS