Arctic Prime Fisheries sælger prestigeskib

Det store islandske fiskeriselskab Brim har netop indgået en aftale med Arctic Prime Fisheries om at købe trawleren Ilivileq for 55 millioner euro, hvad der svarer til 410 millioner kroner

Arctic Prime Fisheries’ prestigeskib, supertrawleren Ilivileq, kommer nu til at sejle under islandsk flag. Køberen er et af Islands største fiskeriselskaber, Brim.

Arctic Prime Fisheries’ prestigeskib, supertrawleren Ilivileq, kommer nu til at sejle under islandsk flag. Køberen er et af Islands største fiskeriselskaber, Brim.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Det islandske selskab har indgået en aftale med det grønlandske fiskeriselskab om køb af frysetrawleren Ilivileq for 55 millioner euro.

Det skriver det islandske nyhedsmedie mbl.is.

55 millioner euro svarer til 410 millioner kroner. Ifølge Dansk Skibsregister har den islandske bank Arion Bank og det islandske fiskeselskab UR pant i Arctic Prime Fisheries (APF) fiskeskib, der ved redaktionens slutning stadig var hjemmehørende i Qaqortoq.

Sermitsiaq har forgæves telefonisk forsøgt at få kontakt med APFs bestyrelsesformand Gudmundur Kristjansson.

Han er ligeledes administrerende direktør i og storaktionær i Brim, og eneejer af UR, der gennem de seneste 10 år har lånt og investeret masser af penge i APF Gruppen.

APF-direktør Hentzar Pedersen har ingen kommentar til salget af Ilivileq.

Med aftalen med APF erhverver Brim et af Nordatlantens mest moderne og effektive fabriksskibe, frysetrawleren Ilivileq, med havnekendingsnummeret GR 2 201.

Vi ville gerne have spurgt Gudmundur Kristjansson om baggrunden for Brims køb af Ilivileq, og hvorfor APF sælger frysetrawleren.

Et af spørgsmålene til den islandske investor ville være om APFs trawlersalg er en konsekvens af den nye grønlandske fiskerilov.

Fiskerireform rammer udenlandske investorer

Grønlands historiske fiskereform, der efter lang tids debat, politisk dramatik og protester fra blandt andet Polar Seafood og Grønlands Erhverv fornylig blev vedtaget af Inatsisartut, betyder, at udenlandske investorer har 10 år til at afvikle deres investeringer i grønlandsk fiskeri.

Blandt de største udenlandske investorer i grønlandsk fiskeri er UR og Brim med Gudmundur Kristjansson i spidsen.

Han ejer via sit selskab Linuskip, der er en del af UR en tredjedel af APF, mens APF-direktør Hentzar Pedersen ejer resten.

APF er det største grønlandske fiskeriselskab, der opererer i Syd- og Østgrønland. Gudmundur Kristjansson ejer via Linuskip 100 procent af Arctic Prime Production, der ejer tre fiskefabrikker i Nanortalik, Qaqortoq og Kuummiut, der bliver drevet af APF. 

Brims kæmpeinvestering i 2020

Brim investerede for fire år siden 85 millioner euro eller mere end 630 millioner kroner i APF. Brims mål med kæmpeinvesteringen var at udvide forretningen og samarbejdet med APF.

En væsentlig del af de 85 millioner euro fra Brim brugte APF at finansiere købet af den dengang nybyggede trawler Ilivileq. Fiskeskibet havde Brim fået bygget og købt i Spanien. Værftet var Astillros Armon Gijon.

– Vi anser det for fordelagtigt og hensigtsmæssigt at øge værdien af Brim ved sammen med grønlænderne at gribe de muligheder, som udviklingen af fiskerisektoren tilbyder i det sydlige og østlige Grønland. Den viden og erfaring, som medarbejderne i Brim og Arctic Prime Fisheries har, er velegnet til at udvide og styrke, sagde Brims bestyrelsesformand Kristján Davíðsson i Brims meddelelse om investeringen til den islandske fondsbørs.

APF, der i en række år har givet store underskud har licens til bl.a. af fiske torsk og rødfisk udenskærs ved Øst- og Sydgrønland.

Trawleren Ilivileq blev taget af licensen, som der kan være et eller flere fartøjer på, for få dage siden, den 31. maj, oplyser Grønlands Fiskerilicenskontrol, GFLK. Den 24 år gamle frysetrawler Tasermiut er nu på licensen i stedet for Ilivileq.

Dette fiskeskib har skiftet navn flere gange. Brim købte sidste år trawleren med navnet Tuukkak, der tidligere hed Tuugaalik, af Royal Greenland for omkring 150 millioner kroner.

Brim solgte trawleren til PF i slutningen af 2023. Der kom under grønlandsk flag, hedder Tasermiut og er hjemmehørende i Nanortalik. Islandske Arion Bank har pant i skibet.

Powered by Labrador CMS