Bank ændrer kurs: Vil igen finansiere fiskeriet

Med en ny fiskerilov, der bygger på et bæredygtigt grundlag, vil Grønlandsbanken igen deltage i finansieringen af det grønlandske fiskeri, fordi usikkerheden om fremtidens vilkår nu er fjernet.

Et økonomisk og bæredygtigt fiskeri er altafgørende for Grønlandsbanken, hvis de skal deltage i finansieringen i fiskerierhvervet. Med den nye fiskerilov er forudsætningerne til stede, oplyser bankdirektør Martin B. Kviesgaard til Sermitsiaq. 

På baggrund af den nye fiskerilov, hvordan ser Grønlandsbanken så på muligheden for at deltage i finansiering af kystnært fiskeri?

- For os er det afgørende, at det er økonomisk og forvaltningsmæssigt bæredygtigt. Det bliver nu fastslået i loven, at der skal arbejdes hen mod bæredygtige kvoter og kombineret med muligheden for IOK, så ser det ganske ok ud i forhold til at deltage i finansieringen igen. Banken skal naturligvis altid foretage en almindelig kreditvurdering af den enkelte fisker, men forudsætningerne for at vi kan bidrage med finansiering er i hvert fald til stede, fastslår Martin B. Kviesgaard.

Grundforudsætning til stede

Vil Grønlandsbanken kunne deltage i nye investeringer i fiskeriet?

 - Som sagt så er grundforudsætningerne omkring bæredygtighed til stede, så det vil vi kunne. Det kystnære rejefiskeri er generelt ganske stærkt, men står over for store investeringer, som vi meget gerne vil kigge på. Det kystnære hellefisk-fiskeri får muligheden for IOK og det vil også gøre det realistisk at kigge på denne del af fiskeriet, bliver det oplyst af bankdirektøren.

Vil det være muligt for de fiskere der i dag har finansiering fra de store aktører i fiskeriet at få finansiering i banken?

-Som udgangspunkt er vi positive, men der skal selvfølgelig være en almindelig kreditvurdering, og dermed vil der givet være nogle, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Der vil sikkert også være nogle ældre fiskere, som benytter muligheden for at sælge sin kvote og gå på pension, siger Martin B. Kviesgaard og tilføjer:

- Grønlandsbanken har tidligere tilkendegivet, at vi gerne deltager med væsentligt mere udlån til fiskerisektoren, når rammebetingelser er acceptable, samt at der både er en plan for biologisk og økonomisk bæredygtighed.

Powered by Labrador CMS