KNI dropper kontantbetalinger ved tankanlæg
Fra 7. januar 2027 vil det ikke længere være muligt at betale med kontanter ved KNI's tankanlæg.
Foto: Leiff Josefsen
Selvstyreejede KNI meddeler, at kontantbetaling i virksomhedens tankanlæg udfases fra den 07. januar 2027.
Der sker ifølge KNI som led i en modernisering af betalingsløsningerne. Fremover vil betaling ved tankautomater ske digitalt med internationale betalingskort som Mastercard og Visa.
- Baggrunden for ændringen er et ønske om at sikre en mere enkel, sikker og stabil drift af tankanlæggene i takt med, at langt størstedelen af kunderne allerede anvender digitale betalingsformer, skriver KNI.
KNI har blandt andet en lang række tankanlæg, der benyttes af både langs kysten.
Virksomheden giver besked om ændringen nu, så kunderne har god tid til at få Mastercard el. Visa kort gennem deres bank.
KNI oplyser, at kontantbetaling vil være mulig frem til den 07. januar 2027, men defekte eller udtjente komponenter til kontantbetaling vil ikke blive repareret eller udskiftet i perioden.
- Hvis en tankautomat mister muligheden for kontantbetaling som følge af tekniske fejl eller slid, vil automaten herefter alene understøtte betaling med internationale betalingskort, skriver KNI, der anbefaler kunder at benytte internationale betalingskort som Mastercard og Visa. Lokale Akiliut-kort kan ikke anvendes i automaterne.