Den 28. november 2024 markerede en milepæl i Grønlands historie med åbningen af Nuuk lufthavn og ruten mellem København og Nuuk med Tuukkaq.
Indtil videre har regulariteten været i top for de daglige flyvninger, og der har sågar været plads til at bringe knap 700 kilo friske torsk til fiskeauktion i Hanstholm.
Den 28. november 2024 markerede en milepæl i Grønlands historie med åbningen af Nuuk lufthavn og ruten mellem København og Nuuk med Tuukkaq.
Indtil videre har regulariteten været i top for de daglige flyvninger, og der har sågar været plads til at bringe knap 700 kilo friske torsk til fiskeauktion i Hanstholm.
To timers ventetid
Hvad der ifølge flere rejsende dog kan arbejdes på, er ankomsten i København og udlevering af bagage, som mange oplever som ekstra bøvlet og med lange ventetider.
En del af bøvlet skyldes, at lufthavnen i Nuuk kun er godkendt til sikkerhedsniveau 2, hvilket betyder, at man ikke har adgang til transitområdet i lufthavnen, og at man skal igennem sikkerhedskontrollen på ny, hvis man skal fortsætte rejsen med et andet fly.
Air Greenland kan derfor ikke sætte passagerne af ved B10 som hidtil, men skal i stedet sørge for, at de kommer direkte til bagageudleveringen. Her har de oplevet at vente i op mod to timer.
– Det vil tage lidt længere tid at få udleveret ens bagage efter ankomsten til Københavns lufthavn som følge af sikkerhedsniveauet i Nuuk lufthavn. Men det skal ikke tage to timer, som vores passagerer måtte opleve fredag den 29. november. Forklaringen på den meget lange ventetid skyldes to ting. For det første virkede låsene til containerne i det bagerste lastrum ikke, hvilket tog lang tid at få åbnet, og for det andet var der toldere, der først skulle undersøge bagagen, hvilket forsinkede processen med bagagehåndteringen yderligere, oplyser Air Greenland.
Ny rutine skal indkøres
Hvad gør I for at forbedre disse forhold? Og hvornår regner I med at det bliver bedre?
– Vores kunder er heldigvis meget forstående overfor, at der kan være indkøringsproblemer og Air Greenland er opmærksom på disse. Vi har løbende dialog med vores samarbejdspartnere i lufthavnen, og forventer at forholdene bliver bedre i takt med den nye rutine indkøres, hvilket gælder buskørsel til terminalen og udlevering af bagage, oplyser Air Greenland.
Greenland Airports har tidligere meddelt, at de forventer at opnå ”One Stop Security” sikkerhedsstandard i sommeren 2025, hvilket vil betyde, at man kun skal igennem ét sikkerhedstjek, også selvom man har tilslutningsflyvninger i andre lande.