Ruten til Iqaluit genoptaget onsdag
Fra denne onsdag er der igen fly mellem Nuuk og Iqaluit. Air Greenland holder fast i programmet sæsonen ud, mens man afklarer grundlaget for ruten i fremtiden.
Turen mellem Iqaluit og Nuuk foregår med de velkendte Dash 8-fly og tager to timers tid.
Foto: Leiff Josefsen
Sommerruten til Nunavut og Canada er nu aktiv igen, efter flyet fra Air Greenland onsdag eftermiddag er lettet fra Nuuk med kurs mod Iqaluit.
Tidligere i april kom forbindelsen dårligt fra start med aflysninger, der medførte, at nogle passagerer måtte tage den lange vej tilbage til Grønland via Danmark. Det skete på baggrund af dårligt nyt fra Canada, oplyser Air Greenland:
– Dagen før første flyvning den 2. april modtog Air Greenland en uforudset regning fra de canadiske toldmyndigheder som ville betyde at ruten, der i forvejen lige knap balancerer, ville gå i underskud, hvorfor det blev besluttet at aflyse de første par flyvninger, indtil der var skabt overblik over situationen, skriver selskabet.
Berørte personer i Iqaluit fik betalt deres hjemrejse. Det har Sermitsiaq også fået bekræftet fra en af de pågældende.
Air Greenland vil gennemføre flyvningerne planmæssigt på onsdage frem til oktober. Det er endnu ikke afklaret, om forbindelsen til Iqaluit vil fortsætte i 2026. Den er tidligere blevet lukket, fordi der ikke var efterspørgsel nok.
Der arbejdes på at sikre opbakning til ruten i fremtiden, meddeler Air Greenland.