Skatteopgørelser klar: - 223 mio. kr. udbetales

Fra i dag kan 49.266 skatteborgere se, om de skal have penge tilbage eller skylder i skat på deres slutopgørelse via e-Boks. 

Skattestyrelsen vil senest 31. august udbetale overskydende skat.
Offentliggjort

Skattestyrelsen er nu klar med slutopgørelser for 2025.

Departement for Finanser oplyser i en pressemeddelelse, at senest den 31. august udbetaler Skattestyrelsen overskydende skatter, og i alt har 24.426 borgere betalt 283,2 mio. kr. for meget i skat.

Det er dog ikke alle pengene, der går ud til borgerne, fordi der ved modregning, indtræden og udlæg er inddrevet 60,0 mio. kr. til dækning af restancer til det offentlige.

I alt udbetaler Skattestyrelsen derfor 223,2 mio. kr. til borgerne. Pengen sættes automatisk ind på borgernes Nemkonto.

Der er dog også 3.398 skatteydere, som har betalt i alt 132,5 mio. kr.  for lidt i skat.

Skattestyrelsen udsender for første gang også en opgørelse for Suila-tapit – udbetalt beskæftigelsesfradrag. Derudover modtager skatteborgerne også en årsopgørelse for Obligatorisk Pension samt en opgørelse over kapitalafkastskat.

Læs mere om restskat og de forskellige opgørelser på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Powered by Labrador CMS