AG var med, da Anne-Marie Olsvig Lauritzen blev udnævnt til Miss Grønland 2026.
Anne-Marie Olsvig Lauritzen iført lilla kjole og krone med sin mor, Arnanguak Sarina Olsvig, og leder af Miss Danmark-organisationen, Lisa Lents ved sin side. Iført Miss Denmark 2026-skærf er årets vinder, 22-årige Simone Julie Lythje fra Silkeborg.Foto: Mette Kierstein
Mette KiersteinMetteKiersteinJournalist
Offentliggjort
Jeg har ikke tænkt det store over min påklædning. Men det begynder jeg straks at gøre, da jeg går over den røde løber, ind gennem glasdørene og træder ind i en anden verden iført ortopædisk fodtøj
Her er glitrende sten, lange øjenvipper og kjoler, der når ned til gulvet.
Annonce
Annonce
Annonce
Jeg har ikke tænkt det store over min påklædning. Men det begynder jeg straks at gøre, da jeg går over den røde løber, ind gennem glasdørene og træder ind i en anden verden iført ortopædisk fodtøj
Her er glitrende sten, lange øjenvipper og kjoler, der når ned til gulvet.
Det burde jeg ellers have sagt mig det selv, for det er jo hele pointen med et arrangement, som det her: Jeg er til skønhedskonkurrencen Miss Danmark 2026.
40 finalister til årets Miss Danmark 2026 stiller op til foto foran Cirkusbygningen i København.Foto: Mette Kierstein
Jeg er her for at følge finalist Anne-Marie Olsvig Lauritzen, der er født i Nuuk og opvokset i Ilulissat.
Sammen med 39 andre kvinder dyster hun om ny titel og at kunne rejse ud med den til internationale skønhedskonkurrencer.
Annonce
Lyserøde kjoler på den røde løber
Konkurrencen finder sted i Cirkusbygningen i København. En rund bygning opført i røde mursten, der er udsmykket med en frise og søjler ved indgangspartiet. Foran bygningen ligger den røde løber som en tunge, som os gæster har taget plads omkring. Der er en stemning af lige dele forventning og forvirring.
Cirkusbygningen ligger mellem Rådhuspladsen og Tivoli, og forbipasserende turister strækker hals. Snart efter ser de, hvad vi er kommet for.
Sidste års vinder, Josefine Bøttger, og leder af Miss Danmark-organisationen Lisa Lents, kommer ud fra bygningen hånd i hånd.
Som pauseunderholdning optrådte Wallmans med dans og sang - og trylleshow.Foto: Mette Kierstein
Josefine Bøttger iført perlebesat kjole i lyserød, krone og skærf. Lisa Lents iført samme farvepalette og med favnen fuld af lyserøde roser. En lyserød kjole med pailletter og kappe i matchende, let gennemsigtigt stof.
Efter dem kommer deltagerne frem. De stiller op i en V-formation, så der kan blive taget billeder. Den ene arm hviler på hoften. Den anden ned langs siden. Det her har de prøvet før.
Catwalk er sværere, end man tror
Når man deltager i Miss Denmark, er det ikke kun for den ene aften. Går man videre fra en indledende casting venter det, som organisationen kalder bootcamps. Over fire weekender er finalisterne i årets Miss Danmark-konkurrence blandt andet blevet trænet i at stå foran kameraet, bruge deres sociale medier og gå catwalk.
Særligt det sidste, fortalte Anne-Marie Olsvig Lauritzen over telefonen et par dage inden showet, er det kommet bag på hende, hvor meget arbejde der ligger i det. Anne-Marie Olsvig Lauritzen er 23 år gammel, studerer til jordemoder på UC Syd og bor i Esbjerg.
Foto: Mette Kierstein
Foto: Mette Kierstein
Hun er mor til tvillingerne Theo og Vincent, der kom til verden i april sidste år. Da jeg spørger hende om sine håb for aftenen, fortæller hun, at der særligt er én pris, hun håber at vinde: Miss People’s Choice 2026. Senere skal det vise sig, at hun kunne have drømt endnu større.
Cupcakes på menuen
- Der er en pause, er der ikke?, hører jeg en kvinde spørge sin veninde over håndvasken, mens jeg selv sidder i en toiletbås.
Miss Danmark 2026 blev afholdt 13. september i København. Inden selve showet gik i gang, blev der livestreamet fra Cirkusbygningens hall, hvor der også var adskillige fotovægge og cupcake-buffet.Foto: Mette Kierstein
- Hvor skulle jeg vide det fra?, svarer veninden, der er tidligere Miss Danmark-deltager.
- Du var vitterligt med sidste år, bliver der svaret.
- Ja, men jeg har ikke været med til showet, svarer hun.
STOLT OVER AT REPRÆSENTERE GRØNLAND
Efter det sidste stykke konfetti var dalet ned fra loftet, og projektørlysene var blevet slukket, kontaktede AG Anne-Marie Olsvig Lauritzen for at høre mere om hendes deltagelse i Miss Danmark 2026.
Hvorfor er det vigtigt for dig at repræsentere Grønland?
- Jeg er født i Nuuk og opvokset i Ilulissat, og Grønland er en kæmpe del af, hvem jeg er. Derfor har jeg også forsøgt at tage min kultur og mine rødder med mig gennem hele Miss Danmark-forløbet - både min grønlandske nationaldragt, mit velgørenhedsprojekt om Tilioq (organisation, der fremmer personer med handicaps vilkår, muligheder og rettigheder, red), mit talent, hvor jeg optrådte med et digt om min identitet og ved generelt at fortælle om, hvor jeg kommer fra.
- For mig handler det ikke kun om at bære et skærf med "Greenland" på. Det handler om at kunne bruge den platform, jeg har fået, til at skabe mere synlighed omkring Grønland, vores kultur og de ting, der betyder noget for os. Jeg er både grønlandsk og dansk, og jeg er utroligt stolt af begge sider af mig selv. Men det har været meget særligt at mærke den opbakning, jeg har fået fra Grønland under konkurrencen.
Hvorfor valgte du at støtte netop Tilioq?
- To personer i min familie har boet på Sungiusarfik Ikinngut i Ilulissat, så jeg er vokset op med en forståelse for, hvor vigtigt det er, at mennesker med handicap bliver mødt med respekt, værdighed og de samme muligheder som alle andre. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tør tale om de områder, hvor der stadig er behov for forbedringer, samtidigt med, at vi husker mennesket bag. For mig handler det i sidste ende om inklusion, lige muligheder, tryghed og retten til at leve et værdigt liv. Det vil jeg også gerne blive ved med at sætte fokus på som Miss Greenland.
Blev du overrasket over udnævnelsen?
- Jeg vidste selvfølgelig, at Miss Greenland-titlen eksisterede, men jeg turde ikke gå ind i finalen og forvente, at den skulle blive min. Mit fokus var på at gøre mit bedste på scenen og nyde den finale, vi havde arbejdet så længe hen imod. Derfor var det meget overvældende, da jeg faktisk stod med kronen på. Det betyder rigtig meget for mig, at titlen ikke bare blive en krone og nogle flotte billeder. Jeg vil gerne kunne kigge tilbage om et år og føle, at jeg faktisk har brugt den mulighed jeg har fået til noget meningsfuldt.
Hvad skete der efter showet?
- Efter finalen tog vi videre til afterparty på Proud Mary. Her var alle os finalister samlet, og vi fik hygget, danset og fejret aftenen sammen. Det var virkelig dejligt at kunne slippe spændingen efter finalen og bare nyde de sidste timer sammen. Vi har brugt så meget tid sammen de seneste måneder, så det var selvfølgelig også lidt vemodigt, at det hele pludseligt var slut.
Vi er kommet inden for i Cirkusbygningen, hvor der er en slags receptionsstemning inden finaleshowet går i gang. Jeg går i buffeten og smager på cupcakes med finalisternes billeder på, cupcakes arrangeret som blomsterbuketter og cupcakes i ministørrelse. I et tilstødende lokale møder jeg Anne-Marie Olsvig Lauritzens mor, Arnanguak Sarina Olsvig. Vi taler om hendes datter.
- Hun er så talentfuld, siger hun.
I dagens anledning er hun iført en kjole sponsoreret af samme skrædderi, som har syet datterens kjole. Hun opremser hendes meritter, som den stolte mor hun er. Anne-Marie Olsvig Lauritzen har været håndboldmålmand og gik på idrætslinjen på GUX Nuuk. Hun holdt afgangstalen for sin årgang. Hun er mor til to. Og nu finalist til Miss Danmark 2026.
På den røde løber bliver der taget billeder sammen med sidste års Miss Danmark-vinder.Foto: Mette Kierstein
- Hun skal bare stole mere på sig selv, siger hun, inden vi bevæger os mod salen, hvor selve showet skal finde sted.
Hun bærer en gulgrøn clutch i sælskind og grønlandske og danske flag i papir.
Under sin tale til de medvirkende nævnte Lisa Lents, at mere end 70 tidligere deltagere i konkurrencen var til stede i Cirkusbygningen.Foto: Mette Kierstein
I midten sidder juryen
På slaget 20.00 går showet i gang. Et band synger og spiller til en medley af Beatles’ sange inden aftenens konferencier Claus Elming træder frem:
- Kunne vi starte det her show på en bedre måde end med ’All You Need Is Love’, spørger han og opfordrer os til at kaste vores kærlighed over deltagerne.
KRITIK AF MISS DANMARK-ORGANISATIONEN
I podcasten 'Skønhedskontrakten' og i en artikelserie, der udkom på henholdsvis DR P1 dokumentar og dr.dk, beskriver tidligere Miss Danmark-deltagere en mørkere side af organisationen.
De nævner blandt andet en kontrakt, hvori det står, at deltagerne ikke må udtale sig negativt om organisationen, pålægges at deltage i arrangementer og hvor de skal betale en bøde, såfremt aftalen ikke bliver overholdt.
I år kan Miss Danmark-organisationen fejre 100-års jubilæum.
- Men er Miss Danmark også relevant i dag, spørger konferencieren retorisk.
Det er ikke længere kun en skønhedskonkurrence, fortæller han, mens jeg kan høre en cocktail blive rystet længere bagom i lokalet. Man bliver også bedømt på sin personlighed, substans og kommunikation, fortæller han.
Helt hvordan er ikke åbenlyst for mig. Det afgør en jury, der sidder for enden af en catwalk i midten af lokalet. I midten sidder Lisa Lents.
Så træder deltagerne frem på skift. De danser en koreografi til Raye’s ’Where’s My Husband’ i hvide kjoler og beige platformstiletter.
Foto: Mette Kierstein
Foto: Mette Kierstein
Flaskekøler med Erfalasorput
Jeg har fået plads ved samme bord som mor Arnanguak Sarina Olsvig.
Vi sidder tæt på catwalken. Her går finalisterne ned én efter én iført bikini.
Som deltager i Miss Danmark har Anne-Marie Olsvig Lauritzen reklameret for sponsorer via sine sociale medier, delt historier fra Miss Danmarks bootcamps og opfordret folk til at stemme på hende.
Ud over hovedkonkurrencen består Miss Danmark af en række underkonkurrencer. Der er blandt andet en talentkonkurrence, en sportskonkurrence og en god kammerat-konkurrence.
Og så er der Miss People’s Choice, som folk udefra har kunnet stemme til. På scenen står en af grundlæggerne bag den app, som er blevet brugt til at afgive stemmer. Han er iført et guldfarvet metalslips, da han annoncerer vinderen: Anne-Marie Olsvig Lauritzen.
Ved bikinikonkurrencen går finalisterne ned ad catwalken én for én, mens de bliver præsenteret med navn, hjemby og profession.Foto: Mette Kierstein
- Grønland!, udbryder Arnanguak Sarina Olsvig, der rejser sig op i henrykkelse med et par sekunders forsinkelse.
- Jeg siger tusind tak til alle dem, der har stemt. Og især Grønland. I har heppet rigtig meget på mig, og det betyder rigtig meget for mig, siger Anne-Marie Olsvig Lauritzen i mikrofonen.
Ved vores bord bliver der skålet i hvidvin. I flaskekøleren står Erfalasorput.
40 deltagere går catwalk i aftenkjole foran juryen, der blandt andre tæller Miss Danmark-organisationens leder, Lisa Lents.Foto: Mette Kierstein
Spændingen stiger
Det går godt for Anne-Marie Olsvig Lauritzen i konkurrencen. Hun går videre fra konkurrencens indledende runde til top 15 og så til top 6. Jeg følger hende på scenen, prøver at læse hendes blik. Hun smiler længe. Modtager thumbs up fra mor.
På hver sin side af scenen var der to skærme. På dem blev der i løbet af aftenen vist flere videoer med baggrundsmateriale og dokumentation fra de fire forberedende 'bootcamps', som deltagerne ved Miss Danmark 2026 har været med på.Foto: Mette Kierstein
- Nu er vi nervøse, siger Arnanguak Sarina Olsvig.
Anne-Marie Olsvig Lauritzen bliver stillet et spørgsmål fra Lisa Lents.
- Hvis du som Miss Danmark kunne forandre én ting for unge kvinder i Danmark i dag, hvad skulle det så være og hvorfor?
Anne-Marie Olsvig Lauritzen ville ændre kvinder og pigers måde at se sig selv på, fortæller hun iført en lyslilla aftenkjole uden stropper.
- Lige meget hvordan man ser ud, er man altid god nok, siger hun og takker for ordet.
Foto: Mette Kierstein
Foto: Mette Kierstein
En sidste overraskelse
- Inden vi kårer årets Miss Danmark, der har vi en anden ambassadørtitel, som vi gerne vil overrække, siger Claus Elming fra scenen og beder Anne-Marie Olsvig Lauritzen træde frem.
- Mine damer og herrer, mød den nye Miss Grønland, annoncerer han.
Anne-Marie Olsvig Lauritzen bøjer i knæene, så hun kan blive iført et skærf og en krone af tidligere Miss Danmark-deltagere.
Efter udnævnelsen til Miss Greenland 2026 vil mange tage billeder med og kramme Anne-Marie Olsvig Lauritzen - selvfølgelig også hendes mor.Foto: Mette Kierstein
- Du ryster helt, konstaterer Claus Elming.
Kronen på hendes hoved glimrer. Jeg tænker på, hvad den er lavet af.
Efter vinderen af Miss Danmark er blevet kåret, indtræder kvinderne igen i en V-formation. I midten står Lisa Lents. På hver sin side har hun den nye Miss Denmark og Miss Greenland.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.