Aviaq Reimer Olsen tror på mirakler, og hun har også haft brug for dem

Aviaq Reimer Olsen hører hjemme i duften af sælskind.

Hun er født ind i en familie syersker, og det kunne man dufte i barndomshjemmet. Med stor omhu syede hendes mormor og oldemor nationaldragter, som afspejlede deres familiemedlemmers personlighed, og kamikker, som passede perfekt til de fødder som havde dem på.

- Jeg var ret stor, før jeg fik et par ’almindelige’ støvler på, fortæller Aviaq Reimer Olsen.

- Jeg kan huske, hvor stive kamikkerne var i begyndelsen, siger hun og tilføjer videre:

- Sådan er det med skind.

Nu er Aviaq Reimer Olsen igen omgivet af duften hver dag som afdelingsleder i Kittat (systue i Nuuk), Amitsilak (systue i Qeqertarsuatsiaat) og Ammiamii (skindværksted i Kapisillit). Her behandler de sælskind fra bunden og formidler deres viden om håndværk og tradition til besøgende skoleklasser og turister.

- I nationaldragten er der kærlighed syet ind i hvert sting, siger Aviaq Reimer Olsen.

Og hun ved, hvad hun taler om. Livet har nemlig lært hende, hvilken utrolig kraft kærlighed er.

Hjemmebag og cigaretter

I barndomshjemmet i Aasiaat blandede duften af sælskind sig med hjemmebag og cigaretter. Her boede Aviaq Reimer Olsen sammen med sin mor Lillian Brandt Reimer og sine bedsteforældre. Senere kom to lillebrødre til. Men hun var den førstefødte - og det første barnebarn og oldebarn, som også boede i Aasiaat ligesom de ældre generationer, der kommer fra små bygder langs diskobugten.

- Jeg var ligesom en glaskugle, som alle ville passe på. Jeg var meget elsket, og jeg var meget tryg, siger Aviaq Reimer Olsen.

Hun blev født 22. november 1993. Den dag hængte hendes onkel en lyskæde op med 93 lilla lys i bedsteforældrenes hus. Huset lå på en bakke, så alle kunne se det: Nu er hun her. I dag er det en tradition. Når Aviaq Reimer Olsen har fødselsdag, glimrer lyskæden igen i vinduerne hos hendes familiemedlemmer og hele byen ved på den måde, at det er hendes fødselsdag.

Barndommen tilbragte hun med sin bedste veninde, Uiloq Kaspersen. De blev født med én dags mellemrum, og sådan voksede de også op, som uadskillelige.

- Vi flettede vores hår sammen, og bandt vores ankler til hinanden, fortæller Aviaq Reimer Olsen.

De havde slædehunde, og når de fik hvalpe, så klædte Aviaq Reimer Olsen og Uiloq Kaspersen dem på, som var de dukker. Selv om de bor i samme by i dag, ses de ikke så tit. Men når de gør, er alting ved det gamle mellem de to kvinder, der er hinandens livsvidner.

- Hun er Aja Uiloq (moster Uiloq) til mine børn, og jeg er Aja Nipituu (moster højlydt) til hendes datter, siger Aviaq Reimer Olsen.

Lugten af hospital

- Mange har sagt, at jeg er en kæmpe hønemor. Men jeg tror også, at jeg er sådan, fordi jeg har set mine børn svæve mellem liv og død, siger Aviaq Reimer Olsen og fortæller:

- Derfor hader jeg lugten af hospital. Jeg har oplevet frygt og afmagt i de omgivelser, siger hun.

Da sønnen Malik kom til verden, gik hun på GU-Aasiaat. I december 2012 skulle hun til at skrive tredjeårsopgave, da lægerne blev bange for, at hun skulle gå i for tidlig fødsel. Derfor blev hun evakueret til Nuuk.

- Jeg var så bange, og jeg var så alene, fortæller Aviaq Reimer Olsen.

Hun vidste, at der var en risiko for, at hendes barn ikke ville overleve, og hun havde ikke nogen familie i Nuuk. Familierne fik dog skrabet penge sammen til, at Kuutak Reimer Olsen, der i dag er hendes mand, kunne komme ned til hende i hovedstaden, og de vordende forældre nåede at holde jul sammen på hospitalet.

Malik blev født i januar 2013, omtrent en måned for tidligt. Familien var indlagt i to uger, inden de vendte tilbage Aasiaat. En uge senere var hun tilbage på skolebænken.

- Det var hårdt, siger hun.

- Men jeg er ikke god til at være på barsel.

Et halvt år efter blev hun færdig på gymnasiet, med årgangens højeste gennemsnit. Det skete på trods af, at Malik de første otte måneder af sit liv var indlagt på hospitalet 12 gange. Han fik sit navn, fordi det gik så meget op og ned, under graviditeten og da han blev født.

- Jeg er kristen, men jeg dyrker ikke min tro til hverdag. Så jeg har aldrig bedt til gud, undtagen da vi var ved at miste vores børn, siger hun og tilføjer:

- Jeg siger altid, at jeg tror på, at kærlighed redder liv, og at mirakler findes.

Har I haft brug for mirakler?

- Det har vi, mange gange.

Smeltet ost

Efter folkeskolen tog Aviaq Reimer Olsen på efterskole i Danmark.

- Jeg elskede det, fordi det var så socialt, siger hun.

Sådan vil hun helst tilbringe sine dage, omgivet af andre mennesker.

Efterskoleåret, som hun tilbragte i en lille by nær sydligst i Karup, handlede om at lære at stå på egne ben. Hun delte værelse med 3 andre piger. Her blev der lavet rugbrødstoasts, som spredte en sød duft af smeltet ost.

- Det syntes jeg, var totalt mærkeligt, siger hun.

Mødet med en anden kultur gav også Aviaq Reimer Olsen blik for, hvad hun selv er formet af: Et sted i verden, hvor alle kender hinanden.

- Når jeg kørte i taxa, og de spurgte, hvor jeg skulle hen, så behøvede jeg ikke engang at nævne adressen. Jeg sagde bare, hvem jeg skulle hjem til.

På efterskolen skulle hun lære en anden form for tydelighed.

 - Jeg var nødt til at udtrykke mig og forklare mig hele tiden for at blive forstået, siger Aviaq Reimer Olsen.

Samtidigt oplevede hun, at der var meget uvidenhed om Grønland og grønlændere. En af de første dage på efterskolen spurgte hendes værelseskammerat, om hun ville med ned og spise.

’Jeg tror ikke, at hun forstår dansk’, havde værelseskammeraten sagt til en af de andre, da Aviaq Reimer Olsen ikke svarede. Ikke med ord i hvert fald.

- Jeg var sådan: Hvad får dig til at tro, at jeg ikke kan tale dansk?, siger Aviaq Reimer Olsen.

’Jamen du svarede jo ikke, du lavede bare sådan en underlig grimasse’, havde værelseskammeraten sagt. Værelseskammeraterne lærte dog at tolke hinandens signaler, og ud af det voksede et venskab, som de holder fast i endnu.

- Og jeg har også lært så meget fra dem, siger Aviaq Reimer Olsen.

Interessen for kulturmøder har præget hendes uddannelsesvalg og karriere.

Hun har studeret kultur- og samfundshistorie på Ilisimatusarfik, og i sit speciale skrev hun om de kulturelle misforståelser, der kan opstå mellem elever og lærere på GUX i Nuuk. Hendes anden store interesse er nemlig uddannelsesområdet, og hun har også arbejdet som gymnasielærer.

På universitetet lærte hun at se tilbage i tiden og bruge historien til at forstå nutiden:

- Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvorfor har vi den kultur, vi har, forklarer hun. Et eksempel er nationaldragten.

- Hvorfor har vi så mange normer og fortolkninger for, hvordan den skal se ud?, siger Aviaq Reimer Olsen og parafraserer sin mormor og oldemor:

- ’Farverne skal matche, den her skal være så lang og skindet skal være denne sæltype til denne beklædning og kamikkerne skal være helt hvidt, den skal syes sådan’.

Det er fordi, at nationaldragten blandt andet har været en måde at præsentere sig selv på og vise, at man var en god skindbehandler og en værdig kone, forklarer hun og tilføjer:

- Det er der aldrig nogen i min familie, som har sagt direkte til mig. Det har man bare vidst på en måde.

Hendes uddannelse har været fuld af sådanne aha-oplevelser, hvor hun har set nye forbindelser og fået sprog for viden, som allerede hvilede i hende.

Sprittede hænder

I 2016 var Aviaq Reimer Olsen universitetsstuderende og gravid igen. Hendes termin var blevet sat til 28. oktober, og det var faktisk dagen før en eksamen.

- Jeg håbede på, at hun ville blive i maven et par dage ekstra, så jeg kunne tage min eksamen til tiden, siger Aviaq Reimer Olsen om datteren Ivaana.

Men sådan blev det ikke.

Fordi Aviaq Reimer Olsen havde født sit første barn for tidligt, blev hendes anden graviditet fulgt tæt. Den første del af graviditeten forløb uden store problemer, indtil at hun i august var til en scanning. Hun blev indlagt med det samme og fik besked på at blive i sengen. Det skabte et akut problem. For Kuutak Reimer Olsen var i Kangerlussuaq for at arbejde, og Malik var i institution.

Men så indtraf ét af de små og store mirakler, der har fulgt familien.

Der var én flyver den dag med én ledig plads. Den blev forsinket, og så kunne Kuutak Reimer Olsen nå hjem til familien inden børnehaven lukkede.

- Så nogle gange er det godt med forsinkede flyvemaskiner, siger Aviaq Reimer Olsen.

Otte dage senere fødte hun Ivaana på to timer og 15 minutter og 10 uger for tidligt. Det var en varm sommerdag, erindrer hun, og fødestuen var endnu varmere:

- Man kunne nærmest ikke trække vejret, siger Aviaq Reimer Olsen.

Fødestuen var fuld af personale, som hele tiden sprittede hænder. Og selvom hun var blevet forberedt på det, gav hele scenen alligevel Aviaq Reimer Olsen en uvirkelighedsfølelse:

- Der var så mange mennesker, der skete så meget og jeg havde så mange tanker om, hvordan vores baby havde det, siger Aviaq Reimer Olsen.

Fødslen var kompleks, og i lang tid var det usikkert, om Ivaana ville klare den. Hendes liv blev fulgt af læger og maskiner på hospitalet. Det har taget lang tid for Aviaq Reimer Olsen at bearbejde. Men ud kom Ivaana med jordemoderens ord: ’I har fået en datter’. 

- Så brød jeg bare sammen, og min mand, som ellers aldrig græder, han græd også.

De spurgte om datteren var okay, men fik ikke noget svar. Men blandt lægerne som tilså datteren, var der én, som stak hovedet op og meddelte forældrene: ’Hun har sin mors næse’.

Hun var lille. Så lille, at hendes hånd ikke engang kunne nå rundt om Aviaq Reimer Olsens tommelfinger.

Hun var ikke rødlig som andre nyfødte børn. Hun var sort og hævet, fortæller Aviaq Reimer Olsen. I det første døgn af sit liv holdt Ivaana op med at trække vejret 22 gange.

Aviaq Reimer Olsen bad. Hun forsikrede den, der havde skænket dem en datter, at hun ville passe på hende.

- For det er det, kærligheden gør.

Hendes datter blev til af kærlighed, og kærlighed ville også redde hende, insisterede Aviaq Reimer Olsen.

- Vi blev spurgt, om ikke hun skulle døbes. Men jeg tænkte, fandme nej, fordi for mig ville det føles som at give op, siger hun.

Hun skulle først døbes, når de alle sammen kom hjem. Og det gjorde de. Først på hjemmeisolation, og så, endelig da det blev december, kunne de igen begynde at omgås med andre mennesker og se frem mod tilværelsen som en familie på fire.

Kaffe og kage

Som for mange andre gravide var ventetiden fyldt med forventninger til fødslen og tiden efter.

For mig har det jo været en skuffelse. Ikke over mine børn, men over min krop og hvilken oplevelse det blev, siger Aviaq Reimer Olsen.

Den oplevelse havde hun brug for at tale med andre om. Derfor oprettede hun Facebookgruppen Inortumik meerartaarnikut. Gennem den mødte hun andre kvinder, der havde født for tidligt i det grønlandske sundhedssystem.

- Nogle af dem kendte jeg endda. Jeg vidste bare ikke, at deres børn var blevet født for tidligt, siger Aviaq Reimer Olsen.

I 2018 arrangerede hun et åbent møde for at synliggøre udfordringerne omkring for tidligt fødte børn.

- Og lige pludseligt fandtes der en forening (Kalaallit Nunaanni Inorlutik Inunngornikut Peqatigiiffiat, red.) og jeg var blevet formand, fortæller Aviaq Reimer Olsen, der modtog en pris for sin oplysende indsats.

Blandt andet markerede de International Præmaturdag for at gøre opmærksom på, at forældre til for tidligt fødte børn ofte står alene i en ekstrem situation.

Foreningen bestod i tre år.

Duften af sælskind

Når Aviaq Reimer Olsen får en god idé, skal den helst gennemføres. Da hun var lille og overtalte hun sin bedsteforældre til at sætte skruer i loftet, så hun kunne lave en hængekøje ud af et lagen.

Fordi der er kommet flere turister, som gerne vil vises rundt i systuen, har Aviaq Reimer Olsen søgt om godkendelse til at indføre entrépriser for dem. Og så har hun søgt om en ny frysecontainer, så Ammiamii kan behandle skind året rundt.

Hun er stadig ved at lære nationaldragtshåndværket – og bringe det ind i en ny tid.

- Førhen syede de ældre kvinder i familien nationaldragter til hele familien, og overleverede den viden til næste generation. Men det har jeg ikke ressourcerne til, fordi jeg også går på arbejde, siger Aviaq Reimer Olsen.

- Samtidigt bliver det stadig sværere at lave ordentligt skind, for vi har ikke det vejr, der skal til.

Det kalder på nye løsninger. Et bud på det var de hjemmesyede blå kjoler, som Aviaq Reimer Olsen og familien bar, da de tidligere på året skulle til hendes lillebrors konfirmation. De bar elementer man kender fra nationaldragten, men meget nemmere at sy.

- Nationaldragten skal bevares, men jeg synes også, at den skal udvikles.