Den følsomme sangerinde

- Jeg ville ikke kunne ånde, hvis jeg ikke fik lov til at bruge min stemme.

De fleste i Grønland kender hendes navn, men det er kun hendes flok, der kender hende helt ind til benet. 

Nina Kreutzmann Jørgensen beskriver sig selv som den klassiske, pligtopfyldende førstefødte – ramt af et tungt storesøstersyndrom, der har gjort hende kontrolleret og konfliktsky på andres vegne. 

Født i 1977 og opvokset i Nuuk, beskriver hun sin barndom med en stilhed, der står i skærende kontrast til i dag:

– Stilhed og min far, der spiller klaver, er de lyde, der beskriver min barndom. Der var ikke så meget lyd, fordi vi var så meget ude hele tiden. Det var ikke så mærkeligt dengang i forhold til i dag med skærme.

De første musikalske minder

Musikken har altid spillet en stor rolle, men hendes allerførste minde startede et uforudsigeligt sted.

– Mareridt har altid fyldt meget, nok fordi jeg er et meget følsomt menneske. Mit allerførste mareridt stammede fra The Muppet Show. Jeg drømte, at en lang trappe førte op til hele Muppet-showet, hvor de stod og sang temasangen. Det var totalt uhyggeligt. Så mit allerførste møde med musikken var faktisk et mareridt.

Nina havde svært ved at finde ro i skolen, hvor trangen til at synge blev en udfordring, men også en genvej til at blive set. Da musiklæreren på ASK (Atuarfik Samuel Kleinschmidt) satte hende og bedste veninden til at optræde til et forældremøde, fandt Nina sit frirum. Scenen var det eneste sted, hvor den ellers så kontrollerede pige ikke behøvede at sidde stille; her kunne hun bare være.

På verdensscene med Björk

I 2001 fik den islandske verdensstjerne Björk en pludselig indskydelse under en ferie i Grønland: ”Jeg skal fandme have et kor med fra Grønland.” Turnéen til hendes Vespertine-album skulle foregå i ikoniske koncertsale, og der blev hasteindkaldt til audition i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Da det blev Ninas tur, sad Björk i skrædderstilling på gulvet. Nina sang det grønlandske hit ”Qulleq” og sikrede sig en plads. Björk gik dog ikke kun op i talent; hun sorterede piger fra, der ikke så "nok grønlandske ud" i hendes øjne, da koret også skulle være en visuel repræsentation.

Efter en intensiv korlejr i Ilulissat startede det vilde turnéliv. Nina, som havde lyttet til Björk i gymnasiet, var ret starstruck, men mødte en overraskende jordnær stjerne:

– Som menneske mindede hun utroligt meget om os grønlændere – hun var meget stille og nærmest lidt 'kalak'. Men jeg lagde hurtigt mærke til, at musikken fyldte alt. Hun var i den konstant og gik altid rundt med en lille optager på sig.

Med en god månedsløn og høje diæter bød turnéen på ren luksus, eksklusive fester i Paris og efterfester med rockbandet Blur i London, inden koret i september 2001 landede i New York og tjekkede ind på det fashionable Hotel Hudson.

David Letterman og David Schwimmer

Et af de største højdepunkter var optrædenen i The David Letterman Show. Studiet var frosset ned til polarkuld, da værten foretrak iskolde temperaturer.

Da koret havde leveret en intens udgave af sangen "Pagan Poetry", kunne Nina ikke lade være. Bevidst om, at showet ville blive vist derhjemme via Nuuk TV, kiggede hun direkte ind i linsen og sendte et stort vink hjem til Grønland. Det uprofessionelle, men dybt menneskelige vink udløste skældud fra den amerikanske tour-manager: ”Don't you ever do that again, Nina!” – det ødelagde billedets kunstneriske skarphed.

Backstage opstod der også komik. Skuespilleren David Schwimmer (Ross fra Friends, red.) var gæst, og Nina var glødende fan. Pigerne bad personalet om at sende David ind til et billede. Kort efter gik døren op, og ind trådte en yderst velvillig David – men det var showets vært, David Letterman. Pigerne fik pænt taget deres billede, selvom det var en helt anden David, de havde håbet på.

11. september 2001

Den magiske turné-boble bristede brutalt den 11. september 2001. Nina landede i Stuttgart til et soundcheck, netop som nyheden om terrorangrebet i New York ramte holdet. Koncerten blev rystende og følelsesladet; Björk dedikerede showet til de dræbte, mens store dele af det amerikanske crew forgæves forsøgte at få fat i deres familier.

Terroren skabte dyb splittelse i koret, da turen en måned senere skulle fortsætte i USA. Frygten betød, at fem af korpigerne trak sig. Kun ti piger, heriblandt Nina, valgte at fortsætte trods ekstrem lufthavnssikkerhed og sårbarheden ved at flyve ind over New Yorks skyskrabere.

Indenrigsflyvninger blev efterfølgende droppet til fordel for en gigantisk luksusbus. På de uendelige amerikanske landeveje fordrev de ti grønlandske korpiger den nervepirrende tid med at spille kortspillet ”fir-mands” i bussens bagende.

Inderst inde

Selvom de store scener trak overskrifter, findes Ninas egentlige motor i hendes filterløse opmærksomhed på sine omgivelser.

– Jeg har altid haft en kæmpe ansvarsfølelse og været meget kontrolleret. Jeg lægger hurtigt mærke til, hvis der er ved at ske konflikter, og kan ikke lade være med at prøve at manipulere det til, at vi alle skal have det godt.

Adspurgt om hændelser, der markerer hendes overgang fra barn til voksen, svarer hun med et smil:

– De er først kommet meget sent i mit liv. Som da jeg fik børn, og da jeg blev skilt. Det var først der, jeg følte, jeg kom i puberteten.

I dag danner hun par med forfatteren Niviaq Korneliussen – et modent forhold med plads til livets store, eksistentielle emner. Med i bagagen har Nina to børn fra et tidligere forhold, som hun havde, før hun blev medmor sammen med Niviaq. I en branche præget af flygtighed har Nina i tre årtier holdt benene solidt på jorden:

– Min personlige stolthed er, at jeg føler mig meget ægte. Sang, min stemme og mit behov for at udtrykke mig er så stærkt. Jeg har på ingen måde nykker.

Sproget som spændetrøje

Når Nina genlæser sine dagbøger fra begyndelsen af 00’erne, bliver hun mindet om, hvor hurtigt sproget flytter sig. I en note beskriver hun eksempelvis en mand som en “stor neger”.

– Tænkte vi virkelig sådan dengang? Det er så underligt at læse i dag, hvor sproget er et helt andet, kommenterer Nina grinende.

Det grønlandske sprog kan dog også blive en spændetrøje af forventninger. Nina har måttet lægge øre til, at hendes grønlandske udtale er blevet analyseret på de sociale medier, og under Melodi Grand Prix ramte en internet-meme en nerve.

– Det irriterer mig, når folk tror, jeg ikke forstår grønlandsk. Sandheden er, at jeg forstår stort set alt, og folk må endelig bare tale grønlandsk til mig. Jeg møder heldigvis mest kærlighed, men under Melodi Grand Prix var der en meme om min grønlandske udtale, der ramte og gjorde lidt ondt.

Ingen bullshit

Trods sin ikoniske status bærer hun stadig på en stor ydmyghed. Da hendes navn dukkede op på årets plakat til Akisuanerit Festival, nåede hun at tænke: ’Er der overhovedet nogen, der kan huske mig endnu?’

For Nina er scenen et fuldstændig helligt rum, og hun har intet tilovers for publikum, der ikke lytter.

– Du giver så utroligt meget af dig selv; det er en pingpong, et samspil mellem scenen og publikum. Jeg vil gerne huskes som en, der var ægte. At der ikke var noget bullshit, men omsorg og tryghed via min stemme.

Når verden bliver for overvældende, søger hun mod sit absolutte anker:

– Jeg finder min tryghed hos min familie og mine nærmeste veninder. Det kommer hele tiden tilbage til min ’flok’. Når min flok har det godt, giver det mig den totale tryghed.

Interviewet er forbi, hunden skal luftes, og hverdagen kalder i Nuuk. Cirklen er sluttet for pigen, der engang sang for at blive hørt i klasselokalet, og som siden endte i New York med Björk. Når spotlyset tændes til Akisuanerit Festival, er det Nina, der træder ind. Helt ufiltreret, uden bullshit og klar til at trække vejret gennem den stemme, Grønland aldrig har glemt.