- Jeg vil sige, at jeg
både er kreativ og logisk tænkende.
Debora (Tippu) Hansen
Kleist forklarer om sig selv, at strikning, syning – perler, tøj og skind – er en
lige så stor del af hende som det at fordybe sig i naturvidenskabelige
fænomener eller mere abstrakt tankevirksomhed:
- Jeg tænker over mange
ting. Hvordan universet hænger sammen. Eller geopolitik, forklarer hun.
Som barn i Alluitsup Paa
undrede hun sig ofte over, hvad de forskellige sten hed, som hun samlede op i
naturen under familiens sommersejlture.
- Jeg brugte en del af
min barndom på at spørge mine forældre om sten. I dag kan jeg selv svare på
det, smiler hun, der blev færdiguddannet som geolog fra Københavns Universitet
i 2019.
Hun holder meget af
naturvidenskab og læste oprindelig matematik, som var lidt af et plan
B-studievalg, idet hun allerhelst ville studere fysik. Men hun manglede to
niveauer og tænkte, at det var på tide at komme i gang som studerende.
Imidlertid viste matematik på universitetsniveau sig at være meget abstrakt.
- Det blev svært at
forbinde det til virkeligheden. Så jeg tabte motivationen og droppede ud,
fortæller Debora, der tog et sabbatår og fandt frem til, at geologi ville være
sagen. Det var på samme tidspunkt hun fandt sin kæreste og nuværende mand.
Han, Martin-Peter Brandt,
er også geolog, og vindueskarmen i lejligheden i Qinngorput vidner om den
fælles interesse for Grønlands mange forskellige smukke grå og sorte
fjeldarter.
- På Instagram ser man
tit opslag med at ”man ved det er en børnefamilie, når der er sten i
vindueskarmen” – men jeg har altid haft sten i vindueskarmen, fastslår Debora.
Samtidig er der heller
ingen tvivl om, at her faktisk også bor en børnefamilie, for alskens farverige
legetøj står linet up på en vindueskarm i børnehøjde.
Debora og Martin-Peter
mødte hinanden i Nuuk gennem en fælles ven, der mente, de ville passe godt
sammen. Det holdt stik, og hendes nye kæreste, der på det tidspunkt var
færdiguddannet geolog, blev derefter headhuntet til et job i Norge.
Parret havde derfor et
langdistanceforhold, indtil Debora blev gravid. Så flyttede Martin-Peter til
København, hvor parrets første søn, otteårige Victor, kom til verden. Han blev
storebror til Oscar for halvandet år siden.
At det netop var geologi,
det endte med, er ingen tilfældighed, set i bakspejlet.
- Jeg har været
interesseret i naturvidenskab, siden jeg var helt lille, og plejede at læse
Illustreret Videnskab, som mine forældre havde købt. Og geologi er jo en
blanding af de forskellige naturvidenskaber, kan man sige, forklarer Debora H.
Kleist og peger på at faget rummer både fysik, kemi, biologi og palæontologi
(læren om fortidens dyr og planter, red.).
- Så det var helt perfekt
for mig, slår hun fast.
Læsehesten
Som barn læste Debora H.
Kleist imidlertid også andet end Illustreret Videnskab.
- Jeg var hele tiden på
biblioteket for at låne bøger, husker hun, der skrev dagbøger som teenager. Og
lærte at læse dansk ved hjælp af Anders And.
Særligt de eventyrlige
universer i Tolkiens Ringenes Herre og Harry Potter fængede hende, der fik sin første
nysgerrighed for bogstaver og bøger vakt af sin far, Bendt, der dagligt læste
højt for Debora og lillesøsteren Stinnia.
Begge forældre var
tilknyttet folkeskolen, faren som skolelærer og moren, Bibiane, som sekretær. Senere,
da Debora var 11 år, flyttede familien til Nuuk, fordi moren ville
videreuddanne sig til lærer. Få år efter flyttede familien permanent til Nuuk
af hensyn til døtrenes skolegang og Debora ser sig i dag som nuummioq, selv om
hun stadig taler sydgrønlandsk. Hun ved dog også godt, at det formentlig ikke
er alle, der vil anerkende hende som ”ægte nuummioq.”
Den daglige højtlæsning
var formentlig en af grundene til, at Debora besluttede, at hun ville være
forfatter.
Men hun syntes, at hun
skulle have noget på hjerte. Have noget at sige.
Ikke desto mindre fortrød
hun, at hun ikke deltog i den første novellekonkurrence ”Allatta!” for unge
forfatterspirer Arrangeret af NAPA, Nunatta Atuagaateqarfia, NUIF og Milik
Publishing tilbage i 2012.
Da konkurrencen kom anden
gang i 2015, var hun ikke i tvivl og sendte sit bidrag ind. Og blev udvalgt.
- Det var helt vildt
fedt. Vi mødte Niviaq (Korneliussen, red.) og Mette Moestrup til en workshop,
hvor vi redigerede antologien, fortæller hun.
Workshoppen fandt sted i
Nuuk på Inuk Hostels. På sin vis er det en cirkel, der er sluttet nu, for det
var samme sted, at Debora H. Kleist i sidste uge præsenterede sin roman
”Sarsuatitat” eller ”Livets Strøm,” der er udgivet af Milik Publishing.
- Som ung drømte jeg om
at få udgivet min bog på det amerikanske forlag Penguin House. Men det virker
ret svært, siger Debora H. Kleist med et glimt i øjet og fortsætter:
- Og jeg har været meget
glad for Milik Publishing, for Lene (Therkildsen, red.) er god og tålmodig.
Hun oplyser, at hun og
forlaget har arbejdet med romanen siden 2019. Hun står selv for både den danske
og grønlandske udgave af romanen.
Det er en bog, som
henvender sig til ungdommen og på sin vis fortsætter ud af de slædespor, der
blev lagt af de tidligere Allatta!-vindere Niviaq Korneliussen, Sørine
Steenholdt, Pivinnguaq Mørch og Paninnguaq Møller.
For Debora H. Kleist er
det vigtigt, at der udkommer nutidige ungdomsromaner.
- Jeg ønskede, at der
skulle være mere repræsentation af grønlandsk ungdom i litteraturen. Det er
vigtigt, at vi fortæller vores egen historie, ligesom med filmene, siger hun og
fortsætter:
- Da jeg gik på GU,
savnede jeg nyere grønlandsk litteratur. Der var meget gammeldags bøger. Ole
Brandt er rigtig god, men hans bøger handler ikke om det moderne liv.
Inspirationen
I bogen ”Livets Strøm”
møder vi den unge kvinde Ida, som er fra Nuuk og følger hende under sabbatår,
og i hendes første studietid i København med op- og nedture.
Debora H. Kleist
fortæller, at nogle af oplevelserne i romanen er fra hendes eget liv, mens
andre er fri fantasi, inspireret af venner. Hun har på egen krop oplevet,
hvordan nogle danskere har kraftige fordomme om grønlændere.
- Det er trættende med
ytringer og fordomme, for eksempel når de spørger om ikke grønlænderne drikker
meget, siger Debora.
Men hun oplever samtidig,
at der er forskel på tolerancen, alt efter hvor i Danmark, man bor.
- Jeg har oplevet, at man
måske er mere tolerant og knap så fordomsfuld i København i forhold til
Jylland. Jyderne kan godt lide at prikke til hinanden. Men også, at der er mere
afstand (i Kbh., red.). Man er mere anonym. Hvilket også kan være godt. Det er
man jo uvant med i Grønland, siger Debora, der læste matematik i Århus og
geologi i København.
Kulturforskellene mellem
Grønland og Danmark er også noget, den 35-årige forfatterdebutant og hendes
mand indimellem bokser med. Martin-Peters far er grønlænder, mens moren er
dansk, og han er vokset op i Helsingør i Danmark. Derfor er han mere præget af
den danske kultur.
- Han er god til at
diskutere og snakke om tingene. Jeg selv er blevet bedre til det med årene. Tidligere
var det svært for mig at være uenig med nogen. Men det er godt at kunne vende
og dreje synspunkter uden nødvendigvis at være enige, siger Debora.
Udover novellen ”Olieeventyret”
(”Uuliasiortut Nunaat” på grønlandsk) i antologien ”Allatta! 2040” og den
nyudgivne ”Livets Strøm,” har hun skrevet undervisningsbogen ”Grønlands
Geologi: Tag med på opdagelse” for de 11-16-årige, som er udgivet af
Selvstyret.
Der ligger dog ikke en ny
roman eller fagbog lige på spring i øjeblikket. Men Debora er ikke færdig med
at skrive bøger.
- Jeg går lidt og venter
på at blive ramt af inspirationen. Der skal gerne være liv i det, jeg skriver
og personlighed i karaktererne. Og jeg skal have et scenarie i hovedet,
fortæller hun.
Samtidig har hun kastet
sig over et nyt karrierespor.
Det har vist sig knapt så
nemt at finde geologirelevante jobs herhjemme, og derfor er Debora H. Kleist nu
startet på datalogi-studiet.
- Det er dejligt at lære
nyt og udfordre sig selv. Og jeg kan heldigvis godt finde ud af det, siger hun,
der ikke er uvant med at skifte spor.
Det gælder for eksempel
sport, hvor hun gennem tiden har haft meget skiftende interesser.
- Jeg har spillet basket
ball, og badminton i Alluitsup Paa, men blev aldrig rigtig god til det. Har
også dyrket svømning og udspring. I New Zealand stod jeg på vandski, spillede
tennis og dyrkede kampsport, siger Debora og konkluderer:
- Jeg kan godt lide noget
i en periode. Ligesom med håndarbejdet. Jeg skifter mellem at strikke rigtigt
meget eller sy perleøreringe. Det gælder om at udnytte det, mens lysten er der.
Rejselysten
Debora H. Kleist
erklærer, at hun elsker at rejse.
I barndommen gik turen
nogle gange til Spanien med familien.
- Jeg elsker at se nye
steder, lære andre kulturer at kende. Og jeg havde en udlængsel, da jeg var
yngre, siger hun.
Udlængslen bragte hende
til New Zealand, hvor hun var på et års udvekslingsophold efter 11. klasse i folkeskolen.
Hun vil gerne tilbage til landet, hvor filmene om Ringenes Herre blev optaget:
- Der er en speciel
stemning. Vinteren er smuk og kold med en konstant sprødhed i luften, fortæller
hun.
Et andet land, hvis
kultur Debora har lært at kende, er Portugal. Første møde var på en surf-camp efter
GU-tiden i Nuuk. Senere tog hun ned og surfede i to måneder.
Som yngre var Debora H.
Kleist ikke så optaget af den grønlandske historie eller kultur. Det ændrede
sig imidlertid, da hun flyttede hjem med mand og barn efter endt uddannelse.
- Jeg synes, det er fedt
at se bølgen nu, hvor de unge går op i den gamle kultur og nyskaber den, siger
Debora.
Det er blandt andet
derfor, hun selv har fået Inuit-tatoveringer på sin højre arm, og hun
forklarer, at pilene symboliserer den arktiske pil, som er udtryk for styrke,
fordi netop den type piletræ har kunnet overleve de arktiske vintre.
- Det er et af de ældste
symboler hos inuit, som viser at man kan modstå modgang, siger Debora og
fortæller videre, at de lige streger eller linjer viser sener fra syningerne i
kajak og skindtøjet.
Senerne er livsvigtige og
udtryk for jagtheld: Hvis syningerne er stærke nok, betyder det god fangst, som
igen betyder nye sener til syninger.
Debora understreger, at
det ikke er af politiske eller idealistiske grunde, at hun har ladet sig
tatovere.
- Det er ikke for at
markere mig nationalistisk. I medierne bliver det ofte forbundet med
selvstændighedsforkæmpere eller nationalister. Det er det jo ikke. Det hænger
sammen med den gamle religion, siger hun.
Det er heller ikke, fordi
hun er blind for kolonihistorien.
- Jeg kan godt se, at der
er nogle postkoloniale strukturer. Men er ikke enig i, at det skal fylde så
meget. For nogle er det som om, det er det eneste, der tæller. Jeg er blevet
taget godt imod i Danmark af min mands familie og synes, der er respekt blandt
menneskene, siger Debora, der slår et slag for den individuelle vilje til at
kæmpe:
- Der er helt sikkert
sket traumatiske ting som følge af kolonitiden. Men det betyder ikke, at man
bare skal lægge sig ned og sige, det er andres skyld, lyder det fra den nye
stemme i grønlandsk ungdomslitteratur.