Far og søn skriver 100 års grønlandshistorie

Jeg bydes velkommen af et kæmpestort grønlandsk flag i vinduet. Her i et gult hus på en nordsjællandsk villavej gemmer sig 100 års grønlandshistorie.

Ægteparret Susanne og Ole Jacobi tager varmt imod. Og leder mig ind i hyggelige stuer, spækket med malerier fra Grønland, en narhvalstand i hjørnet, et sofabord i marmor fra Maarmorilik.

91-årige Ole Jacobis kæmpe næves faste håndtryk leder tankerne hen på hans ugelange togter som 15-årig messedreng ombord på Disko. Et job med at tørre bræk op og skure lokummer var eneste mulighed, hvis han i sommerferien ville hjem til mor og far i Ilulissat.

Der var ingen gratis billet til hjemtransport fra skolen i Danmark til Grønland. Og han kom kun hjem hvert andet år i et par uger – afhængig af skibsforbindelsen.

Ole Jacobi og hans familie har oplevet lidt af hvert på gyngende skuder i bidsk vejr over Nordatlanten og under storme ved Kap Farvel.

Ole blev sendt hjemmefra – på et kryolitskib - som 10-årig til USA midt under 2. Verdenskrig sammen med sin 8-årige søster. Mere om det senere.

Dagbog

Faderen Hans Jacobi tog turen over Atlanten i 1926 for at blive assistent i KGH (Kongelig Grønlandske Handel) efter et års undervisning i grønlandsk og andre færdigheder i Grønlands Styrelse (det senere Grønlandsministerium) – der dengang holdt Verdens største ø i et jerngreb fra København.

I løbet af sønnen Ole Jacobis første 10 år af sit liv skiftede familien hjemby ikke mindre end 5 gange. Som dansk og grønlandsk ansat i KGH måtte man finde sig i konstant et blive flyttet rundt til forskellige byer – uden indflydelse på, hvor det blev. Styrelsen dikterede alt.

Meget vand er løbet gennem elven siden kolonitiden. Der kom hjemmestyre og selvstyre. Ole Jacobi blev lige så bidt af Grønland som faderen. Han var en af initiativtagerne til den arktiske ingeniøruddannelse.

Både far og søn var flittige dagsbogsskrivere. Om deres omskiftelige, indimellem dramatiske liv på usikker is i Grønland handler den fælles erindringsbog To Generationer i Grønland, som netop er udkommet.

Engleerklæringen

Ole Jacobi kom til verden i 1934 i lille nordgrønlandske Appat (Ritenbenk). En idyllisk plet, hvor familien bliver godt modtaget. Og hvor den gris - som er sendt med skib fra Danmark – trives, inden Hans Jacobi til sidst slagter den til julemad.

Men der hviler makabre, mørke skyer over kolonien. En af bygdens dygtigste unge fangere kæntrer til søs og dør til alles sorg. Den kolonibestyrer, som Hans Jacobi skal afløse, lider af en depression, og tager sit eget liv få timer, før han skal sejle væk fra Appat.

- Det var en sørgelig historie. Han hænger sig på lokummet, sandsynligvis fordi han har en grønlandsk kæreste, som han ikke må gifte sig med for Styrelsen, fortæller Ole Jacobi.

Inden hans far, Hans Jacobi, sejler til Grønland for 100 år siden skal han på kontorchefens kontor i København underskrive en højtidelig erklæring, populært kaldet ”Engleerklæringen”. Han skriver under på, at ”jeg altid vil handle ærligt og redeligt navnlig over for den indfødte befolkning”… ”Og at jeg i mit private liv vil leve hæderligt og sømmeligt, så jeg hverken ved misbrug af spiritus, ved usædelig omgang med de indfødte kvinder eller på nogen anden måde skader det gode omdømme, som jeg erkender er nødvendigt for bevarelsen af den mig betroede stilling”.

Den tidligere kolonibestyrers sørgelige endeligt betyder, at ingen lokale vil ind i huset af skræk for spøgelser, fordi de mener, at han går igen.

Jordemoderen Karen Zethsen drister sig dog ind i huset, da Ole skal fødes. Hun sætter Handelens kivfakker i sving med at hente vand fra vandsøen til den forestående fødsel og jordemoderkaffen. Alt går godt. En velskabt dreng kommer til verden, mens faderen holder tranlampen, så jordemoderen kan se.

Til USA som 10-årig

Selvom Jacobi-familien som andre KGH-ansatte må finde sig i en omflakkende tilværelse fra Maarmorilik til Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat, er det et dejligt børneliv.

- Grønland er et slaraffenland for børn. Vi legede frit overalt med de andre børn. Der var meget lidt opsyn, husker Ole Jacobi.

Med 2. verdenskrig bliver kontakten med Danmark afbrudt. Alle varer til butikkerne leveres fra USA, betalt med grønlandsk kryolit.

Tyske u-både lurer på de farlige transporter, som er essentielt for fremstilling af aluminium til amerikanske fly. Skibet Hans Egede bliver i 1942 torpederet med en last kryolit af tyskerne. Der er 23 døde, deriblandt 4 unge grønlændere.

Selvom sejladsen er farlig, beslutter Hans Jacobi alligevel at sende 10-årige Ole og lillesøster Hanne på 8 år med et kryolit-skib til USA på skoleophold. De bor hos venner, en dansk familie med 3 børn

En beslutning, som set med nutidens øjne kan synes noget bizar.

- Hanne og jeg har tit talt om, hvorfor vores forældre sendte os til USA, når vi var så små og med den risikable sejlads. Men jeg tror, det var fordi min mor led af tuberkulose. Hun lå i sengen det meste af tiden, fortæller Ole Jacobi, som var meget glad for tiden i USA og ikke led af hjemve.

- Da vi kom ombord på den norske båd, som skulle sejle os til USA, viste skipperen os redningsvestene. Han var en rar mand, som vi godt kunne lide. Men da han fortalte os, at vi af hensyn til vores forældre skulle i to forskellige redningsbåde, hvis uheldet var ude, begyndte min søster at græde, husker Ole Jacobi.

- Jeg synes, at USA var et fantastisk land. Der var masser af lys! Elektrisk lys! Det var jeg ikke vant til fra Grønland. Pigerne i klassen var flotte. De var majet ud og lignede ikke sådan nogle grå mus, som jeg mødte senere i Danmark.

- Børn har utroligt meget mere livskraft end at sidde på bagsædet af en bil som i dag. Vi gled ind i den ny verden i Amerika. Hanne og jeg kom i samme skole, en fri og god skole.

- Dengang var det helt almindeligt, at danske og grønlandske embedsmænd sendte deres 10-årige børn i skole i Danmark. Men det var jo ikke muligt på grund af krigen. Når børnene fik en uddannelse i Danmark, kunne de vende tilbage til Grønland og få gode jobs. Sådan var tankegangen dengang. Og det var også tanken bag ”Eksperimentet” – at udbrede uddannelse i Danmark til helt almindelige grønlandske børn af fangere og enker. Men det gik jo desværre ikke godt.

Goddag far. Farvel far

Da Ole Jacobi og hans søster efter et år vendte hjem til Grønland igen, blev de modtaget af deres far i Ivittuut. Gensynet blev kort – to timer. Så gik faderens skib mod Qaqortoq. Farvel!

Ole skulle rejse til Danmark for at blive elev på Sorø Akademi. Her var andre grønlandske elever. Hans ven, den senere præst Jens-Christian Chemnitz, kom han heldigvis til at dele sovesal med.

Der var dygtige lærere på kostskolen. Men tæsk og straf for stort og småt hørte til dagens ret.

Når de danske elever kom hjem i ferier og weekender, måtte de grønlandske elever blive på skolen eller hygge sig hos plejeforældre.

Magnus Jensen, vicedirektør i Grønlands Styrelse, og hans kone Maren var enestående. Ole Jacobi får tårer i øjnene, når han fortæller om ”Mor Maren”, som tog sig kærligt af ham og andre grønlandske børn.

Ole kom som nævnt kun hjem til Grønland hvert andet år. For at kunne betale for rejsen måtte han tage en uddannelse på søfartsskolen. Så han kunne få søfartsbog og arbejde som messedreng eller på dækket. Han lærte at banke rust, at skure gulve og lokummer. Søsygen blev kvalt ved hele tiden at fylde maven op, efter at have vendt vrangen ud og ofret til Neptun.

Afhængig af vejr og skibsforbindelse blev det sjældent til mere end 1-2 uger hjemme i Grønland, før Ole igen måtte ombord mod København.

Arktisk ingeniør

Ole Jacobi blev soldat i Grønland i Grønnedal. Det lykkedes ham at få en tjans som oppasser for den danske forbindelsesofficer på den amerikanske base i Narsarssuaq. Det var i 1954 den største ”by” i Grønland med 1500 beboere, en tro kopi af Amerika med baseball baner, kirker og supermarkeder.

- Det var et dejligt sted. God stemning, ingen racisme. Jeg har i mange år set op til amerikanerne. Men hvad der sker lige nu er forfærdeligt.

 - Danmark har begået alle de dumheder, man kan forestille sig i Grønland. Men man har lært af dem. Det har USA ikke. USA behandler stadig sin inuit-befolkning elendigt, lyder det fra Ole Jacobi.

- Der mangler i den grad militær i Alaska. USA har kun én eneste isbryder og russerne over 20, siger Ole Jacobi.

Han har rejst meget i Grønland. Men slog sig ikke fast ned som forældrene. Han er uddannet civilingeniør med speciale i landmåling og blev senere professor på DTU. Han arbejdede nogle år med landmåling i Grønland og tog initiativ til den arktiske ingeniøruddannelse i Sisimiut og DTU sammen med bl.a. forstander Jokum Møller, Bygge- og Anlægsskolen, og professor Arne Willumsen.

Det tog 17 år, fra Ole Jacobi første gang forelagde ideen for grønlandske politikere, til det omsider lykkedes.

- Kombinationen af uddannelse i Grønland og Danmark er god. Den kan kopieres andre steder. Der er uddannet 185 grønlandske ingeniører, og halvdelen arbejder i dag i Grønland. Det er en succes, som vi hører alt for lidt om.

Hans Jacobi og Ole Jacobi: To generationer i Grønland. Det Grønlandske Selskab.