Farvel og tak

“Jeg var kun otte år, da min far lærte mig, hvordan jeg skal lave den.

Hvordan jeg skal ryge den. Jeg plejer at være flov over, at jeg er blevet opdraget sådan. Men jeg kan ikke ændre det.

I skal ikke glemme jeres børn, I skal passe godt på jeres børn.”

Sådan lyder en af Prussic sangene “Angajoqqaat”, på dansk: forældre.

Jeg kan huske, dengang for 22 år siden, da CD’en “Misiliineq Siulleq” (på dansk: det første forsøg), udkom på gaden. MINDBLOWING. Jeg havde aldrig hørt nogen rappe om omsorgsvigt af børn, alkohol- og hashmisbrug udfoldet så hudløst ærligt og sårbart på grønlandsk. Maasi, Taatsi og Kunuk rappede deres lunger ud, på vegne af alle de omsorgssvigtede børn, så de ikke følte sig alene.

- Jeg kan tydeligt huske dengang CD’en udkom, dengang jeg boede på radiofjeldet, og alle havde den. Jeg syntes, det var for vildt, at der fandtes sådanne mennesker, der turde have så hårde og klare budskaber i deres sange, siger Tuperna Lynge Kristiansen.

Hun bor i Sisimiut og er rejst til Nuuk, alene af den grund, at hun vil være med til koncerten.

Kulturhuset Katuaq meddelte bandets koncert tre uger forinden, og indenfor otte timer var alle billetter udsolgt. Det endte med, at drengene gav en ekstra koncert dagen efter. Begge dage blev billetterne udsolgt. Dette viser blot at 22 år efter, at vi lærte Prussic at kende, er de stadig den bedste weekendunderholdning, vi har i landet.

Få timer før koncerten.

Maasi kan næsten ikke være i sig selv. Sidste gang Prussic optrådte, var for 11 år siden og nu afholder de deres allersidste koncert. Dybe indåndinger og nervepirrende følelser.

Han kigger på sin kone, Nahome, som også skal være på scenen, og parrets drenge, og lige med det samme føler han sig styrket. Det er godt, han har dem, tænker han.

- Jeg var så nervøs, det var ikke særlig sjovt, fortæller Maasi Pedersen, som lige er blevet udnævnt som Naalakkersuisoq for børn, unge og familier.

Maasi, Kunuk og Taatsi spiser middag sammen, det hjælper lidt på den intense og pirrende spænding. Maasi føler en stor taknemmelighed for at Kunuk, der bor i Danmark, er rejst til Nuuk. Nu er trioen hel. Maasi føler også en lettelse over, at de er samlet. For ham er det altid hårdt at skulle på scenen og skulle komme ud med budskaber igen til publikum.

- Det, jeg rapper om, handler om mig selv og mine egne oplevelser. Vi er et talerør for andre børn og unge, siger han.

- Det kræver noget af én selv, at åbne sig på den måde. Der er jo også altid mennesker, der skal tage imod disse budskaber, fortæller Maasi Pedersen.

Uden publikum, ingen Prussic

- Disse koncerter er for dem. Publikum. Vi ville gerne sige af hjertet tak til dem, siger Maasi Pedersen.

10 minutter til koncerten.

Katuaqs foyer er propfyldt med mennesker. Med solbriller, oversized tøj og en øl i hånden, er folk mere end klar til at opleve og suge denne sjældne begivenhed til sig. Da lysene ændrer sig, skriger publikum. Da en tekniker går op på scenen, skriger publikum.

- PRUSSIC! PRUSSIC!, råber de utålmodigt.

Folk er rastløse.

Endelig kommer drengene til syne fra backstage. Op ad de få trapper mod en verden af ellevilde mennesker, ud til et publikum, der skal tage imod disse sårbare og knaldhårde tekster, der rammer dig LIGE på hjertet, at det gør ondt.

Folk skriger.

- På det sekund, da vi kom op, fik vi nærmest blackout af bare spænding og adrenalin, fortæller Maasi Pedersen efter koncerten.

Jeg tabte min underkæbe af bare målløshed.

Folk skriger højere.

DJ’en starter musikken og med det samme ved pubikum, hvilket track, der er på spil. Nu starter koncerten med et brag. Like there is no tomorrow.

Blandt publikum står Tuperna. Hun har tårer i øjnene. Følelserne koger i hende. Det føles som om, at alt omkring hende er forsvundet. Det er kun hende og musikken.

- Jeg var overlykkelig, og blev meget taknemmelig. Jeg blev kastet tilbage til min barndom og tænkte, at dette er noget, jeg aldrig vil glemme, fortæller Tuperna Lynge Kristiansen.

Opdrag mig!

Stemningen er høj hele aftenen og der er altid en mobil, der filmer. Folk vil dokumentere begivenheden, og flere følger med via Facetime. Publikum rapper med på alle sangene.

- Folk var nostalgiske og de rappede med os hele vejen. Det var næsten som om de kendte sangene bedre end os, så der var ingen mulighed for os at fejle, fortæller Maasi Pedersen med en grin.

På et tidspunkt stod der på skærmen at Grønland har den højeste selvmordsrate i verden og at den yngste, der har begået selvmord, var ni år.

Magtesløshed, rastløshed og vrede overtager mig, og mens drengene rapper “Qaa, perorsalaarsinga” (på dansk: kom nu, opdrag mig), sætter det følelserne på et højere niveau, så man næsten ikke kan være i sig selv. Det sætter et klart og fast eksempel på, at Prussic i høj grad kritiserer samfundet og er med til at italesætte sociale problemer igennem deres musik.

Stemningen er den samme hele vejen fra koncerten startede, altid på højt blus, og da nummeret “Fiiist” ramte højtalerne, blev det lige pludselig stoppet.

Maasi sender DJ’en et surt blik, fordi han troede, at det var en fejl. Men nej. Der er en overraskelse på vej. Til bandmedlemmernes store overraskelse, får de overdraget en platinplade, fordi de har solgt 12.000 plader.

- Vi havde ingen anelse og vi blev alle sammen meget overrasket, siger Maasi Pedersen.

Folk skriger af glæde på deres vegne og som publikum føler man sig på en eller anden måde beæret over, at være vidne til sådan en hyldest. Velfortjent.

Jeg bakker helt tilbage til indgangen. Der er for mange mennesker, og jeg føler mig klistret på hele kroppen. Gudskelov for storskærmen og dermed muligheden for at følge med derfra, uden at blive krympet af menneskekroppe.

Her nyder jeg den sidste del af koncerten og med hver sang, der bliver rappet færdig, føler jeg at deres budskab limer sig fast til mig. Efter en halvanden time blev den sidste sang rappet. Og dermed blev Prussic historie.