Fra politibetjent til pioner

Da Ulloriaq Grønvold som 22-årig søgte ind på politiskolen, var det med drømmen om at gøre en forskel. I hans hjemby Qeqert­arsuaq var der nemlig mange problemer med hash.

- Mange folk tænkte, at sådan var det bare. Det ville jeg gerne bekæmpe, siger han.

Men politiarbejdet var nær ved at knække ham. Da han begyndte at arbejde som betjent og fik lange, intensive og nogle gange farlige arbejdsdage, forstod han, at han var nødt til at søge andre veje.

- Det der med at være på gaden og have adrenalin i kroppen, det er ikke mig, siger Ulloriaq Grønvold.

Derfor begyndte han at studere jura, og i februar i år var han den aller første nogensinde til at opnå titlen cand.jur fra Ilisim­atusar­fik. For det kan godt være, at politiarbejdet er fortid. Men viljen til at gøre en forskel, den holder Ulloriaq Grønvold fast i. I dag arbejder han arbejder for bedre retssikkerhed i Grønland.

Født i Qeqert­arsuaq

Ulloriaq Grønvold voksede op i Qeqert­arsuaq. Da hans mor Nukaaraq Grønvold fødte ham 28. juni 1986, var hun 19 år gammel og ikke sammen med hans far Aqqalooraq Jakobsen.

- Faktisk er jeg ret imponeret over hende, siger Ulloriaq Grønvold, der er den ældste af hans mors fire børn.

- Hun havde ingen uddannelse da vi var små, men vi manglede ikke noget, siger han.

Hans søskendes far var kun inde i billedet i en periode, så meget af deres opvækst var hun alene. Men det var alligevel en tryg barndom, siger Ulloriaq Grønvold og tilføjer:

- Det er noget man tænker over, når man selv er voksen og selv er blevet forælder, siger han.

Vi sidder i køkkenet i hans hjem i Nuuk. På køleskabet hænger et skoleskema og en tegning af Spiderman - små spor af hverdagen med børn. Her bor han med sin kæreste Nivi Willumsen og sine to børn Aqissiaq og Nina.

- Hvis jeg havde flere børn, ville jeg føle, at jeg mistede kontrollen og ikke kunne beskytte dem alle sammen. Men min mor havde fire, siger han.

Hans mor kom fra Qeqert­arsuaq og hans far fra Arsuk. Som barn var Ulloriaq Grønvold nærmest ikke i kontakt med ham. Da han var teenager, begyndte de at være en lille smule i kontakt. Han var med til Ulloriaq Grønvolds konfirmation, og de skrev et par breve til hinanden. Men så døde han.

- Sidste gang jeg så ham, var i 2002, fortæller Ulloriaq Grønvold.

Fodboldtalent

I Qeqert­arsuaq boede Ulloriaq Grønvold og hans søskende sammen med hans oldemor Karen Grønvold. Hun lærte ham at vinde – og så at tabe. Da han var barn spillede de nemlig altid kortspillet Olsen. Han var den ubestridte sejrsherre, indtil at hans mor satte en stopper for det.

- Min mor sagde til hende, at hun skulle lade mig tabe. Men når det så skete, så blev jeg fuldstændig umulig, siger Ulloriaq Grønvold.

Det var kun pandekager, der kunne gøre ham god igen.

- Jeg genkender det i min søn nu, siger Ulloriaq Grønvold og konstaterer:

- Han kan have svært ved at håndtere nederlag.

Som barn spillede Ulloriaq Grønvold altid fodbold. Og han var god. Mens de andre børn stod i en stor klump rundt om bolden, forstod han tidligt spillets taktiske element. Han flyttede sig, så han var klar til at modtage en aflevering.

Da han kom i skolealderen, begyndte han at spille klubfodbold og blev medlem af Disko-76.

- Men jeg er faktisk en af bagmændene bag, at vi flyttede til G-44, siger han.

G-44 fungerede mere professionelt, og derfor iværksatte Ulloriaq Grønvold og hans ven en kampagne for at få de andre spillere til at flytte klub. Det gjorde ham lidt upopulær.

- Men det bar jo frugt, siger Ulloriaq Grønvold, nogle år efter blev vi Grønlandsmestre.

Ulloriaq Grønvold brugte så meget tid på fodbold, at deres sommerplaner afhang af det.

- Men så var der et år, hvor vi ikke kvalificerede os til Grønlandsmesterskaberne. Så tænkte jeg, hvad fanden skal vi så lave, siger Ulloriaq Grønvold, der sågar blev udtaget til en turnering med landsholdet, da han gik i gymnasiet.

En stor fortrydelse

Selvom han ikke spiller længere, fylder fodbolden stadig meget for Ulloriaq Grønvold. Da vi mødes i hans køkken, er familien netop hjemvendt fra en rejse, hvor de blandt andet besøgte Newcastle. Her holder hans yndlingsfodboldklub nemlig til, og derfor fik de selvfølgelig en rundvisning på stadion og indkøbt nye fodboldtrøjer i klubbens hvid-og-sort-stribede mønster.

Ulloriaq Grønvold undskylder for vasketøjet, der endnu ikke er blevet lagt sammen, da han går ind i sit soveværelse for at hente en af trøjerne og vise den frem.

Ulloriaq Grønvold blev fan af Newcastle, fordi han havde set dem, når der var engelsk fodbold i fjernsynet om lørdagen:

- Jeg kan huske, at jeg så en mand i sort/hvid stribet trøje, der løftede sin ene hånd i vejret når han scorede. Jeg vidste ikke hvem han var, eller hvilken klub han spillede for.

Til et fodboldmesterskab i Ilulissat traf han en mand, som solgte fodboldtrøjer magen til fodboldspilleren fra TV.

- Trøjen var alt for stor til mig, men jeg var lykkelig for at have fået den, selvom jeg stadig ikke vidste hvilken klub det var eller hvad manden der bar trøjen hed.

En af hans venner fortalte ham, at det var Alan Shearer. Aqissiaq hedder Shearer til mellemnavn, opkaldt efter ham.

- En af mine store fortrydelser, fortæller Ulloriaq Grønvold da vi sidder ved bordet, er, at jeg ikke fik prøvet mit fodboldtalent fuldt ud.

Det er ikke noget, der som sådan nager ham, præciserer han, men alligevel tænker han indimellem på, hvordan det ville have været, hvis han havde gået på Hessel Gods fodboldkostskole i Jylland.

- Jeg blev optaget på skolen, fordi jeg var blandt Grønlands største fodboldtalenter.

Men lige før sommerferien inden han skulle starte, ringede Claus Nielsen fra Grønlands Idrætsforbund og anbefalede ham at starte på sportscollege i Frederikshavn i stedet. Det sagde Ulloriaq Grønvold ja til. Men hvad han ikke havde tænkt over, var, at det også betød at han skulle stå for sin egen husholdning.

- Jeg skulle selv lave mad og vaske tøj, og det havde jeg aldrig prøvet før. Så jeg holdt kun et halvt år, siger Ulloriaq Grønvold.

Klassens tolk

I Qeqert­arsuaq var der ikke mange danskere, og i Ulloriaq Grønvolds barndomshjem blev der heller ikke talt dansk. Alligevel fik han tidligt en god fornemmelse for sproget, og blev klassens tolk.

- Jeg kan huske, at hvis jeg var syg, så kunne undervisningen ikke fungere.

I 2008 begyndte Ulloriaq Grønvold på politiskolen i Nuuk. Efter otte måneders skolegang kom han i praktik i Qaqort­oq. Han fandt politiarbejdet spændende. Men også lidt for spændende. Efter en vagt en nytårsnat var han så helt og aldeles udmattet, at han efterfølgende sov 16 timer i streg.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke ville kunne holde til det. Så jeg begyndte at tænke, hvad skal jeg så?

Ulloriaq Grønvolds sprogkundskaber blev springbræt til den nye karriere som jurist. Allerede under sin praktiktid prøvede han nemlig at være anklager i retten.

I Narsaq var en mand nemlig blevet tilbageholdt, men der var kun dansktalende betjente. Derfor blev Ulloriaq Grønvold spurgt, om han kunne tage sagen og være anklager, fordi han kunne begge sprog.

- Det var en mand, der var blevet tilbageholdt for at have slået en anden med en sten i hovedet. Han fik otte måneder i anstalten, fortæller Ulloriaq Grønvold.

På det tidspunkt vidste han nærmest ikke noget om anklagerarbejde, ud over at det var en del af jobbet som betjent. Men han fik en hurtig introduktion, og kunne rigtig godt lide det.

- Det der med at skulle føre bevis og at få lov til at afslutte sagen, det var bare noget for mig, siger han.

Det gav ham en følelse af tilfredsstillelse at være med hele vejen fra modtagelse af anmeldelse til at dommen var faldet.

I 2016, imens han stadig arbejdede som politibetjent, blev Ulloriaq Grønvold ramt af stress. Men han opdagede det ikke engang selv. Det var først efter et besøg hos en psykolog, at han indså, at noget var galt.

- Bare spørgsmålet om, hvordan jeg havde det, fik min hals til at snøre sig sammen, fortæller Ulloriaq Grønvold, der blev opfordret til at sygemelde sig.

I stedet tog han orlov, og var helt ude af politiet i en periode mens han prøvede andre typer af stillinger af. Men det var ikke en beslutning, han traf med lethed. Tværtom er det en af de sværeste beslutninger, han har stået i.

- Det har været svært at forlade noget, som man brænder for og elsker. Men det er også svært at føle, at man ikke bliver forstået og bliver presset.

Slog op med politiet

I 2019 begyndte Ulloriaq Grønvold på bacheloruddannelsen i jura ved Ilisim­atusar­fik. Planen var, at han skulle arbejde på deltid hos politiet imens. Men de to ting harmonerede dårligt sammen. Politiet ønskede faste arbejdstider, og på studiet havde han brug for at kunne være fleksibel.

- Så jeg søgte igen om orlov fra politiet, men fik jeg afslag. Så sagde jeg op i stedet, fortæller Ulloriaq Grønvold, der ikke havde noget andet kort på hånden.

Løsningen kom dog hurtigt: Om mandagen sagde han op. Om onsdagen mødte han advokat Finn Meinel på politistationen. De havde stået over for hinanden i et par sager.

- Jeg fortalte ham, at jeg lige var begyndt på jurastudiet og havde sagt op i politiet.

Der gik ikke mere end fem minutter, så ringede Finn Meinel og tilbød ham et job, og Ulloriaq Grønvold har arbejdet hos Landsforsvareren lige siden.

De første år var det deltid, og da Ulloriaq Grønvold blev færdig med bacheloren i jura i 2022, begyndte han at arbejde der fuldtid. Det fortsatte han med, da han begyndte på kandidatuddannelsen i jura i 2024.

Fagligt var det ikke det store problem – Ulloriaq Grønvold dimitterede med et imponerende karaktergennemsnit på 11,2 – men tidsmæssigt var det megastressende, fortæller han.

Selvom han er stoppet i politiet, vil Ulloriaq Grønvold stadig gøre en forskel for samfundet.

- Jeg vil arbejde for bedre retssikkerhed, siger han.

I hans kandidatspeciale skrev han om politiafhøringer i Grønland.

- Jeg sammenlignede indholdet af otte afhøringsrapporter med lydoptagelser fra afhøringerne. Indholdet af dem skal jo gerne være det samme, men det er de ikke altid. Det er lidt tankevækkende, siger han.

Tiden står stille

I 2018 fik Ulloriaq Grønvold mulighed for at komme hjem til Qeqert­arsuaq og arbejde som betjent – noget han altid havde drømt om. I Nuuk, hvor han boede før det, havde han mødt Nivi Willumsen, og hun var blevet gravid. De var ikke kærester på det tidspunkt, og Ulloriaq Grønvold blev stillet over for et afgørende valg.

- Jeg havde bestemt mig for at være en bedre far, end min far var, siger han og tilføjer:

- Kriteriet var så, at hvis jeg bare ringede én gang om ugen til min søn, så ville jeg også være det.

Han ville være der for sin søn Aqissiaq, som blev født i 2019. Derfor tog han tilbage til Nuuk for at være med til hans fødsel, og foreslog Nivi Willumsen at flytte med ham tilbage til Qeqert­arsuaq når hun havde født og afholde sin barsel der.

- Det ville hun gerne, heldigvis, siger Ulloriaq Grønvold. Under hendes barsel fandt de endelig sammen, og i 2023 blev familien forøget med Aqissiaqs lillesøster Nina.

- Det er sådan en ubeskrivelig følelse at blive far, siger Ulloriaq Grønvold. Det slår ned i én som et lyn, at nu er der et liv, som du har skabt.

I børnefamilien haster hverdagen forbi med at hente og bringe, fritidsaktiviteter og madlavning. Det kan godt gå ud over overskuddet, når det hele skal hænge sammen.

- Det er tit jeg tænker, at i morgen vil jeg være en bedre far, end jeg var i dag, siger Ulloriaq Grønvold.

Når familien tager i svømmehallen, og Ulloriaq Grønvold ikke skal tænke på andet end hans og sine børns kroppe i vandet, der føler han sig som en god far. Når Aqissiaq tager sine svømmetag og Nina, der ikke selv kan svømme selv endnu, frygtløst springer i alligevel.

- Vi elsker at tage i svømmehallen om lørdagen. Der er weekenden lige begyndt, og vi skal ikke nå noget, siger Ulloriaq Grønvold.

Der står tiden endelig stille.