Grønland synger stadig med på Inneruulat

Der er ikke meget andet end vindens susen.

Solen skinner, og fjeldene rejser sig stejlt omkring mig, mens havet længere ude ligger næsten spejlblankt.

Jeg sætter “Aasarissumi” i ørerne.

Først guitaren. Så stemmen. Ordene om højsommer, den rene luft, teltet og fuglene, der synger en i søvn, får naturen foran mig til at føles som en forlængelse af sangen.

Guitaren er enkel. Der er ingen hast. Sangen giver plads til stilheden mellem tonerne, ligesom naturen omkring mig.

Måske er det netop derfor, “Aasarissumi” stadig føles nærværende. 50 år efter, at Inneruulat blev dannet, lever sangen videre.

Ikke kun i mine høretelefoner denne sommerdag, men også hos Frederik Elsner.

I forbindelse med bandets 50-års jubilæum, har han valgt at genindspille “Aasarissumi” sammen med nogle af landets mest markante sangere og lokale kor.

For ham var valget aldrig svært. Lyden af “Aasarissumi” hører nemlig også til hans egen barndom. I Nanortalik løb han som dreng mellem husene, mens sangen strømmede ud gennem de åbne vinduer. Den blev en del af sommeren, og en del af minderne.

- Bandet har været en stor del af min barndom, siger han.

Da AG taler med ham, er arbejdet netop afsluttet. Samme morgen blev den sidste tone lagt på plads, og sangen er nu klar til udgivelse.

- Den udkommer den 24. august på min fødselsdag, siger Frederik Elsner med et smil.

For ham var valget af sangen ikke tilfældigt.

- Sangen handler om fællesskab. Den beskriver noget, vi alle kender, naturen, stilheden og følelsen af at høre til. Det er en sang, som fiskere og fangere har lyttet til, inden de tog ud. Den har altid været der, fortæller han.

For Elsner handler genindspilningen derfor ikke kun om at hylde et band. Den handler også om tiden, vi lever i nu.

- I en tid, hvor verden er præget af uro, og hvor Grønland står midt i en stor geopolitisk interesse, synes jeg, det er vigtigt at minde hinanden om fællesskabet. Det er det, “Aasarissumi” kan. Den samler mennesker, siger han.

Rockmusik i en tørvehytte

For at forstå, hvorfor “Aasarissumi” stadig bliver sunget et halvt århundrede senere, må man tilbage til 1979.

Grønland var i forandring. En ny generation af musikere begyndte at skrive og synge på grønlandsk, og rockmusikken blev et udtryk for både identitet, stolthed og fællesskab. Det var i den bølge, Inneruulat blev dannet i Aasiaat.

En af dem, der fulgte bandet tæt fra begyndelsen, var Karsten Sommer fra pladeselskabet ULO. Her var han med til at indspille Inneruulats første LP i Aasivik i Qullissat i en gammel tørvehytte, der blev brugt som kartoffellager, og oplevede på nærmeste hold, hvordan de unge musikere fandt deres egen lyd.

- Vi var jo vilde med dem. De var faktisk det bedste band den sommer, som vi indspillede, fortæller Karsten Sommer.

Han husker et band, der havde noget helt særligt.

- De plader satte virkelig noget i gang hos folk. De tænkte: "Hvis de kan skrive sange på grønlandsk, så kan jeg også." Der kom en hel strøm af inspiration og mod til at skrive på grønlandsk. Det kan man virkelig takke Inneruulat - blandt andre – for, siger han.

For Karsten Sommer er Inneruulats sange mere end gode melodier. De var med til at styrke en fælles bevidsthed om det grønlandske samfund og den tid, landet befandt sig i.

- Jeg føler slet ikke, at nutidens musik handler om folkeånden på samme måde. Det har været dejligt, at Inneruulat var med til at gøre folk mere bevidste om samfundet. Der gemmer sig mange smukke tanker i deres sange, siger han.

For Karsten Sommer blev Inneruulat en del af en større bevægelse. Bandet opstod i en tid, hvor Grønland var præget af kulturelt opbrud, og hvor flere begyndte at genopdage værdien af det grønlandske sprog, kulturen og identiteten.

- De kom på et tidspunkt, hvor der også var opbrud i Grønland. Man blev meget mere bevidst om, at vi har vores egen kultur, at vi har noget at være stolte af, og noget, vi skal passe på. Det tror jeg, var en tidsånd, som Inneruulat var med til at puste liv i, fortæller han.

Leif den heldige

For Leif Saandvig Immanuelsen handler Inneruulat ikke først og fremmest om jubilæer eller albumudgivelser. Når han ser tilbage på sine 40 år i bandet, er det menneskene og øjeblikkene, han husker. Hans første øveaften står stadig klart.

Det var vinter, og kulden var slem. Da han ankom, mødte han nu afdøde Juaansi Lynge.

- Han sagde til mig, at han lige skulle hente sin hundeslæde, husker Leif Saandvig Immanuelsen.

Bas- og guitarforstærkerne skulle fragtes med hundeslæde til øvelokalet “Arnat Illuat”, kvindeforeningernes bygning.

- Det var så koldt, at kablerne frøs til.

Det blev begyndelsen på et musikalsk fællesskab, som nu har varet i årtier. Leif husker timerne i studiet, ventetiden før koncerterne, latteren i øvelokalet og de mange rejser fra by til by – og fra bygd til bygd – hvor musikken bragte dem ud til mennesker over hele landet.

Det, der gjorde størst indtryk, var dog sammenholdet.

- De er meget aasiammiut. Når man er sammen med dem, holder man sig ikke tilbage. De er ikke generte, de er venlige, samarbejdsvillige og fyldt med tålmodighed. Jeg skulle have heddet Leif den heldige, fordi jeg fik lov til at spille sammen med dem, siger han.

For Leif Saandvig Immanuelsen har Inneruulat altid haft en særlig plads i hjertet. Det gælder også bandets navn. Inneruulaq betyder mælkebøtte på dansk, og for ham er den blevet et billede på noget større.

En dag så han en mælkebøtte, der havde presset sig op gennem asfalten. Synet satte tanker i gang.

- Jeg fik en symbolsk tanke. Lige meget hvor meget vi bliver undertrykt af andre samfund, så længe vi kan gå på dette land, kan vores følelse af at være inuk aldrig blive slettet, siger han.

For Leif er mælkebøtten et symbol på modstandskraft. Den finder en vej op gennem selv den hårdeste asfalt, ligesom den grønlandske identitet kan overleve og vokse, selv når den møder modstand.

Musik i Ikerasannguit

Da Frederik Elsner skulle genindspille “Aasarissumi”, var der en stemme, han vidste, skulle være med.

Sønnen af Inneruulats oprindelige medlem Juaansi Lynge, Qulutannguaq Berthelsen. Det blev en måde at lade historien fortsætte.

Som barn voksede Qulutannguaq Berthelsen op med Inneruulat helt tæt på. Hjemmet i Ikerasannguit i Aasiaat var ofte fyldt med musik.

- John Lennons sange lød fra højtalerne, og samtalerne kredsede ikke kun om musik, men også om det, der skete i verden udenfor Grønland, husker Qulutannguaq Berthelsen.

Musikere kom og gik, og omkring køkkenbordet blev der skrevet tekster, udvekslet ideer og skabt nye sange. Musikken var en naturlig del af hverdagen i hjemmet.

Da Qulutannguaq Berthelsen var barn, arbejdede hans far, Juaansi Lynge, på teksterne til albummet “Qaartartut”.

Som søn fulgte han processen på nærmeste hold og oplevede, hvordan sangene langsomt tog form.

- Nogle af sangene handlede meget om krig. Derfor så vi mange krigsfilm om aftenen, husker Qulutannguaq Berthelsen.

Filmene blev en del af farens research. For Qulutannguaq var det dengang bare en del af hverdagen. Først senere gik det op for ham, at han havde været vidne til den kreative proces bag et af Inneruulats album.

Fortid og nutid flettet sammen

I dag synger Qulutannguaq Berthelsen selv med på “Aasarissumi”. Den samme sang, som hans far var med til at gøre til en del af den grønlandske sangskat, får nu nyt liv med en ny generation af musikere.

Sammen med Frederik Elsner bliver fortid og nutid flettet sammen. Det er ikke en kopi af den originale indspilning, men en hyldest til den og et bevis på, at musik kan række langt ud over den generation, der skabte den.

Da de sidste toner af “Aasarissumi” forsvinder i mine høretelefoner, bliver stilheden hængende et øjeblik. Jeg kan høre vinden, og et sted længere nede høres fuglene stadig. Naturen er det samme, som da sangen begyndte.

Måske er det derfor, “Aasarissumi” stadig bliver sunget. Ikke fordi Inneruulat fylder 50 år. Men fordi sangen rummer noget, der ikke har ændret sig. Den minder om den friske luft, de lyse sommernætter og den natur, som generation efter generation har fundet ro i. Men også om et fællesskab og en identitet, der bæres videre, fra dem, der skrev sangene, til dem, der synger dem i dag.

Inneruulat begyndte som et band. 50 år senere er deres musik blevet en del af den fortælling, mange grønlændere deler med hinanden.