Han fandt Grønland i en taxa

Når Nicholas Elliott ankommer til et nyt land, står parlamentet højt på listen over steder, han gerne vil besøge.

Sådan har det været 33 gange i løbet af de seneste 20 måneder.

De fleste besøg har været i Europa, men turene har også bragt ham til blandt andet Canada og Jamaica. Sidstnævnte har en særlig betydning for ham. Elliott er født og opvokset i Storbritannien, mens hans far har jamaicanske rødder.

I marts gik turen til Grønland og Inatsisartut. Her blev han især slået af, hvor let det var at komme indenfor, og hvor imødekommende han blev modtaget.

Men hvad får en almindelig brite, der hverken er politiker eller politolog, til at bruge så meget tid på at opsøge parlamenter?

Svaret er nysgerrighed.

- Jeg elsker at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Jeg elsker at lære forskellige mennesker og kulturer at kende. Og jeg vil ikke bare læse om det i en bog eller på internettet. Jeg vil møde rigtige mennesker og tale med dem, fortæller Nicholas Elliott.

Han har besøgt 63 lande, boet i udlandet og studeret russisk i Moskva. Til daglig arbejder han på et universitet med teknologi til undervisning og online-læring.

Interessen for parlamenter begyndte for alvor efter et besøg i det britiske parlament i London. Her gik det op for ham, at et parlament ikke alene fortæller om politik, men også om et lands historie, kultur og mennesker.

Derfor traf han en beslutning: Når han fremover rejste til et land, ville han forsøge at komme indenfor i dets parlament.

Mere end politik

Siden har han blandt andet besøgt parlamenter i Belgien, Island, på Færøerne og i flere østeuropæiske lande.

Men for Nicholas Elliott er et besøg i selve parlamentet kun halvdelen af historien.

Hvis man virkelig vil forstå et samfund, mener han, at man også skal ud på gaden og tale med de mennesker, der lever i det.

- Man kan ikke bare se på parlamentet. Politikere vil som regel fortælle dig om de gode ting ved deres land. De fortæller, hvad der fungerer, og hvad regeringen og parlamentet gør. Men når du taler med almindelige mennesker, hører du også om problemerne.

Derfor har Elliott udviklet sin egen ganske jordnære metode:

Find en taxachauffør.

- Det bedste er at møde en taxachauffør. En taxachauffør fortæller dig, hvordan situationen virkelig opleves, og hvordan livet er.

Det gjorde han også i Nuuk.

En polak bag rattet i Nuuk

Her faldt Elliott i snak med en polsk taxachauffør, der havde bosat sig i Grønland og var gift med en grønlandsk kvinde.

Det blev en længere samtale om livet i Nuuk, kulturforskelle og forholdet mellem Grønland og Danmark.

For Elliott var mødet ekstra interessant, fordi hans egen hustru er polsk. Taxachaufføren fortalte blandt andet om sine erfaringer med at komme til Grønland udefra og blive en del af et grønlandsk familieliv.

Samtalen gav Elliott et andet perspektiv end det, han kunne få ved alene at besøge Inatsisartut.

Det er netop kombinationen, han søger på sine rejser: Han lytter til mennesker uden for de politiske institutioner og tager deres perspektiver med sig, når han forsøger at forstå det politiske system.

- Det er først, når du befinder dig i et land, at du kan begynde at mærke, hvordan det er at være en del af det, siger han.

Grønland var noget andet end forventet

Nicholas Elliott lægger ikke skjul på, at hans viden om Grønland var begrænset før besøget. Det samme gjaldt mange af hans venner og bekendte i Storbritannien.

- Folk sagde til mig: Hvorfor vil du tage til Grønland? Der er jo ikke andet end is.

Virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden. Elliott blev blandt andet overrasket over den lille befolkning sammenlignet med London og over, at der ikke er veje mellem byerne, så fly og skibe spiller en helt anden rolle.

Men det var ikke kun de geografiske og praktiske forhold, han blev klogere på. Besøget i Inatsisartut gav ham også indblik i forholdet til Danmark, Hjemmestyret, Selvstyret og diskussionen om selvstændighed. Som brite kunne han genkende noget af kompleksiteten.

- Det minder meget om forholdet mellem Storbritannien, Skotland og Wales. Hvis du beder en englænder forklare, hvordan de forskellige dele af Storbritannien hænger sammen, bliver det hurtigt kompliceret. Det samme oplevede jeg med Grønland og Danmark.

Også de vejrlige forhold fik han at mærke. Da han skulle forlade Nuuk, satte en snestorm flytrafikken i stå, og Elliott måtte blive længere end planlagt.

For en mand fra London understregede det, hvor anderledes afstande og vejr præger livet i Grønland.

- Alle de små ting, jeg opdagede om Grønland, både indenfor og udenfor parlamentet, var fascinerende.

En åben dør i Inatsisartut

Selve besøget i Inatsisartut gjorde indtryk. Ikke på grund af størrelsen – med 31 medlemmer er det et af de mindste parlamenter, Elliott har besøgt – men på grund af åbenheden og modtagelsen.

Han blev så optaget af besøget, at han glemte at tage billeder. Da han bagefter kontaktede en medarbejder i Inatsisartut, blev han inviteret tilbage.

- Det var utroligt. Andre parlamenter kunne have sagt: Vi har allerede brugt tid på dig. Men jeg fik lov til at komme tilbage.

Denne gang blev der taget billeder, og for Elliott blev episoden et billede på den åbenhed, han oplevede i Inatsisartut.

Kontrasten til hjemlandet er stor. Mens han kunne rejse fra London til Nuuk og blive inviteret indenfor to gange, har han haft langt sværere ved at få kontakt med sit lokale medlem af House of Commons, som han flere gange har forsøgt at møde.

- Hvor jeg bor, blev jeg stort set ignoreret af min lokale MP.

For Elliott handler parlamenter ikke kun om love og politiske debatter, men også om forholdet mellem de folkevalgte og borgerne. Her mener han, at britiske politikere kan gøre det bedre.

– Man er nødt til at have kontakt med mennesker.

Og når han efter 33 parlamentsbesøg bliver spurgt, hvorfor han rejser hele vejen fra London til eksempelvis Grønland for at besøge et parlament, er svaret enkelt:

- Hvorfor ikke?