En aldrig udgivet sang fra bandets ungdom, ukendte sider af medlemmerne og historien om et band, der ændrede den grønlandske musikscene, bliver en del af en ny dokumentarfilm om Siissisoq.
Siissisoq har gennem årene været kendt for deres energiske koncerter og markante sceneshow.Arkivfoto: Leiff Josefsen
En sang, der har ligget gemt i årtier, skal endelig høres.
Det er Siissisoqs allerførste nummer. En sang, som aldrig blev udgivet, men som nu får nyt liv i en ny dokumentarfilm om bandet.
Annonce
Annonce
Annonce
En sang, der har ligget gemt i årtier, skal endelig høres.
Det er Siissisoqs allerførste nummer. En sang, som aldrig blev udgivet, men som nu får nyt liv i en ny dokumentarfilm om bandet.
Manden bag filmen hedder Jens Thorin.
Siissisoq blev dannet i begyndelsen af 1990-erne i Uummannaq af to unge drenge.
- Jeg er den ene af de to drenge, fortæller Jens Thorin.
Annonce
Sammen med Karl-Enok Mathiassen var han med til at starte det band, der skulle være med til at vende op og ned på den musikscenen.
Heavy metal-bandet Siissisoq på scenen under en koncert.Foto: Siissisoq
Siissisoq kom med en lyd og et udtryk, der skilte sig markant ud.
Sangteksterne var blandt andet inspireret af science fictionfilm som Dawn of the Dead fra 1978.
I sange som ‘Inuttuumasoq’ - kannibalen – og ‘Puuluki’ - grisen – blev der sunget om emner, som ikke ligefrem var hverdagskost i musikkens verden.
Går hver deres vej
Jens Thorin og Karl-Enok Mathiassen kendte hinanden længe før Siissisoq. De havde været bedste venner, siden de var små, og fulgtes gennem hele folkeskolen i Uummannaq.
- Vi voksede op side om side, gik i skole sammen og delte interessen for musik, fortæller Jens Thorin.
Men mens musikken tog form, var deres barndom også ved at være slut.
Efter folkeskolen gik de hver deres vej. Uddannelse, opvækst og nye interesser førte dem i forskellige retninger. Det, der havde bundet dem sammen som børn, begyndte langsomt at forandre sig.
Det hele begyndte i Uummannaq. Et gammelt billede af de to unge drenge, Karl-Enok Mathiassen og Jens Thorin, som i 1990-erne var med til at starte heavy metal-bandet Siissisoq.Foto: Privat
- Vi voksede egentlig bare fra hinanden, fortæller Jens Thorin.
Det blev også enden på hans tid i Siissisoq.
Han nåede ikke at blive en del af det band, som senere skulle blive kendt langt ud over Uummannaq. Mens Siissisoq fandt sin lyd, sit udtryk og sit publikum, fortsatte Jens Thorin ad sin egen vej.
I dag er kontakten mellem de gamle venner tilbage. Og nu sidder de igen sammen om Siissisoq, denne gang for at fortælle historien om det band, de var med til at skabe som unge drenge.
Da en kæde blev brudt
Men det var ikke kun guitarerne, der gjorde Siissisoq anderledes.
De tog en musikform, som havde rødder langt fra Grønland, og gjorde den til deres egen. Heavy metal blev spillet på grønlandsk, og teksterne bevægede sig ind i et univers af kannibaler, dyr, zombier og andre mørke og surrealistiske figurer.
De fulgte ikke en opskrift på, hvordan grønlandsk musik skulle lyde.
Jens Thorin er filmskaberen bag den nye dokumentar om Siissisoq. Han var selv en del af bandet i dets tidlige år.Foto: Niroht
De lavede deres egen. Og det gjaldt også deres udseende og måde at være på scenen.
- De tænkte bevidst over, hvilket indtryk de ville efterlade hos publikum. Hvordan skulle de se ud, hvordan skulle de opføre sig og hvilken personlighed, de skulle de vise, fortæller Jens Thorin.
Det var ikke længere kun sangen, der var en del af fortællingen. Det var også bandet selv.
- De blev et vendepunkt i grønlandsk musik og tekstskrivning. Det er som om, at en kæde bliver brudt, siger Jens Thorin.
Da debutalbummet ‘Aammarpassuillu’ udkom i 1998, fik det genlyd over hele landet og blev fulgt af turneer langs kysten samt i udlandet.
Siissisoq viste, at grønlandsk musik ikke behøvede at passe ind i en bestemt form.
Der måtte også være plads til det tunge, det mærkelige, det humoristiske og det grænseoverskridende.
Punktummet holdt ikke
Siissisoq har ellers sagt farvel flere gange. Bandet har spillet, hvad der blev omtalt som den sidste koncert. De har indspillet det, der skulle være den sidste CD. Historien kunne have fået sit punktum. Men punktummet holdt ikke. For Siissisoq vender altid tilbage.
Igen kom der koncerter. Senest har de spillet til årets Akisuanerit Festival i Nuuk.
Igen kom der nye sange. Og hver gang viste det sig, at et band, der havde sagt farvel, stadig havde mere at give.
Måske er det netop noget af det, der gør historien om Siissisoq svær at afslutte.
For hvordan laver man en film om et band, hvis historie hele tiden fortsætter?
Nu er Jens Thorin tilbage ved begyndelsen. Ikke som medlem af bandet, men som filmskaber.
Hansínguak Larsen Mathiassen, bandmedlem i Siissisoq.Arkivfoto: Leiff Josefsen
Han er i gang med at lave en dokumentarfilm om Siissisoq - et projekt, hvor han både står udenfor og samtidig er en del af historien. Det gør arbejdet personligt.
For når han interviewer de tidligere bandmedlemmer, leder efter gamle optagelser og samler historierne, arbejder han samtidig med en del af sin egen ungdom.
Og filmen skal ikke kun handle om musikken.
- Seerne skal også møde menneskerne bag Siissisoq og få lov til at se sider af bandmedlemmerne, som de måske ikke har set før, siger han.
For bag heavy metal-musikken, sceneshowet og den rebelske attitude findes der også mennesker med deres egne historier.
Fra Uummannaq til filmlærredet
Dokumentaren bliver samtidig noget større, end historien om et rockband.
Filmen bliver en slags dokudrama, som blander virkelige interviews med dramatiske rekonstruktioner for at vække bandets historie til live.
Det gør projektet til mere end en fortælling om Siissisoq. Det bliver også et forsøg på at bevare en del af den nyere musikhistorie på film.
- Planerne for nu er at filmen bliver udgivet næste år og vi glæder os rigtig meget, siger Jens Thorin.
For mange af de historier, der hører til bandets begyndelse, findes ikke nødvendigvis i arkiver eller på skrift. De findes hos menneskene, der var der.
Unge, vilde og klar til at gøre tingene på deres egen måde. Siissisoq blev dannet i Uummannaq i 1994 og skulle få stor betydning for rock- og metalscenen.Foto: Privat
Og nogle af dem sidder nu foran Jens Thorins kamera. Og så er der sangen.
Den første sang, som Jens Thorin og Karl-Enok Mathiassen lavede sammen som unge drenge i Uummannaq. Den har ligget gemt i årtier. Ingen plade. Ingen officiel udgivelse. Ingen plads i Siissisoqs katalog.
Indtil nu.
For i dokumentarfilmen får sangen endelig lov til at blive hørt.
På den måde begynder historien om Siissisoq næsten, hvor filmen selv begynder: med to unge drenge i Uummannaq og en sang, som ingen dengang kunne vide skulle blive en del af en større historie.
Jens Thorin var med, da Siissisoq blev født.
Nu er han med til at fortælle, hvad der skete bagefter.
Og måske er den gamle sang et meget passende sted at begynde igen.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.