Hun har vundet Miss Grønland - i dag udgiver hun bøger

Når Laali Lyberth tænker tilbage på sin barndom, ser hun naturen omkring Nuuk for sig: Stilheden, stormene og sneen.

- Jeg kan huske, at i børnehaven Nuka og på fritidshjemmet Aqqalu, der skulle vi gå ud, uanset hvilket vejr det var, siger Laali Lyberth.

Derfor har hun altid elsket at gå udenfor.

- Jeg har ikke nogen yndlingsårstid, det er bare en del af mig, siger hun på en videoforbindelse til Tyskland.

I dag bor hun nemlig langt væk fra den natur, som har formet hende: I den tyske by Daun, der ligger tæt ved grænserne til Luxembourg, Frankrig og Belgien. Her flyttede hun til for 15 år siden for at leve sammen med sin mand, Sven Nieder.

Sammen har de en datter på 13 år, et hus og en række forlag. Heriblandt Inuit Verlag, der udgiver bøger oversat fra grønlandsk til tysk, og gør litteratur fra Grønland tilgængelig for over 100 millioner tysksprogede læsere på tværs af Tyskland, Østring og Schweitz.

Men det har også en pris at bo i Daun, fortæller Laali Lyberth.

Det er afstanden til familien, til kulturen og til naturen. 

Latter i DNA’en

Laali Lyberth blev født 2. maj 1974. Hendes far, som gik bort sidste år, var Niels Lyberth og hendes mor er Helle Lyberth. Som barn legede hun altid med sine yngre søskende, Maja Lyberth, der omkom i en ulykke, da hun var meget ung, Malene Broberg og Aqqalu Lyberth. De legede ofte nær huset i Myggedalen hos deres aanaa og aataa (bedsteforældre, red.), Erik og Emma Lyberth, sammen med deres fætre og kusiner.

- Vi var meget tætte, siger hun.

- Det er vi stadig.

Selvom de bor langt væk fra hinanden, er hun og hendes søskende i næsten daglig kontakt. Da de var små, byttede deres forældre ikke kun om på deres navne, men også hvilket sprog de skulle tale til dem på. Som børn under skiftende sprogpolitik fik de nemlig forskellige førstesprog.

- Mine yngre søskende skulle lære dansk for at kunne tale med Maja og mig, siger Laali Lyberth og tilføjer:

- Og ikke omvendt.

Efter folkeskolen tog Laali Lyberth et års pause og startede så på GU i Nuuk. Men hun gennemførte aldrig. For tabet af sin søster sendte hende ud i en livskrise.

- Jeg levede ikke mit liv på en god måde, siger Laali Lyberth.

Det var nogle mørke år.

- Men det fik mig til at se og værdsætte mine andre søskende på en helt ny måde, siger hun.

Og så har hun opkaldt sin datter Nivikka Maya Nieder efter hende.

- Maja var meget sjov, og grinte meget, og det gør min datter og jeg også.

Som barn var Laali Lyberth meget genert og selvbevidst. Men på en eller anden måde fik hun alligevel modet til at stille op i konkurrencen Miss Grønland i 1992.

Hun havde lånt sig til både aftenkjole, badedragt og sko med hæl - og vandt konkurrencen.

- Min mors kusine Erla Vinter, hjalp mig med at lære at gå catwalk i højhælede sko. Det glemmer jeg aldrig!, fortæller Laali Lyberth.

Miss World-konkurrencen bragte hende til Danmark, England og Sydafrika. Det var første gang, hun sådan rigtigt var ude og rejse.

- Det var meget stort for mig, siger Laali Lyberth, der syntes det var spændende at se hvordan skønhed tog sig ud forskelligt rundt om i verden, og hvordan de andre ”Missere”, som hun kalder dem, hver især repræsenterede deres land.

Hvilken placering fik du i konkurrencen?

- Det kan jeg ikke huske. Jeg tror ikke, jeg kom særligt langt, siger hun med et stort grin.

Afgørende år i Canada

På en rundrejse i Canada, Mexico og USA mødte Laali Lyberth sin første mand, som er canadier. Derfor flyttede hun som 21-årig til Ottawa, og her blev hun blev boende, indtil de blev skilt, da hun var 34 år gammel.

- Det har præget mig rigtig meget at bo i Canada, fortæller Laali Lyberth og uddyber:

- De var meget længere fremme med at forene traditionel Inuit- og First Nationkultur med nutidens praksisser.

Det bed Laali Lyberth mærke i, da hun arbejdede på et krisecenter for Inuit, First Nation og Métis-kvinder.

Her var traditionel visdom integreret i terapien, som kvinderne blev tilbudt. For eksempel kunne man blive healet af ældre.

- Og der var trommedans, smudging (åndelig ceremoni, red.) og powwows (samling, red.), som de brugte som en del af behandlingen, erindrer Laali Lyberth.

Det gjorde et kæmpe indtryk.

- Da jeg voksede op, var der ingen som talte om afkolonisering, og jeg vidste ikke, hvad min egen kultur var, siger Laali Lyberth.

Hun husker særligt tilbage på engang, hun var inviteret med til en powwow.

- Det første jeg hørte, var trommerne fra deres trommedans. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg kan huske, at jeg fik tårer i øjnene, siger Laali Lyberth.

 ’Nej! Ikke igen!’

Efter skilsmissen var Laali Lyberth endelig tilbage i Nuuk og tæt på familien og naturen. Hun sværgede, at hun aldrig skulle være sammen med en udlænding igen. Men så mødte hun Sven Nieder - og kærlighed tager som bekendt ikke hensyn til landegrænser.

Sven Nieder er fotograf og fulgte Laali Lyberths fars stedbror Angaangaq, der er angakkoq (shaman, red.), i forbindelse med et fotoprojekt. Ad den vej havde Sven Nieder mødt Laali Lyberths lillebror, som introducerede de to for hinanden i 2009.

- Jeg kan huske, at jeg syntes, han var meget sød, siger hun.

To år senere mødte de hinanden igen. Og derfra gik de stærkt:

- Vi besluttede os meget hurtigt for at være kærester, og tre uger efter var jeg flyttet til Tyskland, fortæller Laali Lyberth.

Hendes familie sagde ’Nej! Ikke igen!’. Men de var også glade på hendes vegne. For de kunne se, at hun var meget forelsket. Så forelsket, at hun solgte alle sine møbler.

- Og endte her i en by med 8000 indbyggere, der ligger i et vulkansk område, siger Laali Lyberth.

For et par år siden var Laali Lyberth alvorligt syg. Hun havde problemer med sin tyktarm, og lå rigtig meget ned, fordi hun ikke kunne sidde oprejst på grund af smerterne. I dag har hun det bedre, men oplevelsen har lært hende værdien i at passe godt på sin krop gennem sund mad og træning. Det er en værdi, hun deler med sin familie.

Sammen tager de tre også gerne ud og camper. Det foregår dog på en lidt anden måde end i Grønland, påpeger Laali Lyberth.

- Tyskland er stort, men der er også 83 millioner tyskere, så du kan ikke bare campe, hvor du vil. Hvis du vil overnatte i naturen, så skal du bestille tid til det, siger Laali Lyberth med et smil på.

Selvom hun er langt væk fra den grønlandske natur, føler hun samtidig, at hun er lige, hvor hun skal være:

- De dage, hvor solen bare skinner, og vi sidder på terrassen og griller, så er det skønt at være her, siger Laali Lyberth.

- Og når vi kører rundt i Tyskland til bogmesser og repræsenterer forlaget og grønlandsk kultur, så tænker jeg: Jeg betaler gerne prisen, for at kunne gøre netop det.

For det gør hende stolt.

Angakkok på tysk

Laali Lyberth og Sven Nieder driver deres forlagsvirksomhed på første etage i deres hus. Siden Inuit Verlag blev stiftet i 2025, har forlaget udgivet ’Sila’ af Lana Hansen, ’Bestiarium Groenlandicum’ af Maria Bach Kreutzmann, Ujammiugaq Engell, Robin Fenrir Mansa Hillestrøm og Qivioq Nivi Løvstrøm, samt genudgivet ’Stella Polaris' Ulloriarsuaq’. Det er en fotobog om klimaforandringer, som Laali Lyberth og Sven Nieder lavede i fællesskab med fotograf Nomi Baumgartl og filmmaker Yatri Niehaus. Originalen blev nomineret til en Deutschen Fotobuchpreis i 2016.

Selvom hun i dag er forlægger, har Laali Lyberth ikke altid været en læsehest. Der skulle en invitation til en lokal bogklub i Daun til, før hun fik øjnene op for at bøger ”kan ændre fundamentet i dig”, som hun siger.

Da Inuit Verlag deltog på Leipziger Buchmesse (Tysklands næststørste internationale bogmesse, red.) i marts i år, kom der over 100 mennesker til en oplæsning af ’Bestiarium Groenlandicum’, fortæller Laali Lyberth.

Inden halvdelen af messen var gået, var alle hendes bøger blevet udsolgt. End ikke nogen visitkort havde hun tilbage, da messen lukkede og slukkede. Og de løb også tør for de røde muleposer, de havde lavet i samarbejde med den tyske grafiker Julia Lenartz. "Greenland is not for sale", stod der på dem.

- Trump har virkelig åbnet døren på den måde, siger Laali Lyberth og uddyber:

- Folk viste deres støtte og empati, og var meget interesserede i at læse litteratur fra Grønland og kommenterede på illustrationerne og blev introduceret til Inuit kunstnere.

Efter hans trusler har hun givet adskillige interviews til store tyske medier om forlaget. Men det er ikke opmærksomheden eller succeserne, som hun går op i.

- Forbindelsen til dem derhjemme; at de føler sig set, hørt og forstået, er for mig det allervigtigste, siger Laali Lyberth.

For tiden arbejder Laali Lyberth på højtryk på Inuit Verlags næste udgivelser, som bliver 'Homo Sapienne' af Niviaq Korneliussen og 'Arnarulunnguaq' af Pauline Knudsen. ’Zombie Nunaat’ af Sørine Steenholdt er også på vej, og ligger netop nu hos grafikeren.

- Oversætteren og jeg talte meget om, hvilket ord for ’røv’, vi skal bruge, siger Laali Lyberth om arbejdet med bogen og uddyber:

- Der er mange ord for 'røv' på tysk, og læseren skal komme ind i den samme tone og stemning, som bogen er skrevet i.

Men det er ikke kun skældsord, som hun diskuterer med oversætteren. Det er også de grønlandske kulturelle udtryk, som er vigtigt for hende at få formidlet til de tyske læsere, som for eksempel angakkoq.

Face your fears

Laali Lyberth håber, at Inuit Verlag kan være med til at løfte grønlandske forfattere og kunstnere, så de får endnu mere international opmærksomhed. Hun har et tæt samarbejde med Kalaallit Atuakkiortut (Grønlands Forfatterforening), og skal repræsentere dem til bogmessen i Frankfurt i oktober.

- Inuit Verlag står for tre oplæsninger af 'Zombie Nunaat', 'Bestairum Groenlandicum' og 'Stella Polaris Ulloriarsuaq' - og jeg er så heldig at Ujammiugaq Engell kommer og læser op af 'Bestiarum Groenlandicum', siger Laali Lyberth om planerne.

Desuden har hun samarbejdet med den grønlandske grafiker Arnajaraq Støvlbæk, der er baseret i Sisimiut, som har designet forlagets logo.

- Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi får vores egne historier, myter og sagn ud, siger Laali Lyberth.

For der er et spørgsmål, som hun bliver ved med at vende tilbage til:

- Hvad nu hvis, vi ikke var blevet koloniseret? Hvad nu hvis de Inuit, First Nation og Métis-kvinder, jeg mødte i Canada, ikke var blevet koloniseret? Hvilke værdier har vi tabt, hvilke ville vi have bragt ind i 2026 og hvilke værdier har vi stadig med?

Hun drømmer om at lære mere om grønlandsk tromme- og maskedans.

- Jeg kunne godt tænke mig at forbinde det med mit forlag og optræde med det, når vi er ude og give oplæsninger. Det behøver ikke være mig - men det kan det godt være, siger Laali Lyberth.

Den selvbevidste pige, som hun engang var, har hun nemlig lagt bag sig. Nu kaster hun sig ud i det, hun er bange for.

- Face your fears, som hun siger.

Måske det skal printes på en mulepose.