Manden bag Havets Moder er død

Nogle kunstnere bliver kendte ansigter.

Andre bliver kendt gennem det, de efterlader sig.

Christian ”Nuunu” Rosing hørte til den sidste gruppe.

Hans søn, Nikolaj Rosing, peger på et paradoks i faderens liv: Christian Rosing var ”den kendte, ukendte kunstner” – manden bag nogle af Grønlands mest genkendelige offentlige kunstværker, men med et navn, som langt færre kendte.

Det var ikke ensbetydende med, at anerkendelsen var ligegyldig for Christian Rosing.

Tværtimod fortæller sønnen, der er opkaldt efter sin farfar, kunstneren og politikeren Nikolaj Rosing, at en stor del af faderens liv var en kamp for at blive anerkendt for sit kunstneriske arbejde. En anerkendelse, han heldigvis nåede at opleve.

- Den største del af hans liv var en ”kamp” for at blive anerkendt, og de sidste – heldigvis – mange år nød han fortjent beundring og anerkendelse, fortæller Nikolaj Rosing.

Tilbage står værker, som mange har mødt uden nødvendigvis at kende navnet på kunstneren bag: først og fremmest Sassuma Arnaa – Havets Moder i Kolonihavnen i Nuuk, men også helleflynderfiskeren i Sisimiut, fangeren med sin kajak i Qasigiannguit, busten af Jørgen Brønlund i Ilulissat og granitskulpturen Aasiveeraq ved Nordre Mølle i Kongens Lyngby. Et beskedent udsnit ud af hans over 100 værker, han nåede at få lavet.

Christian Rosing døde den 30. august i Vester Skerninge på Fyn. Han blev 82 år.

Arbejdede til det sidste

Alderen havde ikke fået Christian Rosing til at lægge værktøjet fra sig.

Det kan galleriejer Frederik Thordal berette om. Han er initiativtager til den store kunstudstilling med Rigsfællesskabet som tema, der åbner i Vejle den 1. oktober, og hvor værker af Christian Rosing indgår. I forbindelse med udstillingen var de to løbende i kontakt.

Christian Rosing arbejdede fortsat med nye værker – også på den sidste dag i sit liv.

Kort før sin død var han ifølge Frederik Thordal i kontakt med en kunde om et arbejde, han var i gang med. Christian Rosing fortalte, at han havde brug for at holde en pause. Omkring et kvarter senere døde han.

For Frederik Thordal fortæller episoden noget grundlæggende om Christian Rosing: Kunsten var ikke noget, han på noget tidspunkt trak sig tilbage fra. Han blev ved med at skabe.

Og Thordal er ikke i tvivl om, hvordan Christian Rosing efter hans opfattelse bør placeres i grønlandsk kunsthistorie: Han regner ham blandt Grønlands største kunstnere.

Når den store udstilling med Rigsfællesskabet som tema åbner i Vejle 1. oktober, vil hans værker være tilstede – efter aftale med Rosings familie.

Kunsten lå i familien

At Christian Rosing skulle beskæftige sig med billeder, materialer og grønlandske fortællinger, var ikke fremmed for den familie, han voksede op i.

Kunsten og kulturen fandtes på begge sider af familien.

Faderen, Nikolaj Rosing, var lærer og underviser på Ilinniarfissuaq, men også kunstmaler og politiker. Han var formand for kommunalbestyrelsen i Nuuk og blev senere medlem af Folketinget.

På moderens side var forbindelsen til kunst mindst lige så markant. Moderen, Marie Rosing, født Lynge, var søster til digteren og kunstneren Hans Lynge.

Og faderens bror var kunstneren Jens Rosing.

Christian Rosing voksede dermed op i en familie, hvor kunst, kultur, undervisning og samfundsliv var tæt forbundet. Men hans eget kunstneriske blik blev også formet af noget langt mere personligt.

Mistede hørelsen – skærpede blikket

Allerede fra barndommen blev Christian Rosings liv præget af alvorlige helbredsproblemer.

Han mistede tidligt hørelsen og måtte gennem størstedelen af sit liv klare sig uden den hørelse, andre tog for givet. Det satte også sine spor i skolegangen.

Som barn kunne Christian Rosing blive opfattet som uopmærksom, fordi lærerne ikke nødvendigvis forstod hans handicap. Han måtte derfor lære at orientere sig på andre måder – gennem ansigter, bevægelser og visuelle indtryk.

Først i 2001 fik han et cochlear implant (elektronisk høreimplantat, red.).

Høretabet blev en stor udfordring, men kom samtidig til at præge hans kunstneriske udvikling. Christian Rosing fortalte selv, at det skærpede hans øvrige sanser – ikke mindst synet og den visuelle hukommelse.

Han udviklede en særlig evne til hurtigt at fastholde et motiv og danne sig et indre billede af det, han ønskede at skabe.

Når lydverdenen gennem mange år var vanskelig at få adgang til, fik det visuelle desto større betydning. Allerede i skolen fandt Christian Rosing sig bedst til rette i de fag, hvor øjne og hænder kunne arbejde sammen: tegning, maling og sløjd.

Valgte sin egen vej

Da familien flyttede til Danmark, var Christian Rosing 14 år.

Han valgte ikke den klassiske vej ind i kunstverdenen. Først uddannede han sig til maskinsnedker og senere til teknisk assistent. Han gennemførte også en pædagogisk uddannelse som faglærer og uddannede sig som studievejleder.

Håndværket kom til at følge ham ind i kunsten.

Christian Rosing betragtede sig som autodidakt og ønskede bevidst at finde sit eget kunstneriske udtryk. Han takkede ifølge familien nej til at gå på Kunstakademiet, fordi han ikke ønskede, at andre skulle ændre hans forestilling om, hvordan hans værker skulle udføres.

En afgørende udvikling kom dog i 1986.

Med hjælp fra kunstneren Bodil Kaalund kom han på kursus hos billedhuggeren Ole Christensen på Bornholm, hvor han lærte at arbejde med professionelt værktøj til stenhugning.

Herefter blev især granitten et af de materialer, som kom til at definere hans kunstneriske liv.

Med vanlig humor – ifølge Nikolaj Rosing - kunne han siden omtale sig selv som ”sten-rig”.

Fra smykker til tonstunge skulpturer

Christian Rosing var vanskelig at placere i én kunstnerisk kategori. Han tegnede og malede, fremstillede smykker og små figurer og arbejdede i et væld af materialer – blandt andet træ, ben, horn, rav, rensdyrtak, fedtsten, marmor, messing og bronze. Men ikke mindst stenen blev karakteristisk for hans virke.

Spændvidden var stor. Nogle værker kunne holdes i hånden, mens andre vejede flere tons. Motiverne fandt han især i Grønland: i dyrelivet og landskabet, blandt fangere og fiskere, i historiske personer og i de fortællinger, der gennem generationer er blevet overleveret.

En betydelig del af hans kunst fik samtidig en permanent plads i det offentlige rum. I Ilulissat står blandt andet hans buste af polarforskeren Jørgen Brønlund og en fremstilling af en hellefiskefisker. I Nuuk skabte han et relief af salmedigteren, læreren og kulturpersonen Rasmus Berthelsen og den store stenskulptur af en sæl foran Pinngortitaleriffik. På rådhuset hænger desuden hans portrætter af tidligere borgmestre og kommunalbestyrelsesformænd – heriblandt hans egen far, Nikolaj Rosing.

Også andre steder satte han mennesker fra historien og hverdag i sten. I Ikerasak står hans buste af fangeren og kommunalpolitikeren Johannes Therkelsen, mens han i Maniitsoq skabte et relief af Kristine Donadussen.

Tilsammen tegner værkerne et geografisk spor gennem Grønland – og samtidig et kunstnerisk portræt af landets mennesker, natur, historie, erhverv og kultur.

Havets Moder

Ét værk hæver sig imidlertid over de øvrige: Sassuma Arnaa – Havets Moder i Kolonihavnen i Nuuk.

Den monumentale granitskulptur bygger på den inuitiske fortælling om Havets Moder, der råder over havets dyr. Christian Rosing arbejdede omkring tre et halvt år på værket, som blev afsløret i 2007.

Placeringen er en del af værket. Skulpturen står i selve havet, hvor tidevandet skiftevis skjuler og blotlægger Havets Moder, fangstdyrene og åndemaneren.

Siden er den blevet et af Nuuks kendte vartegn – og måske også det stærkeste billede på Christian Rosings egen historie.

For mens Havets Moder blev kendt af næsten alle, forblev manden, der huggede hende ud af granitten, for mange den kendte, ukendte kunstner.

Nu er han væk. Havets Moder bliver stående.

Kilde: Artiklen bygger på mailkorrespondance med Nikolaj Rosing samt faktuelle oplysninger om Christian Rosing fra Lex.dk.