Om det gjaldt skolen eller privatlivet har Varna altid båret sin stædighed som en stille styrke. AG har mødt multikunstneren, der forener kunst, viden og tradition i én stemme.
Varna står bag flere udgivne albums. Hendes seneste udgivelse er en EP, der har navnet “SILA”, der bygger bro mellem nutidige og gamle traditioner.Foto: Helle Nørregaard
Varna sidder i
saunarummet. Hun lukker øjnene og mærker, hvordan varmen renser kroppen, mens
musklerne langsomt slipper spændingen. To kvinder taler dæmpet et sted i
rummet. Hun kender dem ikke, men hører hvert ord, selv uden at ville det.
Pludselig mærker hun et smil brede sig i kroppen, da den ene siger:
- Kalaallit er så smukke.
- Ilaa, både udvendigt og indvendigt, svarer den anden.
Bare ud af det
blå.
Varna sidder i
saunarummet. Hun lukker øjnene og mærker, hvordan varmen renser kroppen, mens
musklerne langsomt slipper spændingen. To kvinder taler dæmpet et sted i
rummet. Hun kender dem ikke, men hører hvert ord, selv uden at ville det.
Pludselig mærker hun et smil brede sig i kroppen, da den ene siger:
- Kalaallit er så smukke.
- Ilaa, både udvendigt og indvendigt, svarer den anden.
Annonce
Bare ud af det
blå.
Varna drømmer om at gennemføre en ph.d. om trommedans, om de gamle inuitpraksisser.Foto: Vincent Desrosieres
Varna føler en ubeskrivelig følelse. Det kommer
lidt bag på hende. Hendes almindelige hverdag føles lige pludselig som noget
andet. Det er derfor jeg er her, tænker hun. Det er som om, noget sætter sig på
plads indeni. En lille smule.
Varna er født i
den ene af de to byer på den 3.000 kilometer lange grønlandske østkyst,
Tasiilaq, og kommer fra en generation af trommedansere i Østgrønland. Alle
hendes forfædre dansede og sang trommedans. Dette stoppede dog med hendes mors
generation. Hendes forældre er født i 1950-erne, hvor store forandringer som
led i koloniseringen forestod. Hun har kæmpet for bibevare traditionen. Det har
bestemt ikke været let.
Men det er det
værd. De to kvinder i saunaen har lige bekræftet det for hende. Hun vil kæmpe
videre – give noget tilbage, være til gavn og bidrage til et samfund, hvor den
grønlandske kultur har en naturlig plads. For måske ville vores hverdag se
anderledes ud, hvis de gamle praksisser stadig levede i os.
Varna er
komponist, sanger, trommedanser, forsker og grundlægger af Qilaat.org.
Lad os lære
kvinden bag trommen bedre at kende.
Hjælp, det
tordner!
Varna Marianne
Nielsen bliver født den 19. Maj – for 44 år siden – i 1981. Hun er opvokset med
sine to yngre brødre i Myggedalen i
Nuutoqaq, bydelen, hvor Nuuk begyndte.
- Jeg har andre
søskende fra min fars side i Danmark. Jeg mødte dem først senere i livet,
fortæller Varna Marianne Nielsen.
Fireårig Varna.Foto: Privat
Hendes forældre
er Debora, Tippu, Mathiassen fra Tasiilaq og danske Poul Erik Nielsen. De er
begge døde i dag. Da Varna voksede op, arbejdede moren i en dagsinstitution og
faren var uddannet elektriker.
Varnas første minder stammer fra Danmark, da
familien flyttede dertil året efter, hun blev født.
- Mit allerførste minde: Det tordnede udenfor og
jeg blev så forskrækket. Jeg kan huske, at jeg løb op ad trapperne, fordi jeg
ville gemme mig under sengen, griner Varna.
Efter to år flyttede de tilbage til Grønland. Nuuk
denne gang.
For Varna var
1980-ernes Nuutoqaq et særligt fællesskab, der var fyldt med leg og fodbold med
de andre børn.
- Jeg var kun
10 år, da en kvinde, der boede i området, lagde mærke til mig, og hun fik mig
til at være med til en træning i hallen. Hun hed Agnetha, jeg glemmer aldrig
den dag, fortæller hun.
Tiårige Varna
begyndte at træne i NUK i kvindeholdet i fodbold.
- Kaar, lille
tiårige mig sammen med de erfarne kvindehold. Hold da op, nuan!, fortæller
Varna.
Fodbold var
hendes verden. Varna tilbragte utallige af timer udenfor og legede med bolden.
- Jeg kan
huske, at jeg sparkede til bolden op omkring 4000 gange, uden at det rørte
jorden. Mine øjne begyndte at løbe i vand. Jeg elskede fodbold, siger hun.
Senere begyndte
Varna at deltage i forskellige kampe, og har også har deltaget i Arctic Winter
Games. Samtidig med sporten, har Varna også haft musikken ved siden af.
Gode gamle
dage
I weekenderne tog familien til Qernertunnguit,
hvor de slog telte op.
- Dengang var der ikke nogen bygninger, der var
ikke noget Qernertunnguit, siger Varna.
Hun elskede det. De fiskede og var i naturen som
familie. Savnet til Østgrønland blev dæmpet af fodboldkampene på
grusbanen. I Myggedalen var det let at være sammen med de andre børn –
fællesskabet var stærkt og varmt.
- Jeg kan
tydeligt huske vores postmand, der var god til tromme dans- og sang. Han lærte
min lillebror om trommedans, ikke mig!, smiler Varna.
Varna begyndte
folkeskolen i Qorsussuaq. Dengang delte man børnene i danske og grønlandske
klasser. Da Varnas far var dansk, begyndte hun i en dansk klasse.
13-årige Varna holder koncert i tivoli i Nuuk.Foto: Privat
- Alle mine
venner var i den anden klasse. Jeg kunne ikke forståden opdelingen, fortæller
Varna.
Årene gik.
Fodbold og venner var stadig på den daglige plan. Da Varna var omkring 6.klasse
skete der noget i hende.
- Min
grønlandske sprog blev ikke bedre. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget ved det,
fortæller hun.
Varna begyndte
at følge grønlandsktimerne nøje. Hun tog til skolens bibliotek fast besluttet
på at blive bedre til grønlansk. For nej - det kunne simpelthen ikke passe, at hun talte gebrokkent grønlandsk.
På hylden fandt
hun bogen “Taamani Guutimut Nalusuugama” af Georg Quppersimaan og Otto
Sandgreen og tog den med hjem. Den skulle blive begyndelsen på hendes
forberedelse, det første skridt på hendes egen vej.
Et lille skridt, men et vigtigt ét. For det blev starten på en interesse, der
senere skulle vise sig at få afgørende betydning for hendes fremtidige
karriere.
Uretfærdighed
Med et
forbedret sprog og større selvtillid, levede hun sit liv i Nuuk med fodbolden
som passion. Samtidig begyndte musikken at fylde lige så meget. Hun fandt ud
af, at hun elskede at synge. Men langsomt begyndte hendes stabile liv at tage
en anden retning.
- Efter min
yngste lillebror blev født blev alting anderledes derhjemme. Der skete noget i
mine forældre. Det blev så slemt til sidst, at jeg fik lyst til at flytte
hjemmefra, husker Varna.
Varna havde
fået nok derhjemme, hun blev træt af uretfærdigheden og utrygheden, hun følte
så tit.
- Så jeg valgte
at flytte hjemmefra i et stykke tid. Dette var både hårdt, men det var
nødvendigt i den tid. Jeg flyttede hjem igen, den dag tingene ændrede sig til
det bedre, fortæller hun.
To piger
Efter endt 11. klasse i Qorsussuaq rejste Varna
til Fyn og gik på efterskole. Hendes mål var simpel: Fodbold.
- Det var der, jeg lærte min danske familie bedre
at kende, fortæller Varna.
Efter et år i Danmark vendte hun tilbage til Nuuk.
Denne gang med egen bolig i Tuapannguits Blok R. En rigtig ungkarlehybel.
Varna startede på gymnasiet.
- Det var for meget folkeskoleagtigt, så jeg
stoppede en kort tid efter, fortæller hun.
I 2002 startede hun på handelsskolen. Med en tre
måneder gammel lille datter.
- Jeg var 19 år, da jeg blev mor, siger hun.
Varna har i dag fire børn. To døtre på 23 og 24 år
og to sønner på fem og seks år.
I dag er Varna
selvstændig kunstner. Hun står bag flere udgivne albums og arbejder i
øjeblikket på sin dokumentarserie “Inngerutit Inerteqqutaammata – The Forbidden
Songs.”
Anden del af serien havde netop premiere på dette års Nuuk International Film
Festival.
Varna med sin guitar på nogle af hendes koncerter.Foto: Martin Zink
- Jeg bruger kunsten til at fortælle om mig selv,
om mine oplevelser, siger hun.
Varna er også uddannet master i psykoterapeut,
familieterapeut, er master in guidance counselling (master i vejledning) og master
in music.
- Jeg drømmer om at sprede mere viden om
trommedans, om de gamle praksisser, som aldrig er blevet ført med ind i
nutiden. Jeg tror ikke, jeg er den
eneste, der kan have gavn af vores gamle kultur og traditioner, siger Varna.
Hun ønsker ikke
alene at skrive teoretisk om trommedans og sang, men også at integrere den
kropslige dimension gennem egen praksis.
- Men det kan
jeg desværre ikke i Grønland, da der endnu ikke er en kunstnerisk ph.d.
uddannelse tilgængeligt, fortæller Varna. Derfor kigger hun lige nu på andre muligheder, men det er ikke nemt.
- Det kan nogle
gange føles ensomt, men jeg kæmper videre, fortæller Varna.
Hun bor i Nuuk,
hvor hun lever sammen med sine børn og børnebørn. Livet bringer sine
udfordringer – ajunngilaq,
det går nok.
Når hun har brug for at finde ro til at
komme videre, vender hun sig blandt andet mod smudging,
som er en renselsesceremoni, som også blev praktiseret af inuit i gamle dage.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.