Mellem havet, isen og historien

For ham er havet ikke bare et sted, hvor han arbejder. Det er her, han hører til.

Han har valgt et liv, hvor vejret, naturen og fangsten bestemmer dagens gang. Et liv, som han allerede som ung vidste, at han ville leve.

Han forlod folkeskolen tidligt. Ikke fordi han manglede noget at gå op i, men fordi han havde fundet noget, han hellere ville bruge sit liv på; at blive fisker og fanger.

Jonas Kristensen er 45 år og født i Innaarsuit, cirka 40 kilometer nord for Upernavik. Det var her, han husker sine første minder.

Han voksede op i en tid, hvor bygden gradvist bevægede sig fra det traditionelle fangstliv mod fiskeriet. Han var selv vidne til forandringen og så blandt andet sin far, der levede som fisker og fanger.

- Min far havde en kutter af træ. Bygden summede af liv og de fleste var fiskere og fangere, fortæller Jonas Kristensen, der voksede op i en søskendeflok på fem. Mens hans far ernærede sig som fisker, gik hans mor hjemme og tog sig af familien.

På den måde var fangstlivet ikke fremmed for ham. Alligevel skulle det blive flytningen til Kullorsuaq, der for alvor ændrede hans blik på den kultur, han selv var en del af.

- Som 20-årig flyttede jeg til Kullorsuaq, hvor jeg mødte en levevis, hvor de gamle fangsttraditioner stadig fyldte meget i hverdagen, fortæller han.

Hellefiskeriet foregik kun om vinteren. Narhvalerne blev fanget fra qajaq, og om vinteren brugte man hundeslæder frem for snescootere.

- Her blev jeg opmærksom på hvor meget viden, der stadig fandtes blandt de lokale fangere, men også hvor hurtigt den kunne forsvinde.

Med kameraet som våben

Jonas Kristensen begyndte at tage billeder og optage videoer, når han var ude på fangst. Ikke for at blive fotograf, men for at dokumentere det liv, han levede og den kultur, han var ved at lære bedre at kende.

- Jeg fotograferede naturen omkring mig, de ruter jeg sejlede i, og de fangster, jeg fik, siger han.

Jonas Kristensen forevigede også møderne med isbjørne, som han havde nedlagt, og tog billeder når han roede qajaq og kørte hundeslæde. Han tog billeder af hvordan han nedlægger forskellige dyr som narhvaler, hvalros og isbjørne.

Det var øjeblikke fra hverdagen, som han gerne ville gemme, og som han senere kunne dele med andre.

- I begyndelsen tog jeg billederne, fordi jeg gerne ville vise min far, hvordan livet og fangsten foregik heroppe, fortæller han.

Han ville vise ham, hvordan fangstlivet blev praktiseret i Kullorsuaq, og hvilke gamle metoder og traditioner han selv var begyndt at lære.

Det, der begyndte som en personlig dokumentation til familien, udviklede sig efterhånden til noget større. Han ville sikre, at den viden, han selv havde fået adgang til, ikke forsvandt med den generation, der havde båret den videre.

Bliver mødt med taknemmelighed

I dag er kameraet blevet mere end et redskab til at gemme minder. Det er også blevet hans måde at formidle på.

Han besøger byer og bygder for at fortælle om fangstlivet, de gamle metoder og den viden, han har samlet gennem årene. For ham handler det ikke kun om at fortælle, hvordan man fangede før i tiden, men om at vise, hvorfor denne viden stadig har betydning i dag.

Når han besøger byer og bygder for at fortælle om de gamle fangstmetoder og vise sine billeder og videoer, er det både de unge og de ældre, der har interesse og han bliver mødt med en taknemmelighed, han ikke tager for givet.

- Nogle af de ældre bliver tydeligt berørte og kommer hen til mig for at sige tak. De troede, at de gamle fangstmetoder for længst var blevet glemt, fortæller Jonas Kristensen.

Fangernes viden bliver overset

Jonas Kristensen er ikke typen, der bare accepterer, at tingene er, som de er. Han stiller spørgsmål og tænker ofte over, hvordan samfundets regler hænger sammen med den virkelighed, han selv kender fra fangstlivet.

Det kommer blandt andet til udtryk i hans syn på den grønlandske slædehund. For ham er den ikke bare et dyr, men en vigtig del af fangstkulturen og hverdagen i de nordgrønlandske bygder.

- Derfor mener jeg for eksempel, at slædehunden bør have en særskilt lovgivning, der tager højde for dens særlige betydning, fortæller Jonas Kristensen.

Han har flere gange forsøgt at bringe sine tanker videre til dem, der træffer beslutningerne. Når han har været i Nuuk, har han blandt andet besøgt politikerne for at komme i dialog med på området.

Men når interessen udebliver, trækker han sig tilbage.

For selvom Jonas har meget på hjerte, er han heller ikke typen, der bliver ved med at tale, hvis han føler, ingen lytter.

Det er dog ikke ensbetydende med, at han har opgivet sine holdninger.

- Jeg oplever fortsat, at fangernes viden bliver overset, når der træffes beslutninger om deres levevilkår, siger han.

De mennesker, der har brugt hele deres liv på havet, på isen og i naturen, har erfaringer, som ikke nødvendigvis kan læses i en lovtekst, plejer han at tænke.

For Jonas handler det derfor også om at blive hørt. Ikke kun som fanger, men som mennesker, der har en viden, samfundet risikerer at miste, hvis ingen spørger dem til råds.

Bleer og fangst i samme båd

For ham har fangstlivet aldrig været noget, der skulle sættes på pause, når familielivet begyndte. Da hans datter var lille, tog han hende med i båden, når han skulle på jagt. Der skulle også skiftes bleer og gives mælk undervejs. Fangstlivet og familielivet måtte ganske enkelt finde plads side om side.

Det siger måske også noget om Jonas' måde at se verden på. For ham hænger livet, naturen og kulturen uløseligt sammen. Han tænker ofte flere generationer tilbage, når han taler om fangstlivet. Det er ikke kun hans egne erfaringer, han bygger sine holdninger på, men også den viden, der er blevet givet videre gennem generationer.

Han mener, at man ikke kan forstå Grønlands natur alene gennem bøger og biologiske undersøgelser. Man må også lytte til dem, der har levet med naturen, fulgt dens forandringer og lært dens rytmer at kende gennem et helt liv.

Den viden har ifølge ham lige så stor betydning for forståelsen af Grønland.

For ham handler det om at bevare noget, som generationerne før ham har været med til at skabe. Uden den kultur og de mennesker, der har ført den videre, ville vi ikke være her i dag.

Den skal ikke kun fortælles videre gennem billeder og videoer. Den skal leves.