UNNIA
Minik Rosing modtager ildsjælepris
Han indledte sin takketale med at beklage: - Som geolog er det forfærdelig pinligt at måtte indrømme, at jeg snublede over en sten
Minik Rosing modtog tirsdag 10. november Bent Melchior Prisen. Bent Melchior var overrabiner, og er kendt for at kæmpe for bedre forhold for flygtninge og forsvare religiøse mindretals rettigheder i Danmark.
Foto: Les Kaner
Minik Rosing, geolog og professor, modtog tirsdag 10. november Bent Melchior prisen.
Prisen er en hyldest til ildsjæle og bliver uddelt af Brobyggerne.
- Med sin forskning og sit engagement i formidlingen af videnskab har Minik Rosing været med til at åbne vores blik for de store sammenhænge og perspektiver, der former vores forståelse af verden, skriver Brobyggerne på deres hjemmeside.
Prisen blev overrakt i Københavns Universitets festsal, hvor der var taler af Özlem Cekic, Anja C. Andersen og Adam Melchior. Jakob Skovgaard-Petersen holdt motivationstalen for tildelingen.
- Han er en meget værdsat brobygger mellem forskning og befolkning, i flere lande. Det skyldes selvfølgelig en evne – og en vilje – til at oversætte specialiseret videnskab til almenforståelig viden. Men også at han har gjort vigtige opdagelser, som vedrører os alle sagde Jakob Skovgaard-Petersen blandt andet.
Takketale satte fokus på stilhed
Minik Rosing indledte sin takketale med at beklage, at han haltede lidt:
- Som geolog er det forfærdelig pinligt at måtte indrømme, at jeg snublede over en sten på Geologisk Museum og forstuvede knæet. Det siger måske lidt om mine generelle evner til at færdes sikkert i denne verden, sagde Minik Rosing fra talerstolen.
Under talen fortalte Minik Rosing, hvordan han gennem sit liv har været optaget af at skabe forbindelser mellem forskellige måder at forstå verden på.
- Måske er det netop i mødet mellem forskellighederne, at vi bliver klogere, sagde han.
I sin tale fremhævede han også, at et møde ikke kun sker, når man taler sammen: Brobygning kan også finde sted i stilhed.
- Vi har alle lært meget om ytringsfrihed, om retten til at sige, hvad vi mener. Men måske er der også en frihed i ikke altid at skulle sige noget. Retten til at tie stille og blot være sammen med andre mennesker, uden at vi nødvendigvis skal have en holdning til alting. Det er ikke vores synspunkter alene, der gør os til gode mennesker. Det er også vores evne til at være sammen, selv når vi er forskellige, sagde han og mindede dermed publikum om, at det ikke altid er det sagte, der er det vigtigste.
- Nogle gange er det, vi ikke får sagt, eller det, vi vælger ikke at sige, mindst lige så betydningsfuldt, sagde han.
Bent Melchior prisen blev uddelt for første gang i 2022. De tidligere prismodtagere er fotograf Jacob Holt, museumsleder Sarah Smed, professor Jakob Skovgaard-Petersen og rektor Henrik Vestergaard Stokholm.