Mixet, mangfoldig og hybrid

- Da jeg var barn, var mit største ønske at vågne op med blå øjne og blondt hår.

Sådan beskriver kunstner Lisbeth Karline den følelse af ikke at passe ind, som prægede hendes barndom. Selvom hun har sort hår, brune øjne og brun hud, blev hun kaldt qallunaaq (dansker, red.).

Oplevelsen af at befinde sig mellem to kulturer er blevet udgangspunktet for udstillingen “Hybrid”, der havde fernisering i slutningen af sidste uge.

Udstillingen undersøger identitet, tilhørsforhold og det at være sammensat i form af værker som fotoserier, lerkunst og malerier.

Lisbeth Karline står bøjet over et af sine værker og leder efter den helt rigtige titel. Rundt om hende hersker et kontrolleret kaos i Katuaqs foyer. Værker ligger spredt på gulvet og læner sig op ad væggene. Kaffekopper og kaffepletter vidner om mange timers arbejde, mens de sidste detaljer falder på plads.

Det kan være svært at forestille sig, at det allerede i morgen er en færdig udstilling, hvor hvert værk hænger perfekt, klar til publikums blikke, fortolkninger og vurderinger.

En anden opgave er mindst lige så vanskelig: at sætte priser på værkerne. Den del bryder Lisbeth Karline sig særligt ikke om.

For hende handler det ikke om penge. Det handler om identitet. Om at finde sin plads mellem to kulturer og skabe en god relation til begge.

I udstillingen “Hybrid “undersøger Lisbeth Karline, hvad det vil sige at være både grønlandsk og dansk. Udstillingen giver ikke et endeligt svar, men er en personlig undersøgelse af en identitet, der er sammensat og formet af historie, kultur og livserfaring.

Lisbeth Karline er opvokset i Danmark, på landet på Fyn, indtil hun i første klasse flyttede til Uummannaq. Hendes mor var grønlandsk og far dansk.

- Der var en form for mobning, hvor man hele tiden fik at vide, at man ikke hørte til. Selv min bror, som er født og opvokset i Uummannaq, fik at vide, at han skulle rejse hjem til Danmark, fordi han var lys, fortæller hun.

Lisbeth Karline siger, at det gør ondt, fordi mange mennesker oplever ikke at blive anerkendt som en del af det grønlandske fællesskab.

- Det handler om udseende. Om følelsen af at være forkert i sin egen krop og sin egen hud. Da jeg var barn og blev drillet med, at jeg var dansker, var mit største ønske at vågne op en dag, ligesom i en Disney-film, med blå øjne og blondt hår. Så ville det jo passe med det, jeg fik at vide, fortæller Lisbeth Karline.

Med humor

Gæsterne begynder at strømme ind i Katuaq. Om få minutter åbner dørene til ferniseringen. Lisbeth Karline trækker vejret dybt.

- Det føles lidt som at gå til eksamen hver gang, tænker hun.

Hun er træt efter de sidste dages intense arbejde, men også taknemmelig. Ajunngilaq - det skal nok gå. Nu er værkerne klar til at møde publikum. “Hybrid” er hendes fjerde soloudstilling.

Det første man ser når man kommer er landsskabsmalerier af marker, skove og træer. De ligger der, fordi det er Lisbeths første minder.

- Landskabsmalerierne kalder jeg Danmarksmalerne. Vi har jo haft mange Grønlandsmalere, som kom fra Danmark, men blev kendt som Grønlandsmalere. Titlen er et lille twist på, hvem der har retten til at fortælle historien, og hvem der former narrativet.

Hun smiler.

- Tænk, hvis jeg bliver den næste Danmarksmaler. Det er sagt med humor, soorunami, men der ligger også en alvor bag, siger hun.

- Jeg elsker, når vi kan flytte perspektivet. Det er en interessant måde at lege med noget, der allerede findes, noget, der virker fastlagt, og fortælle historien på en ny måde, fortæller Lisbeth Karline.

Hun peger også på hverdagsprodukter som Medova-te og aromat. Mange forbinder dem med Grønland, selv om de ikke har grønlandsk oprindelse. For Lisbeth Karline viser det, hvordan fortællinger og identitet formes over tid og hvordan de kan udfordres.

Den samme tanke går igen i et af værkerne, der er udført i ler, som har sit udgangspunkt i en bunke hjemmestrikkede vaskeklude, der er strikket af Elisa Christiansen. En kvinde, der er berørt af spiralsagen.

- Hun sad i strikkeklub, hvor andre strikkede til deres børn og børnebørn. Hun fik aldrig selv børn på grund af spiralsagen. Derfor sad hun og strikkede vaskeklude. Hun havde ingen at strikke til, fortæller Lisbeth Karline.

57.000 røde perler

Når man bevæger sig videre fra Danmarksmalerierne, forbi en fotoserie og Arabakaffe-tårnet, møder man en stor isklump, der langsomt drypper ned på gulvet.

Værket peger på den geopolitiske interesse for Grønland og rejser et spørgsmål, der løber som en rød tråd gennem hele udstillingen: Hvem har retten til at definere Grønland og grønlænderne?

For Lisbeth Karline handler værkerne ikke kun om fortidens sår, men også om en nutid, hvor andre fortsat forsøger at sætte dagsordenen for, hvad Grønland er, og hvad landet skal være.

Den røde tråd bliver helt konkret i publikums deltagelse.

På gulvet ligger en lang snor med 57.600 røde perler, én for hver af Grønlands indbyggere. Publikum inviteres til at tage snoren og føre den hen til isklumpen.

På den måde bliver de røde perler både et billede på befolkningen og en fysisk forbindelse mellem menneskene og det land, der er genstand for så stor international interesse.

Værket bærer den sigende titel “It's Not Just a Piece of Ice” og markerer en pointe: Grønland er ikke blot et stykke is eller et strategisk område på verdenskortet, men et land med mennesker, historie og identitet.

Lisbeth Karline håber ikke, at publikum går hjem med et svar på, hvad det vil sige at være grønlandsk eller dansk. Snarere med en erkendelse af, at identitet sjældent lader sig placere i en kasse.

- Vi er så blandede. Vi er så mixede. Vi er så hybride. Og det betyder meget for mig. Selvom det selvfølgelig også kan gøre ondt nogle gange, siger hun.

Måske er det netop det, “Hybrid” viser: At det sammensatte ikke er en svaghed, men en del af den historie, mange bærer med sig.

Ferniseringen “Hybrid” kan besøges frem til september i Nuuks kultuhus Katuaq.