Monstrene ændrer sig sammen med os

En historie om Innersuit breder sig gennem lillesalen i Katuaq.

Innersuit ligner mennesker. Deres øjne er som flammer, og deres årer lyser i mørket. De bor under havet, ved stranden eller ved undervandsskærene. De har småbitte næser og indsunkne kinder.

Når isfoden og klippefoden kan høres røre ved hinanden, siger man, at det er Innersuit, der græder. Eeq.

Det er en af de gamle fortællinger, der denne aften bliver hentet frem fra mørket og fortalt videre af Connie Kristoffersen fra Grønlands Nationalteater.

Det er sagn og myter, der har samlet publikum denne aften i Katuaqs lillesal, der er propfyldt med mennesker. Foredraget er en del af Katuaqs arrangementsrække ”Ileqquvut”, på dansk ”Vore traditioner”.

Men arrangementet handler ikke kun om fortællinger fra fortiden. Det handler også om, hvad der sker med dem, når de bliver fortalt videre og får nye former.

De grønlandske sagn og myter er blevet fortalt videre gennem generationer og rummer fortællinger om både mennesker, dyr og væsener fra en verden, der på en gang ligner og adskiller sig fra den, vi kender i dag.

Det var nogle af disse fortællinger og væsener, Frederik “Fuuja” Larsen satte fokus på under arrangementet, som blev afholdt i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

For fortællingerne lever ikke kun i den mundtlige tradition. De har også efterladt sig spor på papir, i tegninger og i arkiver og nogle gange fortæller de historier, som rækker længere tilbage, end vi umiddelbart kan se.

Det historiske

De gamle fortællinger er blevet skrevet ned og er tegnet af blandt andre H.J. Rink, Aalut Kangermiu og Knud Rasmussen. Deres arbejde er blevet en del af den kulturarv, som fortællingerne lever videre i.

Og fortællingerne stopper ikke ved Grønlands grænser.

På tværs af Arktis findes sagn, der minder om hinanden. Havets Moder er et kendt eksempel. Hun har forskellige navne, men fortællingen om hende går igen og handler blandt andet om menneskets forhold til naturen.

Ifølge "Fuuja" er hun en af de største og vigtigste fortællinger i de arktiske lande.

Det samme gælder fortællingen om Navaranaaq, som ifølge sagnet hører hjemme i Ameralik. I Canada findes en lignende fortælling om Jagraganak, hvis navn også minder om Navaranaaq, når de siges højt. Her fortælles historien om krig mellem inuit og indianere i Labrador.

For "Fuuja" rejser det spørgsmålet om, hvor fortællingerne egentlig kommer fra.

Måske har vores forfædre bragt fortællinger med sig fra Canada, da de bevægede sig mod Grønland?

I forbindelse med arkæologisk arbejde i Ameralik, har man ifølge "Fuuja" ikke fundet spor, der tyder på, at de drab, som fortællingen om Navaranaaq beskriver, faktisk har fundet sted.

Men han understreger, at det ikke er hans opgave at afgøre, om fortællingen er sand.

For ham er pointen, at fortællingerne kan være spor i sig selv. Og nogle gange kan de møde fysiske spor, arkæologerne finder i jorden.

Det har man ifølge ham et konkret eksempel på i en fortælling fra Aalut Kangermius malerier. Historien handler om et gammelt gravsted, som senere er blevet fundet.

Dermed mødes den immaterielle kulturarv – fortællingen – med den materielle kulturarv, der stadig findes i naturen.

Men fortællingerne kan også få nyt liv på andre måder.

De kan blive til billeder, bøger og kunst. Og når de får en ny form, ændrer vores blik på dem sig måske også.

Det er Maria Kreutzmann optaget af.

Fra fortælling til kunst

Maria Kreutzmann kalder sig selv en professionel monsterjæger. Hun skal fortælle om, hvordan sagn og myter får liv gennem kunsten.

Hun har været med til at skabe bøgerne ‘Bestiarium Groenlandica’ og ‘Mytiske Monstre fra Grønland’, hvor nogle af Grønlands gamle væsener får nyt liv gennem illustrationer og fortællinger.

En vigtig inspiration for hende er den østgrønlandske kunstner Karale Andreassen, som hun fremhæver, når hun taler om grønlandske monsterillustrationer.

For Maria handler arbejdet dog ikke kun om at gengive væsenerne, som de engang blev beskrevet.

For forståelsen af dem ændrer sig.

Det gælder blandt andet Sassuma Arnaa (Havets Moder, red.). Hun har fået en slags kulturhistorisk revival, blandt andet gennem tunniit og den måde, hun bliver omtalt på i dag.

Men den Sassuma Arnaa, vi ser nu, er ikke nødvendigvis den samme, som mennesker så for 200 år siden.

Det er netop forandringen, Maria er optaget af.

- Jeg elsker, at hun er så omskiftelig, fortæller hun.

Tupilak - fra frygt til pynt

Det samme gælder tupilakken. Maria Kreutzmann har selv stået foran en tupilak på Nationalmuseet i Danmark.

Det havde mennesketænder. Og øjnene var som et barns.

Det er et meget konkret billede på det, Maria arbejder med: Hvordan noget, der engang var et frygtet væsen, i dag også kan blive til kunst, figurer og samlerobjekter.

De kan også bruges til noget så enkelt, som at få børn til at lytte.

Som barn i Nuuk fik Maria og de andre børn at vide, at de ikke måtte løbe for langt væk. For derude ventede både en ikusik og en qivittoq. Det virkede.

- Der er ikke noget, der kan sætte gang i fantasien som de her væsener, fortæller hun.

Men de gamle fortællinger kan også være barske. Derfor har Maria måttet overveje, hvor grafiske hendes illustrationer skulle være, når bøgerne også skal kunne læses af børn.

Alligevel er det netop i mødet mellem det uhyggelige, det fantasifulde og det kunstneriske, at fortællingerne får nyt liv. De gamle væsener bliver ikke stående i fortiden. De bliver ved med at ændre form - ligesom måden, vi selv ser dem på.

Endnu en fortælling om det frygtede mytevæsen Aajumaaq bliver læst højt. De gamle ord finder igen vej gennem salen.

Ind i ørerne på dem, der lytter. Ind i hovederne på dem, der måske en dag vil fortælle Aajumaaq videre til andre.

Sådan lever fortællingerne videre. Ikke ved at stå stille, men ved at bevæge sig fra menneske til menneske. Fra generation til generation.