Rina Pape Kofoed, studerende ved Greenland Business School, skal repræsentere Grønland i The Overseas Countries and Territories (OCT) Youth Network.
Netværket samler 25 unge fra de 13 lande og territorier, som ikke er medlemmer af EU, men har historiske og politiske forbindelser til europæiske lande. Foruden Grønland tæller netværket blandt andet medlemmer fra Aruba, Fransk Polynesien og Saba.
Rina Pape Kofoed, studerende ved Greenland Business School, skal repræsentere Grønland i The Overseas Countries and Territories (OCT) Youth Network.
Netværket samler 25 unge fra de 13 lande og territorier, som ikke er medlemmer af EU, men har historiske og politiske forbindelser til europæiske lande. Foruden Grønland tæller netværket blandt andet medlemmer fra Aruba, Fransk Polynesien og Saba.
- Jeg søgte om en plads i OCT Youth Network, fordi jeg er interesseret i politik, og gerne vil engagere mig, siger Rina Pape Kofoed til Sermitsiaq.AG.
I løbet af det næste år skal deltagerne i OCT Youth Network lære en masse nyt om EU og den partnerskabsordning, de har med de 13 oversøiske områder
Blandt andet skal de på studietur til Bruxelles for at besøge Europa-Kommissionen og møde EU-politikere. Og så skal de deltagende selvfølgelig også lære hinanden at kende og udveksle erfaringer.
Egentlig havde Rina Pape Kofoed ikke tænkt meget over Grønlands relation til EU, før de en dag på studiet havde besøg af forskellige EU-politikere og -embedsmænd. Det vakte hendes nysgerrighed og gav hende lyst til at forstå samarbejdet mellem Grønland og EU bedre.
- Vi har hørt ordet EU, men hvad er det egentlig, og hvordan fungerer det?
Det er særligt muligheden for at styrke unges indflydelse og skabe flere muligheder for dem, der motiverer Rina Pape Kofoed til at deltage i OCT Youth Network
- Unge skal blive hørt i spørgsmål, som påvirker vores hverdag og vores liv, siger hun.
Rina Pape Kofoed håber, at hun efter et år i OCT Youth Network er blevet rustet til at kunne repræsentere Grønland andre steder i fremtiden - og bidrage med sit perspektiv som ung fra Tasiilaq
- Det betyder meget for mig at kunne bidrage med mine erfaringer fra Østgrønland som en del af det samlede grønlandske perspektiv, siger Rina Pape Kofoed.
OCT Youth Network tæller i alt 25 unge mellem 20 og 28 år fra Aruba, Bonaire, Curaçao, Fransk Polynesien, Franske Sydlige Territorier og Antarktiske Territorier, Grønland, Ny Kaledonien, Saba, Saint-Barthélemy, Saint-Pierre og Miquelon, Sint Eustatius, Sint Maarten samt Wallis og Futuna.
Foruden Rina Pape Kofoed repræsenterer Hanne Louise Panituaq Petersen, som studerer jura ved Ilisimatusarfik, og Bea Petrussen, som studerer kultur og samfundshistorie på Ilisimatusarfik, også Grønland i OCT Youth Network i 2026-27.
Læs mere om dem og netværkets øvrige medlemmer her.