Sammen om sorgen

På parkeringspladsen foran Daddy’s i Nuuk, er Mala Broberg på vej op ad en trappestige.  

Han er iført en grå sweatshirt. Men under den bærer han noget, man ikke umiddelbart kan se: En sort t-shirt med et billede på og teksten ”GULDDRENG”. Det er et billede af Simon, en ven som han mistede, da han blev fanget under en lavine i 2017.

Det er tredje gang Memory Run bliver afholdt, og er en dag dedikeret til at mindes dem, man har mistet. Et motionsløb, der sætter fokus på sorg – men som også er til for at skabe nye minder for dem, der er tilbage.

Mala Broberg har meldt sig som frivillig, og sammen med to andre er han i gang med at hænge start- og mållinjen op. Fra trappestigens øverste trin strækker han sig og surrer et hvidt plastikreb fast. I det hænger et sort banner med påskriften ”FINISH”.

Egentlig hjælper han mest til for sin egen skyld, fortæller han.

- Du ved, mænd og følelser…

Fra en skyfri himmel skinner solen ned på de deltagere, som så småt er ved at ankomme.

Mange af dem er iført blå t-shirts. De stammer fra det første Memory Run i 2024, og så bliver de også solgt i dag. På brystet af dem står der ”Talk about your feelings”.

Et budskab, som er vigtigt for initiativtageren bag Memory Run, Niclas V. Sørensen.

For alle som har mistet

Dagen inden løbet møder jeg Niclas V. Sørensen i Travel By Heart, hvor han har lånt en kontorplads.

En energidrik står åben foran computerskærmen, og hans telefon bimler og bamler: De sidste detaljer skal på plads inden i morgen, og om lidt kommer en håndfuld af de frivillige forbi til et infomøde.

For en stund sætter han sig til rette i et blåt sofarrangement, og begynder at fortælle, hvordan ideen til løbet opstod ud af en dyb sorg for to år siden.

- Vi mistede William og Christian, fortæller han.

De to unge mænd mistede livet i en snescooterulykke i februar 2024.

Niclas V. Sørensen dulmede sorgen med eventyr. Der skulle hele tiden ske noget, så han ikke følte for meget. Sådan kørte det, lige indtil at han - med coach- og psykologhjælp - fandt frem til at han måtte lære at tage ansvar for sine egne følelser.

- At tage ansvar for sine følelser er også at sige dem højt til andre, så de kan hjælpe dig, siger han.

På Instagram så han, at flere af hans venner var begyndt at løbe, og det gav ham en idé.

- Jeg tænkte, kunne det ikke være fedt at få samlet os, løbe forbi kirkegården og så hen til familierne?

Det skulle være deres første jul uden deres sønner og søskende.

- Den tid måtte være hård for dem, og så kunne vi komme forbi og ønske glædelig jul.

Dengang var ruten cirka 12 kilometer, og da handlede det om at mindes William og Christian, siger Niclas V. Sørensen.

- Nu handler det om at være noget for alle dem, der har oplevet et tab.

Høj puls og masser af solskin

Da de løb første gang i 2024 var det -20 grader. Denne junidag hænger en skyfri himmel over parkeringspladsen, hvor folk er iført løbesko i alle regnbuens farver.

Stemningen er varm ligesom solstrålerne, da Niclas V. Sørensen stiller sig op for at byde velkommen.

- Det er dejligt at se så mange mennesker, siger han og fortæller, hvorfor de er samlet:

- Løbet i dag er til dem, der har sat aftryk i vores liv, og til at skabe nye minder, siger han i mikrofonen.

- Det handler ikke om at komme først, det handler om at være sammen.

Da han har takket for ordet, stiller en lang slange af mennesker sig op bag startlinjen.

Konferencier Angajo Lennert-Sandgreen tæller ned, og ved hans signal bevæger slangen sig mod Intaleep Aqqutaa. Da slangen drejer om hjørnet ved H. J. Rinksvej er den ikke længere en slange. Nu er de mange løbere spredt som blå konfetti ud over Nuuks centrum.

Inden løbet fik de deltagende løbere et grønt armbånd på. Da de løbende kommer i mål veksler de det til en frokosttallerken med grillet rensdyrkød og kryddersmør.

Nær grillen står Randi Christensen, som har hjulpet Niclas V. Sørensen med at stable Memory Run på benene.

Hun er Williams søster. Niclas V. Sørensen rakte i sin tid ud til hende for at bede familien om tilladelse til at komme forbi i forbindelse med det første Memory Run.

- Jeg spurgte med det samme, om jeg kunne hjælpe med noget, fortæller hun.

Lige siden har de været lidt af et makkerpar.

De ville nok blive 10-20 mennesker, havde Niclas V. Sørensen estimeret dengang i 2024. Men der kom 80.

- Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket, da de alle sammen begyndte at troppe op ude hos mine forældre, siger Randi Christensen.

Hvad betyder det for dig, at det er blevet en genkommende tradition?

- Det er dejligt. Man føler sig så alene, når man taber nogen. Så at nogen vil holde minderne i live sammen med en, det er jo kæmpestort.

Når Williams venner samles, kan jeg mærke ham gennem dem, siger hun.

Åbne op for en samtale

Ud over løbene, et på omtrent 2 kilometer og et for børn, der går rundt om tandklinikken, er der også ansigtsmaling, hoppeborg og koncerter i løbet af dagen med Arnarissoq, Jens Kleist, Andachann, Tûtu og Naja P.

Det er ikke kun dem, der har mistet venner og familie i snescooterulykker, der er dukket op.

På pladsen foran Daddy’s er over hundrede mennesker samlet. Blandt dem er løbere fra byens løbeklubber.

Benedikte Dahl Nielsen er en af dem. Hun er også medlem af Qamutit, snescooterklubben i Nuuk.

- Jeg løber med, fordi jeg synes det er en fin måde at give et sårbart emne opmærksomhed, siger hun.

- Et arrangement som det her kan åbne op for at tale om sorg på andre måder.

Da jeg taler med Niclas V. Sørensen og Randi Christensen, er det også det som motiverer dem til at ville fortsætte med at arrangere Memory Run i fremtiden.

Niclas V. Sørensen eksemplificerer det sådan her:

- Hvis nogen bliver spurgt, hvad de lavede i lørdags, så fortæller de måske, at de var til Memory Run, og hvorfor de var det, siger han, da vi taler sammen dagen inden løbet.

- På den måde kan være det første skridt til den første samtale. Det er det, vi gerne vil provokere frem på en blid måde - med t-shirts og løb som gateway.

Ved grillen kigger Randi Christensen ud over menneskemængden.

- Der er kommet mange flere, end vi havde turdet håbe på, siger hun berørt.

- Fordi vi ofte kommer på kirkegården, ved vi hvem der ellers har mistet, siger hun og tilføjer:

- Det er rart at se, at de også kommer.

Folk smiler, snakker og krammer rundt omkring.

- Det viser jo et eller andet sted, at det er det rigtige vi gør, siger hun.

På sigt håber de at kunne afholde Memory Run i andre byer.

De er iblandt os

Da arrangementet er ved at gå på hæld, træder Kim Ringsted-Godtfredsen op på scenen. For 12 uger siden mistede han og familien Kristian i en lavineulykke.

- Alle os som har mistet ved godt, at de stadig er iblandt os, sagde hans far fra scenen.

Han var også med til løbet, og det var ”rigtig dejligt”, fortæller han efter talen.

Det gav en følelse af at være sammen om det utænkelige, at have mistet sine kære på tragisk vis.

- Det er svært at beskrive, hvilken følelse det er, som menneske og som far og mor. Men det giver bare rigtig meget, når der kommer nogen og føler med os. Det giver fornyet energi, selvom der er nogle svære og hårde dage en gang imellem.

Til slut i talen sendte han en hilsen til Kristian og to af de andre unge mænd, som mangler.

- Hvis de stadig havde været i live, ville de have syntes at det her var det fedeste.

Vi misser med øjnene, imens vi kigger op for at vinke til dem.

Det stærke lys blænder os.