Sangen, der fyldte rummet

Nogle gange har vi nok en fornemmelse af, at politikerne styrer det hele. Heldigvis er der også andre dele af samfundet, som har betydning for, hvordan vi har det, som grupper, venner eller enkelte mennesker.

Vores fællesskab som borgere kaldes også civilsamfundet, altså alt det, der sker udenom den politiske verden, der har kæmpestor betydning for mange menneskers dagligdag og måske giver mening – og meget mening endda.

Et sted, hvor et frivilligt fællesskab trives og blomstrer, når dét, du deler med andre, giver glæde.

Heldige er vi, der engagerer os i en idrætsforening, i en læsegruppe, i en sammenslutning en malegruppe eller bare i et kor, der synger og synger. Der er jo et hav af frivillige sammenslutninger, som du kunne være en del af og påtage dig et ansvar, så rammerne for aktiviteterne kunne være til stede.

Musikelskerne

En hyldest til alle de mennesker, der uge efter uge og år efter år skaber grundlaget for fællesskab, samvær og engagement. Prøv at forestille dig en verden eller en by uden et aktivt civilsamfund: ingen badminton at sende dine børn til, ingen genbrugsbutik at besøge. For eksempel.

Og så vil jeg gerne hylde en forening, som jeg netop har hørt, er blevet nedlagt. Nordisk Koncertkor, som i 2006 blev oprettet som et blandet-kor, dvs. med både kvinder og mænd. Koret er nu blevet til et rent mandskor og har fået et andet navn.

Nordisk Koncertkor opstod, fordi nogle mennesker syntes, at det ville være sjovt at bringe store korværker i Grønland. ”Hvorfor skal det ikke være musikelskere i Grønland forundt at få sådan nogen oplevelser?” var tanken. En udfordring var så, at afholdelse af den type koncerter kræver et symfoniorkester, sangsolister og et forholdsvist stort kor, med andre ord en voldsomt masse mennesker. Hvis alle deltagere skulle bringes fra Europa, ville det være en helt uoverkommelig opgave, men man fandt ud af, at hvis koret udgjordes af folk, der bor i Nuuk, skulle man ”kun” skaffe rejser og logi til musikerne og solisterne.

Luk øjnene og lyt

En anden udfordring var, at koret måtte have en vis standard, hvis det skulle give mening. Det ville ikke nytte noget at have dygtige sangsolister og musikere, men et elendigt kor. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Bente Colding-Jørgensen, var lærer på Ilinniarfissuaq på dette tidspunkt. Hun blev korets leder, og i løbet af de næste mange år blev det til en lang række koncerter.

Når lyset blev dæmpet i Katuaqs Store Sal og luften sitrede af intensitet og koncentration, lænede jeg mig tilbage i stolen og overgav mig til værker som Mozarts Requiem, til hans Kroningsmesse, til Vivaldis Dixit Dominus og Gounods Ceciliamesse. Jeg kunne bare lukke øjnene og opleve rummet fyldes med en lyd af en anden verden, kraftig eller svag, men altid intens.

Sådanne oplevelser har jeg haft mange af i Katuaq, i kirkerne, i GU’s Aula og i Ilinniarfissuaqs Festsal, og jeg har hørt koncerter, hvor koret samarbejdede med Nanook, Angu, Josef Josefsen, Jim Milne og mange andre.

Det har gjort mit liv en smule rigere. Jeg ved, at det har gjort mange kormedlemmers liv meget rigere.

Ligesom vores utallige andre foreninger har gjort livet for deres medlemmer meget rigere.

Og det fantastiske er, at der hele tiden er nye mennesker med nye initiativer og nyt engagement.

Hvis du har lyst til at få et indtryk af koret eller at genopleve en koncert, kan du på Youtube blandt andet finde Gounods Ceciliamesse i sin fulde længde eller et nummer eller to fra koncerterne med Nanook og med Angu.