Stædighed som drivkraft

Hun løber.

Klokken er lidt i seks om morgenen.

Den samme rute på 1,4 kilometer. De første skridt er tunge, men efterhånden finder kroppen sin rytme. Ved siden af hende løber Luna, den lille bichon havanais, gennem de tidlige morgentimer i Qinngorput.

De store bygninger glider forbi. Hun løber videre.

Ved rundkørslen kan hun mærke det. Pulsen er steget, og kroppen er blevet varm. Tankerne falder langsomt til ro. Det er en af grundene til, at hun løber.

Ikke fordi hun har en bestemt tid, hun skal slå. Ikke fordi hun skal være i perfekt form. Hun har bare brug for den tur.

For når man har ansvaret for 975 skoleelever og en stor personalegruppe, er der nok at tænke på.

Løbeturen er hendes måde at få hovedet med igen.

Sådan har det egentlig altid været. Også dengang hun havde brystkræft, løb hun stadig. Når smerterne meldte sig, lagde hun armene om brysterne og løb videre.

- Så stædig er jeg.

Det fortæller Dorthe Bidstrup, skoleinspektør for Atuarfik Inussuk.

Klare rammer i det grønne hus

Det grønne hus i Upernavik lå lidt for sig selv.

Her voksede hun op med fire søstre og en bror. Den ældste var allerede fløjet fra reden, og i 1964 mistede familien en af brødrene.

Hjemme vidste børnene, hvad der forventedes af dem. Hver dag var der faste opgaver i hjemmet, og der var ikke så meget at diskutere.

Hvis opgaven var at gøre rent, så skulle der gøres rent. Hvis noget skulle ordnes, skulle det ordnes.

Og ordentligt. Det sidste var vigtigt.

- Vi havde faste sengetider og opgaver. De skulle prioriteres, og først når de var gjort, kunne vi gå ud og lege eller lave hvad vi har lyst til, husker Dorthe Bidstrup.

Forældrene lærte dem ikke at give op, fordi noget var kedeligt eller besværligt. Når man havde fået en opgave, var der kun en vej gennem den: Man gjorde den færdig.

Den slags regler kan sætte sig.

I dag står hun som inspektør for 975 elever. Hun har haft topposter, været leder på fuldtid og samtidig gennemførte diplomuddannelse gennem et kræftforløb og løber stadig, selv når det gør ondt.

Når noget skal gøres, gør hun det.

Måske er det så enkelt.

Den indstilling kommer fra hendes barndom. Fra det grønne hus i Upernavik, hvor Dorthe Bidstrup voksede op med fire søstre og en lillebror.

Det var begyndelsen af 1970-erne. Hun gik på Prinsesse Margrethe Skolen, og Upernavik stod med et ben i det traditionelle fangerliv og det andet i det moderne Grønland, der var ved at tage form.

Livet tager en anden retning

Efter folkeskolen var Dorthes plan klar: Hun skulle være sygeplejerske.

- Jeg elsker at arbejde med mennesker. Det har jeg altid gjort. At hjælpe dem, der har brug for det.

Hun begyndte tidligt. Allerede som 16-årig fik Dorthe arbejde på sygehuset i Upernavik. Det blev begyndelsen på et langt arbejdsliv blandt patienter og kolleger.

Sygehuset fulgte hende videre, også når hendes arbejdsliv tog andre retninger. Først i 2009 slap hun arbejdet på sygehusene helt.

Indtil da havde hun haft sygehuset ved siden af sine andre jobs - i Upernavik, Aasiaat og Nuuk.

Men inden sygeplejerskedrømmen for alvor nåede at tage form, skete der noget, som ændrede planen. Som 19-årig blev hun mor.

Livet tog en anden retning.

Senere tog hun både sundhedshjælper- og læreruddannelsen, og hendes arbejdsliv tog mange forskellige retninger. Hun har været folkeskolelærer, skoleinspektør, forstander, forvaltningschef og har også arbejdet med kultur og fritid i kommunen.

Og så var der de gange, hvor hun havde brug for at begynde forfra.

En af dem førte til den nordgrønlandske bygd Ukkusissat.

Dorthe Bidstrup pakkede sine ting og flyttede til den lille bygd.

- Jeg boede der i et år og jeg elskede det! Det er en af de mest uforglemmelige oplevelser, jeg har haft i mit liv, siger hun.

Der var ikke mange mennesker, og hverdagen var langt fra den, hun kendte.

Men hun tog af sted.

Hun har aldrig været bange for at skifte retning, når livet krævede det.

Giver ikke slip

Men at skifte retning er ikke det samme som at give slip.

Når hun først har besluttet sig for, at noget skal lykkes – eller at et menneske skal videre – så slipper hun ikke så let.

Når en elev ikke dukkede op til aftenskoleundervisningen, ringede Dorthe Bidstrup.

Hun underviste voksne i dansk og grønlandsk ved siden af sit arbejde i Nuuk. Nogle ville gerne videre i uddannelsessystemet. Andre havde brug for et bevis for at kunne komme videre. Hun ville gerne hjælpe dem på vej.

Så hvis en elev udeblev, ringede hun og spurgte, hvor vedkommende blev af. Hvis der ikke blev svaret, og hun kendte elevens forældre, ringede hun til dem.

- De bliver nok nogle gange irriteret på mig, siger hun med et grin.

Det er en side af Dorthe, der går igen. Hun slipper ikke så let, når først hun har besluttet sig for, at nogen skal videre.

Så kom kræften

Først tænkte hun, at det måske var hormonelt. Måske var det stress.

Så kom smerterne i brystet. Undersøgelserne gav et andet svar: Brystkræft.

En af hendes søskende var allerede død af kræft. Og kort efter at Dorthe selv havde fået beskeden, fandt hendes mor ud af, at hun også havde kræft.

Det blev en krise. Dorthe er ikke bange for at fortælle, hvad hun gør, når livet vælter.

Hun græder. Højt.

- Jeg får det hele ud.

Det gjorde hun også denne gang. Men bagefter skulle hun videre. På det tidspunkt var hun skoleinspektør og var i gang med en  diplomuddannelse, og løbeturene fik en anden betydning.

- Under og efter sygdomsforløbet, gennemførte jeg i alt tre halvmaraton, fortæller Dorthe Bidstrup.

Det var hendes måde at kæmpe på. Ikke fordi løb er en løsning for alle, understreger hun.

- Kroppen bliver hårdt belastet af både sygdom, kemoterapi og strålebehandling, og det vigtigste er at lytte til sig selv.

For hende virkede det at løbe.

Det var det, hun havde brug for for at komme videre.

Tilbage på skolegangen 

Tilbage på skolen føltes det på mange måder som at tage en gammel handske på igen.

Det er sådan Dorthe Bidstrup selv beskriver det at være tilbage i folkeskoleverdenen. Noget er genkendeligt. Hun kender rytmen, børnene, medarbejderne og alle de små ting, der følger med en skolehverdag.

Hun går gennem gangene på Inussuk. Roligt og uden det store postyr.

- Kom nu. Tilbage til klassen.

En elev får beskeden. Så en mere.

De lytter.

Hun behøver ikke hæve stemmen. Hun går bare videre gennem gangen, hilser på en elev her og en medarbejder der, og stopper op, når der er noget, der skal ordnes.

Det er måske netop der, hendes måde at være leder på, bliver tydelig.

Ikke i de store ord, men i de små gentagelser. I at sige det en gang mere. I at blive stående, til det er gjort. I at gå videre til det næste, når det første er på plads.

I dag fylder familien mere i hendes liv. Hun strikker. Hun syr annorakker. Og sammen med familien har hun købt en projektbåd, hvor hun er i gang med blandt andet at sy nye hyndebetræk.

Der er stadig noget, der skal gøres.

Sådan har det været, siden hun voksede op i det grønne hus i Upernavik med fem søskende og opgaver, der skulle løses, før legen kunne begynde.

Nu er huset blevet til en skole med 975 elever.

Og Dorthe Bidstrup går videre gennem gangene.