SPROGBRUG I FOLKETINGET
Statsminister om omstridt beslutning: Vi skal samarbejde som ligeværdige lande
Under Folketingets åbningsdebat var der forbud mod at komme med korte bemærkninger til folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dams ordførerindlæg, også selvom hun havde omdelt talens danske oversættelse til folketingsmedlemmerne. Statsminister Mette Frederiksen tøvede ikke med at give sin mening tilkende i forhold til forbuddet, også selvom hun understregede, at hun ikke har nogen adgang til at blande sig i præsidiets beslutninger.
Screenshot fra åbningsdebatten i Folketinget torsdag den 3. oktober 2024
Statsminister Mette Frederiksen rettede en speciel tak til de nordatlantiske folketingsmedlemmer for deres utrættelige arbejde for de respektive lande og folket de repræsenterer i folketinget.
Særligt var det bemærkelsesværdigt, at hun med indirekte vendinger valgte at tage stilling til rammerne for arbejdet i folketingssalen, inklusive sprogbrug.
"Vi er altså også tre lande med hver vores sprog"
- I er med til at forandre vores Rigsfællesskab, og det forandrer sig meget lige nu. Mit ønske er at de forandringer passer til den virkelighed, som de tre befolkninger lever i.
- Vi er tre lande med hver vores identitet, og vi er altså også tre lande med hver vores sprog. Det sidste har fyldt i salen her i dag.
- Det er Folketinget, der tilrettelægger møderne her i Folketingssalen. Jeg vil ikke blande mig i det, og jeg har ikke nogen adgang til at blande mig i beslutningerne, der hører under folketingets præsidium.
- Men jeg vil gerne sige, at vi her i vores arbejde for Rigsfællesskabet, hele tiden skal have for øje, at det skal hvile på et ligeværdigt samarbejde mellem tre ligeværdige lande, med tre ligeværdige folk med hver sin unikke kultur, sagde statsminister Mette Frederiksen blandt andet, og henviste til at der er mange opgaver foran, som til sammen skal rykke de tre lande fremad.