Tilbage hvor udlængslen bor

Han stod ved rælingen, elleve år gammel, med snefnug i ansigtet og brækposen fra flyet i lommen. 

Det var begyndt at sne igen, tykke fnug, der slog mod panden som små stik og blandede sig med kvalmen fra fiskens og spækkets lugt, der kom fra damens medbragte mad.

Båden skar sig frem gennem det isfyldte vand, og motorens dunken krøb ind i hans brystkasse og lagde sig som en rytme, han ikke kunne slippe. Han holdt fast i rælingen og så sin egen skygge flyde henover isvægge og mørkt vand, mens fjeldene kom tættere på – tyste, fremmede, ubegribeligt høje. I går havde han skrevet sin sætning på posen: ”Jeg, Uffe, flyver i dag den 9. februar 1976, kl. 9.59 nu op til Grønland sammen med min familie for at bo og gå i skole.”

En sætning som et løfte, han stadig prøvede at forstå. Hans mor sad på bænken under kaptajnens bro, søsyg, med øjnene lukkede mod solen, som endelig brød frem. Og han vidste, at nu var det begyndt – det nye liv.

Sådan begynder en upubliceret bog, som Uffe Sveegaard har skrevet – mere om det senere.

Da Uffe Sveegaard ankom til Alluitsup Paa i 1976, var han kun elleve år gammel. Det var egentlig ikke planen, at familien skulle dertil. Men sådan er livet i Grønland nogle gange: en beslutning træffes hurtigt, og pludselig har det foreløbige fået karakter af noget varigt. Hans stedfar, der tidligere var begyndt som maler i Nanortalik, fik tilbudt at forpagte – og siden overtage – en entreprenørforretning i Alluitsup Paa. Dermed blev det ikke længere bare et par år i Grønland. Nu var der ingen udløbsdato.

- Så skulle vi jo på kostskole i Danmark, når den tid kom, husker Uffe.

For hans vedkommende blev det Sorø Kostskole.

En bygd med fisk, fjelde og fjernsyn

Alluitsup Paa talte dengang omkring 700 indbyggere – mange flere end i dag – og det skyldtes især torsken, der i de år trak både fiskere og familier til bygden. Men for Uffe, en lille rødhåret dreng, var det ikke nemt at falde til. Hans stedfar blev hurtigt en kendt skikkelse i byen – det samme gjorde Uffes familie. Mange af bygdens beboere arbejdede nemlig i stedfaderens firma. Og den opmærksomhed smittede af på Uffe, ikke mindst i skolegården.

- Det var hårdt, siger han.

- Jeg blev mobbet – både af børnene og af nogle voksne. Især på lønningsdag skulle jeg helst skynde mig hjem. Der kunne stemningen blive ret voldsom. Råb. Nogle gange også slag. Vi lærte af slå hætten op.

Det var nogle år før indførelsen af Hjemmestyret, og spændingerne mellem tilflyttere og lokale kunne mærkes overalt – selv for et barn.

- Folk sagde til mig: ‘Hvad vil I gøre, når Hjemmestyret kommer? Så skal I vel hjem til Danmark.’ Men vi rejste ikke, og det gjorde ikke tingene lettere.

I skolen begyndte han i 1976 en danskerklasse med tolv elever fordelt på seks klassetrin. Men efterhånden forsvandt de fleste danskere. Til sidst var kun Uffe og hans gode ven, Ken tilbage, og Uffe blev gradvist integreret i den grønlandske klasse. Han lærte sproget, så han kunne begå sig – men det gled siden hen ud af hænderne på ham igen, til hans egen ærgrelse.

- Det er noget af det, som ærgrer mig. Det forsvandt bare.

Alligevel var årene i Alluitsup Paa ikke uden lys og varme. Der var fjeldvandringer med vennerne, eventyr i sneen og lange, lærerige ture til Alluitsoq – syv kilometer væk – til fods og uden voksne. Om vinteren stod de på ski.

- Det var helt fantastisk, fortæller han og har efterfølgende haft gavn.

Et særligt kapitel i hans liv var tiden med TV-foreningen – en idé hans stedfar og byens handelsforvalter fik ført ud i livet. I 1970’erne havde Grønland ingen national tv-dækning, men ved at investere i en videooptager og et lille hus, blev det muligt at sende DR’s udsendelser – med cirka en måneds forsinkelse – ud til bygden.

- Jeg fik job som tv-operatør og viste båndede tv-udsendelser fra Danmark og i pauserne mellem programmerne, spillede jeg altid Bee Gees, erindrer han med et grin.

Hvis storisen forhindrede nye bånd i at komme frem, havde Uffe sine egne favoritter klar – især Colorado-sagaen, som efterhånden blev vist mere end femten gange.

For at få adgang til udsendelserne måtte beboerne eje et fjernsyn og trække en lang ledning hen til det lille hus, hvor båndene blev spillet. Nogle ledninger var flere hundrede meter lange. I begyndelsen var kun 12 husstande koblet på. Senere blev det til flere hundrede.

- I begyndelsen oplevede vi ofte, at folk stod og så fjernsyn gennem vores vinduer, smiler Uffe.

Efter knap fem år i den sydgrønlandske bygd gik turen gik til Sorø kostskole, hvor han var i fire år – og efterfølgende blev han jurist fra Københavns Universitet.

Skæbnen bragte ham til Nuuk

Efter han kunne skrive cand.jur. bag sit navn, gik der ikke længe, før Uffe fik sit første arbejde – på AOF Hovedstaden, hvor han underviste indvandrere i et juridisk tolkekursus. Det var her, han mødte hende. Amor. Hun var chilener og skulle lære jura for at tolke i retssystemet, men hurtigt fandt de begge ud af, at deres jura måske bedst læres uden for klasseværelset. Kort tid efter flyttede de sammen.

- Jeg vidste ikke, hvad der ramte mig, men vi skulle noget mere end juraen sammen, kommer det smilende fra ham.

En dag ringede en gammel bekendt fra Alluitsup Paa.

- Kunne du ikke tænke dig at komme tilbage til Grønland?

Uffe tøvede. Han var glad for livet i Danmark, og nogle af barndommens ar fra Alluitsup Paa var stadig ikke helet.

- Jeg spørger lige min Amor, svarede han, mest for at udskyde svaret.

Han regnede egentlig med, at en kvinde fra Chiles varme sletter ikke ville bytte med kulden i Nuuk. Men hun sagde ja.

Og så tog de af sted.

Han fik arbejde som jurist i Direktoratet for Boliger og Infrastruktur – og hurtigt mærkede han, at Nuuk var noget andet end det Alluitsup Paa, han huskede. Byen var større, stemningen friere, og mangfoldigheden havde bedre plads. Det blev nogle gode år. Arbejdet var meningsfuldt, vennerne mange, og fjeldene lokkede stadig.

Senere blev han involveret i etableringen af en friskole. På det tidspunkt rasede debatten om Atuarfitsialak – “Den gode skole” – og selvom navnet lød tillokkende, mente Uffe, at udviklingen gik i en forkert retning. Danskerklasserne blev fjernet, dansktimerne reduceret.

- Jeg syntes, jeg havde noget at bidrage med, siger han.

- Men min fløj tabte.

Og langsomt kunne han mærke det: de sprognationale vinde blæste igen, og det trættede ham. Efter tre år sagde han farvel til Nuuk – og goddag til København.

Halvt års ro – ny begyndelse

Ved en tilfældighed – et år efter hans ankomst - mødte han Hans Jakob Helms, tidligere chef i Grønlands Hjemmestyre. Kort tid efter blev Uffe ansat som konsulent for Den Nordatlantiske Gruppe, hvor han bistod de grønlandske Folketingsmedlemmer, Lars-Emil Johansen og Kuupik Kleist.

- Det varede et par år, fortæller han.

- Så blev jeg jurist i Undervisningsministeriet – og senere projektleder for ‘Science Talenter’.

Et projekt, der støttede unge med særlige evner. Talenter, der skulle have plads til at vokse. Og måske smittede det. For parallelt med arbejdet vågnede en gammel drøm: at skrive.

Efter sin hjemkomst til København tog han først et års journalistuddannelse.

- Det var her, det første frø blev sået, siger han.

Skrivelysten voksede. Da ægteskabet med Amor nogle år senere – og efter næsten 20 år – forliste, og han blev opsagt fra stillingen på nærmeste samme tid – kom det nødvendige skub.

- Det var en hård tid. Men jeg skrev mig igennem det.

Med et halvt års løn fra afskedigelsen og ro til at skrive, gik han i gang. Først med en bog om kærlighed. Senere – da han flyttede til Nuuk i 2020 - som et nødvendigt ekko – skrev han bogen om sine år i Alluitsup Paa. “Der kom et skib”. Derfra stammer indledningen (frit gengivet) til denne fortælling.

- At få det hele ned på papir… Det var, som om nogle ting endelig faldt på plads, siger han.

- Det sværeste var at være ærlig. At stå ved, hvordan jeg oplevede det hele. Men bagefter… det føltes godt.

Da de seks måneder var gået, og A-kassens støtte begyndte, dukkede en gammel kollega fra direktoratstiden op.

- Kan du huske, vi sagde, at om tyve år skulle vi tilbage til Grønland?

Mindet ramte noget i ham. Et frø blev atter sået.

Og lidt senere sad han igen i Nuuk – denne gang som jurist i Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning.

På sporet af sig selv

Uffes tredje ophold i Grønland skulle vise sig at blive lykkens omgang. Der var kommet ro over ham nu. En indre ro, han ikke havde kendt tidligere.

- Jeg lever mere enkelt og minimalistisk, er meget mere afslappet, siger han.

- Jeg føler, at jeg ved, hvad jeg gerne vil.

Hver dag starter han på samme måde. En stille rytme: yoga, meditation, læsning og skrivning – alt sammen inden han går ud ad døren og ind i det 9-etagers Selvstyretårn, hvor han arbejder. Derudover dyrker han motion, både i fitnesscentret og – måske vigtigere – i fjeldene.

- Jeg elsker at gå ude i fjeldene, fortæller han.

- Det har jeg lært helt tilbage fra mine år i Alluitsup Paa.

Og det er tydeligt, at noget fra barndommens grønlandske landskaber stadig lever i hans ben.

- Sammenlignet med mine danske venner står jeg lidt bedre fast, hvis man kan sige det sådan – når man er ude på glatis i fjeldet.

Inden han tog afsted mod Grønland igen, havde han læst Cheryl Strayeds bog Wild – historien om, hvordan hun krydser USA til fods ad Pacific Crest Trail.

- Det var som om, endnu et frø blev sået, siger han.

- Det var et kald.

Og nogle år senere stod han selv ved ruten, klar til at tage de første skridt på en 4.000 kilometer lang vandring fra Mexico til Canada.

Han havde trænet, forberedt sig mentalt, og søgt orlov i et halvt år fra sit arbejde. Da han spurgte sin chef – som i dag er departementschef – kom svaret prompte:

- Hvorfor lejer du ikke en bil?

Men Pacific Crest Trail egner sig ikke til biler. Den kræver sved og udholdenhed. Man krydser ørkener, bjergpas og sneklædte stier i op til 4.000 meters højde. Kulde og varme. Slanger, pumaer og bjørne. Og vigtigst: man går som udgangspunkt. Og finder selv vej. Undervejs fandt han nogle vandrere, som han fulgtes med.

- For mig var turen et bevis på, at jeg kunne gennemføre den. Men også et bevis på, hvad jeg kunne holde til – psykisk.

Han holder en pause.

- Man får tid til at tænke. Til at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget.

Og det gjorde han. Mærkede efter. Og svaret var klart:

- Jeg fandt ud af, hvor meget jeg holder af at være i Nuuk.

Nu har han været i byen i fem år. Han har ingen planer om at forlade den. Hverken arbejdet eller Grønland. Det hele er beskrevet i hans seneste bog, som udkom i foråret på hans 60-års fødselsdag: ”Hvor længslen bor – En pilgrimsfærd på Pacific Crest Trail.”

Kun når han skal ud på længere vandringer eller besøge venner og familier i Danmark, forlader han Grønlands hovedstad. Til sommer går turen ad Caminoen – 826 kilometer gennem Spanien. Og næste år planlægger han endnu en stor tur i USA: Continental Divide Trail.

- Spørgsmålet er bare, om jeg bliver overhalet af min chef denne gang, når han kommer kørende, griner han.