Relateret indhold
Doris J. Jensen stiller op til Folketinget
Doris J. Jensen bekræfter over for Sermitsiaq, at hun stiller op til Folketinget.
– Ja, jeg besluttede at stille op til valget i sidste uge, siger Doris J. Jensen.
Hun er ikke ny i politikkens verden. Hun sad i Folketinget fra 2011 til 2015. Derudover har hun tidligere været medlem af både Naalakkersuisut og Inatsisartut, men blev ikke valgt ind i Inatsisartut ved valget sidste år.
I dag sidder hun i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, mens Kim Kielsen holder orlov fra kommunalbestyrelsen.
Doris J. Jensen er lærer på Atuarfik Hans Lynge for de ældste elever, men hun er sikker på, at hun har noget at bidrage med, hvis hun bliver valgt til Folketinget.
– Mens vi står i centrum af verden, er det vigtigt, at der er nogen med viden og erfaring, som stiller op til valget. Jeg er glad for, at der også er flere nye kandidater, der stiller op for Siumut. Det er vores kendetegn hos Siumut, at vi både kommer med nye og erfarne kandidater.
– Det vigtigste for mig er, at det aldrig har været vigtigere at forsvare vores land, i en tid hvor der er mange uroligheder i verden.
Der er nu i alt seks kandidater til Folketinget fra Siumut.
IA inviterer til kaffemik for Aaja Chemnitz
I anledning af at Aaja Chemnitz ikke genopstiller til folketingsvalget holder Inuit Ataqatigiit kaffemik for politikeren torsdag.
Aaja Chemnitz har siddet i Folketinget for IA siden 2015:
- Vi ønsker derfor at udtrykke vores oprigtige taknemmelighed for hendes store indsats og engagement som folkevalgt. , skriver Inuit Ataqatigiit på Facebook.
Kaffemikken afholdes på Hotel Nordbo i Nuuk fra kl. 15 til kl. 18.
Aaja Chemnitz genopstiller ikke til folketingsvalget. Foto: Trine Juncher Jørgensen Najaaraq Møller stiller op til Folketinget for Siumut
Najaaraq Møller har været medlem af Inatsisartut og har arbejdet for at fremme grønlændernes selvbestemmelse i deres eget land samt deltaget i debatter.
Hun stiller nu op til Folketinget. Det skriver Siumut i en pressemeddelelse.
- Det er blevet vigtigere end nogensinde at forsvare det grønlandske folks selvbestemmelse i Folketinget, siger hun.
I pressemeddelelsen lægger Najaaraq Møller vægt på den stigende interesse i Grønland fra det internationale samfund.
- Derfor er det blevet særdeles vigtigt, at vi grønlændere i højere grad beskytter vores selvbestemmelse. Samtidig er tiden inde til, at vi i samarbejde med andre lande udbreder og fremmer vores interesser.
Hun stiller op til Folketinget for at arbejdet for, at den grønlandske befolkning får en bedre position end i dag.
Siumut-næstformand stiller op til Folketinget
Siumut præsenterer nu endnu en kandidat til Folketinget.
Det drejer sig om politisk næstformand i partiet Ineqi Kielsen.
Ineqi Kielsen skriver i en pressemeddelelse om sit kandidatur, at han vil være en tydelig stemme i Folketinget:
- Hvis Grønland skal bevæge sig ansvarligt mod større selvbestemmelse, kræver det, at vi tager ansvar i de institutioner, hvor magten i dag ligger.
- Folketinget er en af dem, skriver Ineqi Kielsen.
Han mener, at debatten om Grønland i Danmark ofte er forsimplet og reduceres til et spørgsmål om bloktilskud. Virkeligheden er mere kompleks skriver han:
- Grønland bidrager til Danmarks geopolitiske position. Grønland er central i NATO’s arktiske strategi. Grønland giver Danmark en global relevans, som langt overstiger landets størrelse, lyder det fra politikeren.
Ineqi Kielsen stillede også op til folketingsvalget i 2019, hvor han fik 805 stemmer.
Elvira Kûitse stiller ikke op igen
Vikaren for Aki-Matilda Høegh-Dam (N) i sidste folketingsperiode vil ikke stille op igen, når der skal være folketingsvalg 24. marts.
– Nej, det kommer jeg ikke til, skriver Elvira Kûitse kort til Sermitsiaqs forespørgsel, om hun er på stemmesedlen for Naleraq.
Elvira Kûitse kom i Folketinget i efteråret 2025, da Aki-Matilda Høegh-Dam tog orlov for at passe sit politiske arbejde i Inatsisartut. Dermed blev hun første østgrønlænder i Folketinget.
Kûitse fik 120 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2022. Ligesom Aki-Matilda Høegh-Dam stillede hun dengang op for Siumut, men skiftede senere til Naleraq.
Bekræftet: Aki-Matilda forlader også Folketinget
Det ligger nu helt fast, at Grønland skal have to nye medlemmer af Folketinget.
Torsdag oplyste Aaja Chemnitz (IA), at hun ikke genopstiller, og torsdag aften har partiformand i Naleraq Pele Broberg meldt ud, at Aki-Matilda Høegh-Dam heller ikke genopstiller.
Partiformanden takker Aki-Matilda Høegh-Dam for hendes arbejde:
- Vi ser dig. Vi værdsætter dig. Vi støtter dig 100% i din beslutning om ikke at genopstille, skriver Pele Broberg på Facebook.
Aki-Matilda Høegh-Dam har tidligere meldt ud, at hun ikke ville genopstille til Folketinget, blandt andet fordi hun nu også er medlem af Inatsisartut, hvor hun vil bruge kræfterne.
- Udfordringerne er ikke blevet færre
I en video på TikTok fra torsdag aften fortæller Aki-Matilda Høegh-Dam mere om sin beslutning:
- Lige nu er jeg i Uummannaq, og I har nok hørt, at der er valg til Folketinget. Jeg vil lige sige det, så alle er med:
- Jeg har besluttet ikke at stille op til Folketinget. Derfor vil jeg sige tak til alle, der har støttet mig. Vi har opnået meget. Jeg er helt sikker på, at de næste medlemmer også vil gøre alt for deres arbejde, siger Aki-Matilda Høegh-Dam blandt andet i videoen og fortsætter:
- Udfordringerne i vores land er ikke blevet færre, og derfor vil jeg bruge mine kræfter og min tid på at fokusere på dem. Derfor vil jeg også sige tak til mine kollegaer i Folketinget, også Aaja. Selvom vi ikke altid er enige, vil jeg gerne takke for det gode samarbejde, vi har haft.
Aki-Matilda Høegh-Dam stillede op til folketingsvalget i 2022 for Siumut. Hun fik et kanonvalg med hele 6.670 stemmer svarende til 33 procent af alle afgivne stemmer ved valget.
I februar 2025 op til valget til Inatsisartut skiftede hun parti fra Siumut til Naleraq.