Dansk partileder åben for ny model med et selvstændigt Grønland

Thomas Munk Veirum
folketingsvalg2026

Leder af Det Radikale Venstre, Martin Lidegaard, udtaler til Altinget Arktis, at han er åben for om nødvendigt at opløse rigsfællesskabet og erstatte det med et samarbejde mellem Danmark, Grønland og Færøerne som selvstændige nationer.

- Jeg tror, vi skal tænke noget nyt, siger Lidegaard til Altinget Arktis.

Mediet har interviewet Lidegaard om idéen, som den tidligere mangeårige topdiplomat Michael Zilmer-Johns fremlagde tilbage i 2023.

Her sagde Zilmer-Johns blandt andet, at han syntes, Danmark, Færøerne og Grønland bør tænke over en anden form for fællesskab, hvor landene som tre uafhængige nationer binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi, det er en historiske arv:

– Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle, sagde Michael Zilmer-Johns i 2023 til journalisten Martin Breum.

Ifølge Altinget Arktis er Martin Lidegaard klar til at tage diskussionen om en ny model til afløsning af rigsfællesskabet med eller i en ny regering i Danmark.

Powered by Labrador CMS