Tilskuer ved lufthavnen: Hvad vil de med os?

Arnaq Nielsen og Hanna Hviid
usas interesse i grønland

Flere er mødt op for at se, da flyet med Jeff Landry landede i Nuuk for kort siden. De står oppe ved vejen, hvor de kan se ned på landingsbanen.

En af dem er Nina Møller. Hun følger meget med i situationen med USA, fortæller hun til Sermitsiaq.

- Det er altid spændende. Der sker jo hurtigt udvikling med interessen fra Amerika, så det er mest på grund af det, at jeg tog hertil for at se, det er jo en repræsentant på vegne af USA’s præsident, siger hun.

Dog er hun lidt utryg ved, hvilke intentioner USA har med pludselig at fokusere så meget på Grønland.

- Hvad vil de med os? Hvorfor er de interesseret i os? Vi har jo været et lille, stille land, som næsten ingen kender til. Men nu har folk ude i verden kendskab til os, og det er kun godt.

- Man kan jo arbejde med hinanden på mange måder, men de er mest interesseret i at tjene penge på vores land, og det er noget helt anderledes end vores livsstil, siger Nina Møller, som har taget det grønlandske flag Erfalasorput med i en stille protest.

Nina Møller er mødt op for at se Jeff Landry ankomme til Nuuk.
Powered by Labrador CMS