Stor modstand til Naleraqs Nunavut-forslag

Hanna Hviid
efterårssamlingen2026

Mandag 28. september diskuterede Inatsisartut et forslag fra Aki-Matilda Høegh-Dam (N) om at etablere et fælles officielt samarbejdsorgan mellem Grønland og Nunavut.

Partierne var i bund og grund enige om at øge samarbejdet med Nunavut, men alle partier udover Naleraq ønskede at bruge de samarbejdsformer, der allerede eksisterer.

IA henviste til Memorandum of Understanding fra 2022 mellem Grønland og Nunavut, som omfatter kultur, uddannelse, fangst/fiskeri og trafik, og Siumut pegede på samarbejde gennem blandt andet Arktisk Råd.

Naleraq mente, at de eksisterende samarbejder udgør fundamentet for at oprette et permanent officielt organ, hvor både regeringer og parlamenter indgår.

Naalakkersuisut indstillede dog forslaget til afslag, da der allerede eksisterer aftaler og rammer for at styrke samarbejdet med regeringerne.

Forslaget går videre til 2. behandling 15. oktober uden udvalgsbehandling.

Medlem af Naleraq, Kuno Fencker, har efterfølgende skrevet på Facebook, at Naleraq er det eneste parti i Grønland, som støtter et parlamentarisk råd mellem Grønland og Nunavut, og at alle de andre partier og Naalakkersuisut er imod forslaget.

Powered by Labrador CMS