Et voldeligt overfald på en institution tidligere på året har nu medført en anbringelsesdom til en 17-årig dreng med psykiske problemer.
Det stod klart torsdag, hvor kredsdommer Stine Dana Lynge afsagde dommen.
Et voldeligt overfald på en institution tidligere på året har nu medført en anbringelsesdom til en 17-årig dreng med psykiske problemer.
Det stod klart torsdag, hvor kredsdommer Stine Dana Lynge afsagde dommen.
Hændelsen foregik 1. marts i år, mens drengen var 16 år og boede på en institution i Nuuk. Her angreb han en anden ung med en kniv. Overfaldet var tilsyneladende umotiveret, ud over at gerningsmanden formentlig var alkoholpåvirket.
Offeret fik fire knivstik, herunder et stik ved øret, men han var dog ikke i livsfare i situationen.
Sagen blev gennemgået onsdag, hvor både offeret og andre gav vidneudsagn, som var egnet til at støtte anklager Andrias Kjølbros påstand om drabsforsøg. Anklageren præsenterede også information om gerningsvåbnet, en urtekniv købt af gerningsmanden lidt i forvejen.
Den 17-årige dreng nægtede sig skyldig, med henvisning til at han ikke kunne huske hændelsen. Han var selv med på videolink fra Aarhus, hvor han p.t. opholder sig på psykiatrisk hospital. Også drengens forsvarer og hans far var med online.
Tiltalte erklæret sindssyg
Forsvarer Ulloriaq Grønvold argumenterede for, at hvis hans klient overhovedet skulle dømmes, kunne det højst blive for vold. Forsvareren mente, at kniven ville være ført anderledes, hvis formålet var at dræbe. Og han påpegede, at skaderne ikke var livstruende.
Domsmandsretten var dog enig med anklageren i, at der var tale om drabsforsøg. Herefter kom spørgsmålet om foranstaltning.
Læger havde erklæret den unge tiltalte sindssyg, både nu og i gerningsøjeblikket. Dermed kom en normal anbringelse i anstalt ikke på tale.
Grønvold ønskede en løsning for sin klient, som var begrænset i tid. Han så også gerne, at den unge mand kan komme tilbage til Grønland, umiddelbart efter han fylder 18 år i 2026. Det kommer dog ikke til at ske ifølge dommen torsdag.
Skal blive i Danmark
Retten fulgte anklagerens påstand og idømte den 17-årige en tidsubegrænset anbringelse til psykiatrisk behandling, som skal foregå i Danmark. Begrundelsen lyder, at den dømtes tilstand taler imod at fastsætte en længstetid, og at Grønland ikke har en god løsning til folk i hans situation.
Derfor kommer den 17-årige formentlig til at blive i Aarhus, hvor der findes en psykiatrisk afdeling særligt indrettet til patienter fra Grønland.
Sagen er dog ikke slut endnu, da den dømte har anket kredsrettens afgørelse til Grønlands Landsret.