30-årig mand tiltalt for drab i Nuuk

En 44-årig kvinde blev fundet død på en adresse i Nuuk sidste år. Nu skal sagen for retten.

En 30-årig mand er tiltalt for at have dræbt en kvinde ved vold og kvælning.
Offentliggjort

Mandag 22. juni skal en 30-årig mand for Sermersooq Kredsret i Nuuk, hvor han er tiltalt for at have dræbt en 44-årig kvinde sidste år.

7. august 2025 blev en 44-årig kvinde fundet død i en blok på Ceresvej i Nuuk.

En dengang 29-årig mand blev anholdt og fremstillet for kredsretten, hvor han blev tilbageholdt i 28 dage, sigtet for manddrab. Manden sidder stadig tilbageholdt i anstalten i Ilulissat.

Nu skal sagen så for retten.

Ifølge anklageskriftet, som Sermitsiaq har fået indsigt i, skulle manden mellem midnat og klokken 02.35 have dræbt kvinden ved vold og kvælning.

Anklagemyndigheden går efter forvaring på ubestemt tid.

Desuden nedlægger anklagemyndigheden påstand om en godtgørelse til efterladte på 100.000 kroner til afdødes barn.

Opdatering: Afviklingen af retssagen er blevet udskudt. Mandag formiddag er det ikke lykkedes Sermitsiaq at få oplyst en ny dato for retssagen.

Powered by Labrador CMS