UDDANNELSE

5.000 kroners kollegieværelser til førsteårsstuderende fra Grønland

Grønlandske studerende får nu adgang til prisvenlige kollegieværelser i København. Fra 1. august 2025 vil der være 12 værelser øremærket til førsteårsstuderende fra Grønland på Sølvgade Kollegium.

Der er fra 1. august i år allokeret 12 kollegieværelser til grønlandske førsteårsstuderende på Sølvgades Kollegium i midten af København.
Offentliggjort

I DSB’s tidligere hovedkontor på Sølvgade i København, er der i dag etableret kollegieværelser, der huser omkring 700 studerende fra hele verden. 

Og det er her, at der fra 1. august 2025 bliver øremærket 12 værelser til grønlandske førsteårsstuderende. 

Boligerne, der har eget køkken, bad og toilet, kommer til at koste 5.000 kroner inklusiv forbrug for de grønlandske førsteårsstuderende. Derudover har de studerende mulighed for at søge om boligstøtte. Det oplyser Helle Rytkønen fra Fonden DIS, der administrerer Sølvgade Kollegium. 

Kollegieværelserne der har eget bad og køkken kommer til at koste 5.000 kroner inklusiv forbrug. Dertil kan studerende søge om boligstøtte, der er på 1.178 kroner maksimalt per måned.

En tryg boligmulighed 

Aftalen om de grønlandske førsteårsstuderende er indgået mellem Det Grønlandske Hus i København og Fonden DIS. 

Udover at imødekomme et presserende boligbehov, har aftalen fokus på at fremme interkulturel udveksling og styrke relationerne mellem grønlandske studerende og de internationale studerende, som kollegiet traditionelt huser. 

Aktuelt er der studerende fra 25 forskellige lande på Sølvgade Kollegium. 

"Vi er meget glade for at kunne give grønlandske unge en tryg og central boligmulighed i deres første studieår. Det er en vigtig prioritet for os, at grønlandske studerende føler sig velkomne og får en god start på deres studieophold i Danmark," udtaler direktør i Det Grønlandske Hus Leise Johnsen.

Fællesarealer og fitness 

Det er planen, at de grønlandske studerende kommer til at bo i nærheden af hinanden på kollegiet. 

– Det er meningen, at de skal bo sammen og selvfølgelig også være en del af det internationale miljø, der er på kollegiet. Vi har dertil aftalt med Det Grønlandske Hus, at vi lige holder øje med, hvordan det går og løbende hører, hvad de studerende er interesseret i. For der er jo også nogle fællesarealer, hvor vi kan lave arrangementer m.v., siger Helle Rytkønen. 

Kollegiet er fordelt over 5 etager. I midten er en gård, som også kan anvendes til fællesaktiviteter. Der er dertil fællesrum, fælleskøkkener, biograf, fitnesslokaler, spillerum samt vaskemaskiner og tørretumblere i kælderen. 

Efter det første år har de studerende mulighed for at søge om forlængelse af deres ophold på kollegiet eller et andet af DIS-kollegier. Men det vil formentlig være til en højere pris, da studerende på Sølvgade Kollegium normalvis betaler 7.500-8.000 kroner for et værelse. 

Kollegiet har også fællesrum, fælleskøkkener, biograf, fitnesslokaler, spillerum samt vaskemaskiner og tørretumblere i kælderen.

Gerne flere end 12 pladser 

Det har været et længere forløb at sikre kollegieværelser til grønlandske førsteårsstuderende til en fornuftig pris i København. Derfor er der også lettelse at spore hos medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, der længe har arbejdet for en løsning, hvor der dels var tale om boliger, der var til at betale og hvor de studerende samtidig boede sammen, så de oplevede studiestarten tryg.

– Vores studerende i Danmark er meget dyrebare, da de kommer hjem med vigtig viden, som kan være med til at udvikle vores land. I dag kan man først søge kollegiebolig når man er optaget, hvilket er ca. 1-2 måneder før studiestart og det gør det vanskeligt at få kollegiebolig, særligt i København, hvor der er større pres på boligmarkedet.

Sølvgades Kollegium ligger i DSB’s tidligere hovedkontor på Sølvgade midt i København.

– Med de 12 nye pladser kan vi hjælpe nogle af de førsteårsstuderende, så de trygt kan gå i gang med studiet. Ønsket er klart at kunne udvide det til flere, siger Aaja Chemnitz, og tilføjer, at der også er kollegiepladser allokeret til grønlandske studerende i både Aarhus. Odense og Aalborg.

– Aarhus og Odense har kollegier tilknyttet de grønlandske huse og det skaber gode muligheder for de studerende der. I København og Aalborg fik vi fra IA og Siumut afsat 6 mio. kroner til at få etableret kollegiepladser til førsteårsstuderende. I Aalborg er der også mulighed nu for boliger til førsteårsstuderende i Idrætsbyen.

Læs uddannelsestemaet gratis via linket HER

Powered by Labrador CMS