Alle kan nu søge om penge til miljøforbedringer

Via Miljøfonden er der i år afsat godt 10 millioner kroner til miljøforbedrende tiltag, der fokuserer på affaldshåndtering, natrenovation, affald i havet og renholdelse af fiske- og fangstpladser.

Offentliggjort

Alle med en god ide til at forbedre miljøet kan nu søge om midler fra Miljøfonden. Det gælder eksempelvis kommuner, virksomheder, foreninger, skoleklasser og privatpersoner.

Naalakkersuisut har på forhånd lavet en prioritering af, hvordan de mange millioner skal fordeles:

  • 6 mio. kr. til pilotprojekter om forbrændingsanlæg og andre affaldsløsninger. 
  • 1 mio. kr. til pilotprojekter om natrenovationsanlæg. 
  • 1,4 mio. kr. til håndtering af affald omkring virksomheder, institutioner, boliger eller i det åbne land.
  • 1,4 mio. kr. til håndtering af dumpede fiskegarn og affald i havet. 
  • 228.164,91 kr. til renholdelse af fiske- og fangstpladser.

Naalakkersuisut har i år justeret kravene til medfinansiering, så det er muligt for flere privatpersoner at søge om midler. Der er således ingen krav om medfinansiering ved ansøgninger på 10.000 kroner og derunder. Overstiger en ansøgning 10.000 kr. lyder medfinansieringskravet på 10 procent.

- Naalakkersuisuts miljøpolitik skal kunne ses og mærkes af befolkningen – den skal være konkret og tydelig. For mig handler Miljøfonden om at omsætte politiske beslutninger til konkrete forbedringer i bygder, byer og i naturen. I 2026 prioriterer vi i Naalakkersuisut at afsætte midler til udfordringer med affald, vores havmiljø og fangstpladser.

- Det gør vi, fordi det er her, udfordringerne er meget tydelige – og fordi løsningerne kræver handling nu. Samtidig sænker vi kravet om medfinansiering, så flere – herunder privatpersoner – kan være med til at løfte ansvaret lokalt. Det er sådan, vi skaber resultater, der holder – og det er sådan, at vi får endnu flere til at bidrage til at holde vores natur og vores miljø rent, udtaler Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug, Selvforsyning og Miljø, Peter Borg.

Flere oplysninger og adgang til ansøgning findes via dette link.

Powered by Labrador CMS