IA LANDSMØDE 2024

Aqqaluaq Biilmann Egede genopstiller mens Agathe Fontain trækker sig

Nu er det ganske vist. Partiet Inuit Ataqatigiits politiske næstformand, Aqqaluaq Biilmann Egede har besluttet sig at genopstille. Dermed er det nu klart, at der bliver kampvalg om posten som politisk næstformand. Partiets organisatoriske næstformand, Agathe Fontain vælger at trække sig: - Jeg har igennem mange år været med til at trække læsset, men det er på tide, at der kommer nye kræfter, siger hun til Sermitsiaq.

Få timer før formandsvalget samt valget til paritets hovedbestyrelse, bekender Aqqaluaq og Agathe kulør. Aqqaluaq vil genopstille til sin post mens Agathe vil give sin post til nye kræfter.

Sermitsiaq har igennem de sidste dage søgt svar på om hvorvidt, der skal være kampvalg til partiets absolutte topposter. Nemlig formandsvalget og valget til politisk næstformand samt organisatorisk næstformand.

Nu har vi fået svaret. Aqqaluaq B. Egede er stensikker i sin sag:

- Jeg har igennem længere tid overvejet og følt stemningen og ikke mindst hvad der vil være bedst for partiet, hvis jeg skal genopstille. Nu har jeg besluttet mig. Jeg ønsker at være med til at tegne partiets fremtid, og gøre mit til for at den fremdrift vi er midt i også fortsætter fremover, siger genopstillede Biilmann Egede og fortsætter:

- Det går godt i vores parti, men vi står overfor enormt politisk arbejde. Jeg har selv være med til at tegne den førte politik, jeg vil gerne sikre, at fremdriften i både partiet og den førte politik fortsætter ufortrødent.

Agathe: På tide med nye kræfter

Mens Aqqaluaq B. Egede dermed har udsigt til kampvalg, foreløbigt imod Pipaluk Lynge, der stiler efter hans post som politisk næstformand, ser det anderledes ud med den organisatoriske næstformand.

Hvis der ikke er andre opstillede til posten, bliver det 49-årige Naya Pedersen Lyberth, som kommer til at erstatte Agathe Fontain, som vil blive valgt ind som organisatorisk næstformand.

- Jeg har i mange år arbejdet for partiet, og siden foråret har jeg gjort op med mig selv om hvorvidt det er på tide at neddrosle mit arbejde. Jeg har nu besluttet, at det er på tide, nye kræfter kommer ind for at arbejde videre med partiets organisering.

Powered by Labrador CMS