Atassut: Vi har valgt retfærdighed

Atassut havde håbet på lighed i koalitionen, men de trak sig, fordi det så ud til, at Nivi Olsen blev siddende som naalakkersuisoq. I koalitionspartiet IA lytter man til kritikken fra Atassut. 

Atassut har ofret en plads i Naalakkersuisut og to formandsposter i udvalgene ved at trække sig fra koalitionen.
Offentliggjort

Det har været nogle svære dage for formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen, efter at de i går forlod koalitionen.

Atassuts hovedbestyrelse havde besluttet, at enten gik partiet eller også skulle naalakkersuisoq Nivi Olsen (D) gå af.

Nu har Nivi Olsen annonceret, at hun trækker sig, og Aqqlu C. Jerimiassen kunne godt have ønsket, at det var forløbet anderledes.

- Det ville have været rart, hvis de havde gjort det i tide. Men det skete ikke. Da vi talte sammen i går, så den del meget besværlig ud. Derfor trak vi os, og efter vi havde trukket os, fandt vi ud af, at hun havde trukket sig, siger han.

Hvis hun havde trukket sig, var I så blevet?

- Vi havde jo sagt på forhånd, at vi ville arbejde for retfærdigheden. På en retfærdig måde, og udvalgets arbejde i Inatsisartut skal respekteres af Naalakkersuisut. Vores reaktion blev ikke respekteret. Vi havde ellers håbet på forståelse; det samme er eksempelvis sket med Bentiaraq Ottosen. Han var ydmyg og trak sig dengang. Men i dette tilfælde har vi set stor urokkelighed, og vi blev meget skuffede.

Atassut havde én plads i Naalakkersuisut og to udvalgsformandsposter. Men det er et offer, som partiet har været villig til at foretage.

- Der er ingen respekt for de love, udvalget arbejder under, eller skal vi prioritere at fastholde vores greb i udvalget? Vi fra Atassut har valgt retfærdighed, siger Aqqalu C. Jerimiassen.

Han slår fast, at partiet ikke har intentioner om at hævne sig på Naalakkersuisut. De vil respektere den nye koalition og samarbejde, hvor det er muligt.

Til trods for, at IA og Atassut ikke længere arbejder sammen i koalitionen, er der ikke kold luft mellem formændene.

IA hører Atassut

Det er ikke første gang, at Assatsut har klaget over koalitionssamarbejdet. I juni overvejede partiet også sine muligheder, da flere af deres forslag på forårssamlingen var blevet afvist af de andre koalitionspartier.

I koalitionspartiet Inuit Ataqatigiit har formand Múte B. Egede svært ved at svare på, om de har været gode nok til at rumme Atassut.

- Jeg hører, hvad Atassut føler. Men vi i Inuit Ataqatigiit har vores arbejdsmetode, når vi er i koalition, uanset om det er denne eller en anden koalition: at give plads og søge muligheder. Det er centralt for os at søge muligheder. Men jeg hører stadig, hvad Atassut føler, og jeg respekterer, at de føler sådan.

Kunne I have gjort noget anderledes?

- Vi kan tale om, hvad vi kunne have gjort anderledes, men det vigtige er, at det skridt, som Atassut nu har taget, bliver vi nødt til at respektere, siger Múte B. Egede.

Ifølge ham er det vigtigt, at de fortsætter arbejdet for at skabe de bedste vilkår for den grønlandske befolkning. Og det bliver fortsat i koalition med Demokraatit.

- Vi vil samarbejde. Vi har forpligtet os over for hinanden til at fuldføre de opgaver, vi har sat os for. Inuit Ataqatigiit vil oprigtigt arbejde videre med disse. Det vigtige er landet og dets befolkning.

Powered by Labrador CMS