Banken advarer kunder mod svindel efter CPR-læk

Omkring 40.000 cpr numre af borgere med bopæl i grønlandske kommuner er "potentielt set" lækket. GrønlandsBanken har udsendt en opfordring til sine kunder om at være ekstra påpasselig med at uddele passwords for at imødegå svindelforsøg.

Vær ekstra opmærksom, hvis nogen ringer for at bede om passwords, lyder opfordringen fra GrønlandsBanken.
Offentliggjort

- Vær ekstra opmærksom på svindelforsøg.

Sådan lyder en opfordring fra GrønlandsBanken til kunder, efter danske myndigheder har orienteret banken om, at uvedkommende har fået adgang til CPR-oplysninger for en stor del af den danske og grønlandske befolkning.

Digitaliseringsministeriet har oplyst til Sermitsiaq om, at adgangen også gælder CPR-oplysninger på borgere i Grønland. 

- Det drejer sig potentielt set om ca. 40.000 personer, som har bopæl i en grønlandsk kommune. I lighed med borgere i Danmark opfordrer vi borgere i Grønland til at være ekstra opmærksomme den kommende tid, oplyser digitaliseringsministeriet.

Banken kommer med anbefalinger

Ifølge Grønlands Statistik er der omtrent 42.000 myndige borgere, der bor i Grønland.

GrønlandsBanken opfordrer borgere til at være ekstra opmærksomme på svindelforsøg og kommer med en række anbefalinger.

  • Del ikke adgangskoder, mit-ID-oplysninger osv.

  • Godkend ikke overførsler du ikke har taget initiativ til

  • Gennemfør ikke, eller godkend ikke overførsler på vegne af din bank

  • Vær ekstra opmærksom ved uventet kontakt via opkald, sms eller mails

  • Tag dig god tid

- På nuværende tidspunkt er sagens faktiske forhold fortsat i gang med at blive kortlagt i samarbejde med relevante myndigheder. Der må derfor tages forbehold for, at yderligere kortlægning af hændelsesforløbet kan føre til konsolidering af de konkrete oplysninger, oplyser digitaliseringsministeriet.

Powered by Labrador CMS