I minutterne inden Sarfaq Ittuk sejlede sydpå tirsdag morgen, var der som vanligt rejseaktivitet på havnen i Nuuk. Folk krammede farvel, og der blev slæbt rullekufferter, tasker med sengetøj og en enkelt narhvaltand ombord på skibet. Alligevel var alt dog ikke helt, som det plejede. For dem, der skulle hele vejen til Kommune Kujalleq, var det en lidt anden virkelighed, de ville ankomme til, efter at kommunen fredag indførte et forbud mod salg og udskænkning af alkohol.
En af dem, der skulle rejse sydpå, var Jens Jørgen Frederiksen, der skulle til Qaqortoq på ferie.
I minutterne inden Sarfaq Ittuk sejlede sydpå tirsdag morgen, var der som vanligt rejseaktivitet på havnen i Nuuk. Folk krammede farvel, og der blev slæbt rullekufferter, tasker med sengetøj og en enkelt narhvaltand ombord på skibet. Alligevel var alt dog ikke helt, som det plejede. For dem, der skulle hele vejen til Kommune Kujalleq, var det en lidt anden virkelighed, de ville ankomme til, efter at kommunen fredag indførte et forbud mod salg og udskænkning af alkohol.
En af dem, der skulle rejse sydpå, var Jens Jørgen Frederiksen, der skulle til Qaqortoq på ferie.
- Det må have været lidt hårdt for dem, der drikker. Måske weekenderne bliver lidt roligere nu, sagde han.
Vi spurgte ham og flere andre ind til deres synspunkter omkring det nye alkoholforbud, og om de tænker, at det er et godt eller dårligt tiltag.
- Man bør også tænke på forældrene
Jens Jørgen Frederiksen bor i dag i Aasiaat, men er født og har boet i Qaqortoq. Han synes overordnet set, at alkoholforbuddet er positivt.
- Ja, det er godt. Også for dem der ikke selv drikker, og dem der bor i blokkene – og for børnene selvfølgelig, siger han.
Netop børnenes trivsel virker til at være en stor årsag til, at kommunen har indført alkoholforbuddet. Siden forbuddet trådte i kraft fredag aften, har borgmesteren i Kommune Kujalleq, Malene Vahl Rasmussen (D), i hvert fald været ude og forklare, at kommunen er begravet i akutsager, og at man derfor ikke har set nogen anden udvej end at tage drastiske midler i brug.
- Vores organisation har ikke hænderne til at kunne lave forebyggende indsatser, fordi de laver brandslukning og akutsager hele tiden. Vores budgetter på anbringelser uden for hjemmet stiger og stiger, og vi ser, at der heller ikke bliver lavet handleplaner på mange af de anbringelser, der sker, fordi man ikke har ressourcerne, lød det fra borgmesteren her i avisen mandag morgen.
Selvom Jens Jørgen Frederiksen tror, at forbuddet gavner børnene her og nu, så mener han, at man bliver nødt til at supplere med andre tiltag.
- For hvis vi ikke hjælper forældrene, så nytter det ikke noget. Man skal også tænke på dem der drikker og på forældre, der har små børn, siger han.
Hvor lang tid håber du, at det her forbud varer?
- Jeg ved ikke, om det hjælper, og jeg ved ikke, hvornår det åbner, men jeg håber, at det åbner snart. For der er jo også mange, der kun drikker lidt til maden – så jeg håber ikke, at det varer så længe, siger Jens Jørgen Frederiksen.
Konsekvenser for værtshusene
En anden, der skal ombord på Sarfaq Ittuk er Ungaaq Lundblad. Hun skal til Paamiut, hvor hun bor, men hun er oprindeligt fra Nanortalik. Sermitsiaq AG fanger hende midt i køen til billetkontrollen.
- Det er lidt mærkeligt. Det er første gang, at jeg ser, at det er lukket, siger hun.
Ligesom Jens Jørgen Frederiksen kan hun både se mulighederne og begrænsingerne ved at bruge alkoholforbuddet, som en midlertidig løsning på de akutte udfordringer, der er i kommunen. Hun har tidligere selv arbejdet med socialsager, siger hun.
- Når de (folk der drikker meget, red.) ikke får alkohol i lang tid, så begynder deres problemer. Men børnene bliver glade - det ved jeg, svarer hun.
Ikke langt fra billetkøen står John Ezekiassen og ryger en smøg, inden han skal ombord. Han skal til Qaqortoq for at arbejde. Han synes, at alkoholforbuddet er helt fint, når det har været kommunens eget ønske.
- Det er jo befolkningen dernede, der selv har bedt om det og søgt om det. Det er på sin plads, at det er blevet godtaget, siger han.
Dog bemærker John Ezekiassen, at forbuddet også har konsekvenser
- Det er synd for værtshusejerne, at det går udover dem. Det er ikke kun, dem der drikker, som det går ud over, siger han.
Foreløbigt er der ingen slutdato på alkoholforbuddet. Borgmesteren i Kommune Kujalleq har dog sagt, at det ikke er en langsigtet løsning. Hvor længe det kommer til at vare, tør John Ezekiassen ikke rigtigt at gætte på.
Nu bor du jo ikke i Qaqortoq til dagligt, men hvis du gjorde, hvordan ville du så have det med sådan et forbud?
- Helt fint, jeg drikker meget sjældent, så det rør mig ikke overhovedet, svarer John Ezekiassen.