KUJALLEQ SIGER STOP
Borgmester forklarer: Derfor lukker vi for alkoholsalget
En tragisk hændelse i Nanortalik fik bægeret til at flyde over, fortæller borgmester Malene Vahl Rasmussen (D). I et interview med Sermitsiaq fortæller borgmesteren også, hvordan en genåbning for salget kan foregå.
– Alt hvad vi gør er bare brandslukning. Vi kan ikke blive ved på den måde. Det kan vores personale heller ikke kapere, siger Malene Vahl Rasmussen om baggrunden for forbuddet mod salg af alkohol.
Foto: Oscar Scott Carl
Torsdag blev en 37-årig mand fundet død i Nanortalik, og politiet har efterfølgende anholdt og sigtet fire personer for drab.
Borgmester i Kommune Kujalleq, Malene Vahl Rasmussen (D), fortæller til Sermitsiaq, at hændelsen var med til at udløse alkoholforbuddet, som trådte i kraft fredag aften i hele kommunen.
– Det var dråben, der fik glasset til at flyde over. Den sidste måned har vi sendt kriseberedskab til Nanortalik tre gange af forskellige årsager. Og det er de samme personer, der bliver sendt derned gang på gang, siger Malene Vahl Rasmussen.
Hun uddyber, at sagen udløste en henvendelse til hende fra både borgerne i Nanortalik samt byens erhvervsliv.
– Befolkningen har bare fået nok. Det er deres eget ønske, at der skulle ske noget drastisk, siger borgmesteren.
Hvorfor forbud i hele kommunen?
Hun forklarer, at kommunen har bedt Naalakkersuisut om alkoholforbud i hele kommunen og ikke kun Nanortalik, fordi problemerne ikke er isoleret til Nanortalik. Kommunen er nemlig begravet i opgaver, der har karakter af brandslukning, siger borgmesteren:
– Alt, hvad vi gør er bare brandslukning. Vi kan ikke blive ved på den måde. Det kan vores personale heller ikke kapere, siger Malene Vahl Rasmussen og fortsætter:
– Vores organisation har ikke hænderne til at kunne lave forebyggende indsatser, fordi de laver brandslukning og akutsager hele tiden. Vores budgetter på anbringelser uden for hjemmet stiger og stiger, og vi ser, at der heller ikke bliver lavet handleplaner på mange af de anbringelser, der sker, fordi man ikke har ressourcerne.
Selvstyrets overtagelse har ikke afhjulpet problemer
Børn-, unge- og handicapområdet i Kommune Kujalleq bliver i øjeblikket administreret af Selvstyret, som har suspenderet områderne fra kommunen. Borgmesteren fortæller, at man ikke har kunnet se en bedring af forholdene til trods for suspensionen, og at alt tyder på, at der er lang vej igen for at løfte området:
– Nu er vi i gang med med budgettet for 2027, og der er udsigt til yderligere stigninger på anbringelser uden for hjemmet. Og det kan vi ikke bare længere se gennem fingrene med, fordi der er behov for, at der skal ske noget anderledes, og det er her, det starter, siger Malene Vahl Rasmussen.
Hun understreger også, at forbuddet ikke er en langvarig løsning:
– Den langvarige løsning skal vi finde frem til under denne nedlukning.
Kriterier for genåbning skal fastlægges
I forhold til en genåbning af alkoholsalget siger borgmesteren, at der er ved at blive lagt planer for, hvordan det eventuelt kan ske. Hun forventer, at der opstilles en række målepunkter, som der skal følges:
– Vi har ikke sådan en dato på, hvornår forbuddet skal ophæves igen af en helt bestemt årsag. De tiltag, vi sætter gang i nu, kommer til at definere, hvor salget kan genoptages, lyder det fra borgmesteren.
Hun uddyber, at antallet af indberetninger om børn og unge samt antallet af politiets udkald følges tæt. Kommunen vil også måle nærmere på børns trivsel, så det også kan spille ind i en eventuel genåbning.
Har tidligere talt imod stram alkohollov
Tilbage i 2020 stillede Malene Vahl Rasmussen som medlem af Inatsisartut forslag om at lempe alkoholloven, hvilket hun fik vedtaget.
Hun siger, det er korrekt, at hun havde en anden holdning dengang:
– Vi (Demokraatit, red.) har altid brugt argumentet: Det er frihed under ansvar.
– Men når man kan se, at den frihed bliver brugt uansvarligt, så er det frihed på bekostning af børns tarv.
– Det er også frihed på bekostning af offentlige midler, som vi ikke længere bare kan se igennem fingre med, siger Malene Vahl Rasmussen.