Borgmester: Ny forsvarsaftale kan få betydning for Ittoqqortoormiit

Den nye sikkerheds- og forsvarsaftale mellem Grønland, Danmark og USA kan skabe øget aktivitet i Nordøstgrønland. Ifølge borgmester Avaaraq Olsen kan aftalen også få betydning for Ittoqqortoormiit.

– Hvis den øgede aktivitet i Nordøstgrønland samtidig kan være med til at styrke infrastrukturen og skabe muligheder, der kommer lokalsamfundet til gode, vil det være positivt for Ittoqqortoormiit, siger Avaaraq Olsen.
Offentliggjort

– Mestersvig er ikke en del af Kommuneqarfik Sermersooq, men Ittoqqortoormiit er den nærmeste by, og derfor følger vi naturligvis udviklingen meget tæt. Når der kommer øget aktivitet i området, forventer vi også, at det på forskellige måder vil kunne mærkes i Ittoqqortoormiit, siger Avaaraq Olsen (IA), borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Mestersvig ligger ved Kong Oscar Fjord i Nordøstgrønland, uden for Kommuneqarfik Sermersooq og i Grønlands Nationalpark, som forvaltes af Grønlands Selvstyre.

Selvom området ligger uden for kommunens grænser, følger kommunen udviklingen tæt. Borgmesteren peger især på behovet for en tidssvarende og robust infrastruktur.

Samtidig er en ny lufthavn ved Ittoqqortoormiit allerede en del af en rammeaftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering. Lufthavnen skal på sigt erstatte den nuværende lufthavn i Nerlerit Inaat, men der er endnu ikke fastsat en konkret tidsplan.

Avaaraq Olsen understreger, at investeringer i forsvar og infrastruktur også bør skabe varig værdi for lokalsamfundet.

– Hvis den øgede aktivitet i Nordøstgrønland samtidig kan være med til at styrke infrastrukturen og skabe muligheder, der kommer lokalsamfundet til gode, vil det være positivt for Ittoqqortoormiit, siger borgmesteren.

Powered by Labrador CMS