Bortadopteredes sager afvises af staten

I perioden fra 1950-79 blev mellem 150-200 børn bortadopteret fra Grønland til Danmark. Det viser tal fra Arbejds- og Socialdirektoratet. 

Blandt de bortadopterede var Kâlànguak Absalonsen, Marius Inuusuttoq Kristensen, Racheli Toft og Margrete Johansen, der sidste år valgte at indsende et stævningsudkast til staten for at have godkendt de tvivlsomme adoptioner.

 Ifølge de fire bortadopterede, så følte deres biologiske forældre sig enten tvunget til at gå med til en bortadoption eller også forstod de ikke, hvad de skrev under på. 

Afvisning af godtgørelse 

LÆS OGSÅ

Jeg var en minoritet i familien

Men nu her mere end et år efter, at de fire sammen med advokat Mads Pramming har sendt deres udkast til en stævning, har staten altså valgt at afvise anmodningen om godtgørelse på i alt 1 million kroner for at krænke deres menneskerettigheder, da de blev fjernet fra deres biologiske forældre.

Ifølge Mads Pramming så skriver ministeriet i svaret, at sagerne er forældede, og at det ikke er dokumenteret, at der ikke var samtykke fra de biologiske forældre. 

– Det er ikke nogen stor overraskelse, at det er begrundelsen for afvisningen. Vi har jo allerede lavet stævningsudkast og sendt det sammen med kravet, så næste skridt er, at vi stævner staten, oplyser Mads Pramming til Sermitsiaq.

Et sjusket svar

 For Margrethe Johansen, der kom til Danmark som halvandetårig med et dansk ægtepar i 1951 var afslaget også forventet, men hun er vred over processen.

– Jeg er desværre ikke overrasket over, at vi får et afslag. Det havde jeg nok forventet. Men jeg er vred over, at det er på sådant et svagt grundlag. Hele processen bærer præg af, at staten ikke har synes, at de her sager er noget at interessere sig for. De afviser min sag med argumentet om, at min mor havde skrevet under på papirerne, men der stod jo ikke i papirerne, at der var tale om adoption. Og hvad var omstændighederne? Gjorde hun det med ført hånd? Det er jo det, vi argumenterer for i stævningsudkastet. Jeg er fortørnet over sagsbehandlingen fra statens side. Efter et år får vi et sjusket svar, der kunne være udarbejdet på tre uger.

Ikke en god barndom 

Margrete Johansen havde med egne ord ikke en god barndom i Danmark, og hun fandt først frem til sin biologiske mor, da hun var i slutningen af 30’erne. Det var faktisk familien i Grønland, der fandt hende, for hun var blevet fortalt, at hendes biologiske mor var død. 

– Min biologiske mor var blevet gravid med en af de danske håndværkere, der var i Ilulissat, og da han rejste tilbage til Danmark, stod hun uden en forsørger, men var dog en del af en familie med dygtige håndværkere og fangere. Min mor har fortalt mig, at hun blev tvunget til at skrive under på adoptionspapirerne, og at hun efterfølgende forsøgte at få mig tilbage ved at opsøge ægteparret i deres hus. Men det lykkedes ikke. I stedet blev jeg taget med til Danmark – endda før adoptionspapirerne var kommet i orden – og det var ikke til en god barndom. 

Ophæver adoptionen 

Ifølge Margrete Johansen var relationen til hendes mor og hendes grønlandske ophav blevet taget fra hende. 

– Noget vigtigt blev taget fra mig, da jeg blev bortadopteret. Min biologiske mor fik aldrig andre børn, så det var ikke alene mig, det gik ud over. Siden hen har vi mødt hinanden og haft mulighed for at genoptage den smule relation, der var mulighed for sent i livet. Første gang jeg mødte hende, var, da jeg var i slutningen af 30’erne. Da jeg var blevet folkepensionist, rejste jeg så til Grønland for at høre hendes version af vores fælles historie, hvilket jeg nåede inden hun døde kort tid efter, fortæller Margrete Johansen, der ved den lejlighed fik skrevet under på papirerne for ophævelse af adoptionen. 

– Jeg nåede at være min mors lovformelige datter i de sidste tre måneder af hendes liv. Det var stort for os begge og min mor skrev i sin dagbog, at det, at hun havde mistet mig, at jeg havde mistet mine navne, min kultur og min familie ”var den allerstørste forbrydelse”.

Skuffelse på Christiansborg

Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, er skuffet over, at staten har afvist kravet om erstatning og på den måde har afvist den sorg, det er for de bortadopterede at være blevet fjernet fra deres biologiske forældre, deres sprog og kultur på et ulovligt grundlag.

– Hertil negligerer den danske stat sit ansvar for fortidens ugerninger - og det vil jeg ikke acceptere.

Det bør udredes nærmere og jeg vil forfølge sagen, så de adopterede, kan få den behandling de fortjener, skriver hun på Facebook.

Gældende regler for adoption 

Sermitsiaq har kontaktet Social- og Boligministeriet for at få en forklaring på, hvorfor de har afvist godtgørelseskravet fra de bortadopterede fra Grønland. Herfra lyder svaret:

”Social- og Boligministeriet har med rådgivning fra Kammeradvokaten vurderet godtgørelseskravene ud fra et juridisk standpunkt herunder de på daværende tidspunkt gældende regler for adoptioner. Alene på den baggrund afvises kravene. Hvis kravene indbringes for domstolene, vil det være op til domstolene at vurdere kravene.”

Et tag-selv-bord

 I 2020 fortalte Alfred Dam, der var socialchef i Grønland fra 1967 til 1971, til Dagbladet Information, at han i sin tid oplevede, hvordan danskerne tog grønlandske børn til sig.

Han kaldte det et "tag selv-bord". 

Rektor ved Ilisimatusarfik Gitte Adler Reimer har også beskæftiget sig indgående med adoptioner i 1950-70’erne i sin forskning, og konkluderer i en af sine artikler, at adoptioner til Danmark skete i strid med den grønlandske tradition for adoption, hvor børnene anbringes hos slægtninge eller venner og bevarer et tæt bånd til de biologiske forældre. 

”Det er iøjnefaldende, hvor anderledes adoptionspraksis i Grønland udvikler sig i perioden mellem 1950 til 1970’erne. De mange anonyme bortadoptioner til danske familier i Danmark afviger således fra grønlandsk adoptionskultur, hvor åbne familieadoptioner tidligere har været og i dag er normen”, skriver hun i tidsskriftet ”Social kritik” fra 2010.