DØGNRAPPORT

Brandvæsenet rykkede ud til røgfyldt hus - unge kørte afsted med gravemaskine

Onsdag rykkede brandvæsenet ud til et hus i Qaqortoq. En mand er blevet sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen.

Offentliggjort

Kl. 08.30 onsdag fik politiet en anmeldelse om et røgfyldt hus i Qaqortoq.

Vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager fortæller, at brandvæsenet rykkede ud til huset, og her viste det sig, at røgen kom fra en gryde mad, der havde stået for længe på komfuret.

En mand i 20'erne er blevet sigtet i forbindelse med hændelsen for overtrædelse af brandlovgivningen, da han tilsyneladende var faldet i søvn under madlavningen.

Senere på formiddagen fik politiet også anmeldelse om en røgsøjle i Nuuk. Her var der dog tale om, at brandvæsenet var i gang med en øvelse.

Isbjørn spottet

Onsdag eftermiddag kl. 14.43 fik politiet anmeldelse om, at en isbjørn var observeret cirka 40 km nord for Ilulissat.

Jeppe Andsager fortæller, at vildtbetjente fra kommunen blev sendt ud for at undersøge sagen nærmere. Politiet har dog efterfølgende ikke hørt mere til sagen.

Gravemaskine stjålet

Natten til torsdag fik politiet anmeldelse fra en årvågen borger, der havde set nogle unge kravle ind i en gravemaskine og køre afsted med den.

Episoden fandt sted i Nuussuaq, hvor de unge kørte mod dagligvareforretningen Akiki.

Da politiet ankom til stedet, stak to personer af fra gravemaskinen, fortæller Jeppe Andsager.

Gravemaskinen er sikret, og ejeren er underrettet om episoden.

Powered by Labrador CMS