De grønlandske folketingsmedlemmer: Der er stadig lang vej igen

 Folketingsmedlemmerne fra Grønland var på talerstolen torsdag aften under åbningsdebatten. Naaja H. Nathanielsen kom blandt andet ind på underinvesteringer i Grønlands yderdistrikter, mens Qarsoq Høegh-Dam fokuserede på den koloniale fortid og diskrimination af grønlændere i Danmark.       

Torsdag var der åbningsdebat i Folketingssalen. Debatten startede kl.8 om morgenen. Først omkring kl. 20 om aftenen kom de nordatlantiske medlemmer på talerstolen. Debatten sluttede kl. 00.30.
Offentliggjort

 

– Jeg anerkender, at regeringen er begyndt at tage et større ansvar for at indhente efterslæbet i Grønland. Men der er stadig lang vej igen. 

 

– Jeg anerkender, at regeringen er begyndt at tage et større ansvar for at indhente efterslæbet i Grønland. Men der er stadig lang vej igen. 

Sådan lød det fra medlem af Folketinget Naaja H. Nathanielsen (IA), der torsdag aften dansk tid gik på talerstolen i forbindelse med åbningsdebatten og satte ord på den mangel på basale velfærdsydelser, som mange i yderdistrikterne i Grønland lever med i dag. 

– For hos os er efterslæbet ikke blot en historie om dengang. Det er en del af nutiden. Vi snakker om mangel på basale velfærdsydelser og sanitet. Om hjem, hvor adgang til rindende vand og ordentlige toiletforhold stadig ikke er en selvfølge. Områder, hvor den nærmeste politibetjent er timevis væk. Og om lovgivning der er årtier bagud.  Efterslæbet er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Vi taler om flere hundrede års underinvesteringer og forsømmelser.

Den amerikanske interesse er ikke forsvundet

Naaja H. Nathanielsen kom også omkring sikkerhedsaftale med USA, og hun sagde i den forbindelse, at selvom der nu er indgået en aftale, så er den amerikanske interesse i Grønland bestemt ikke forsvundet. 

– Vi er ikke naive og er fuldt ud klar over, at den amerikanske interesse i Grønland er strategisk og derfor ikke forsvundet. Men der er nu indgået en aftale mellem USA, Grønland og Danmark, som vi kan være lettede og stolte over. En aftale der er landet efter et tæt politisk samarbejde mellem vores to lande. Statsministeren sagde i sin åbningstale, at aftalen blev gennemført på nordisk facon. I Kalaallit Nunaat har vi haft tradition for at løse konflikter på fredelig manér i flere århundreder. Så måske det vil være mere korrekt at sige at Norden og Arktis i fællesskab har vist vejen. 

Techgiganterns dominans

Ifølge Naaja H. Nathanielsen kan vi bruge de alliancer og den opbakning, Grønland har mødt fra andre demokratier i verden i en ny kamp mod techgiganternes dominans og indflydelse. 

– Truslen er ægte. Uden at vi rigtig har opdaget det, er vi gået fra at være forbrugere til at være produktet. Der er akut brug for regulering af kunstig intelligens, af de algoritmer der driver sociale medieplatforme og af de styresystemer vi bruger i driften af vores samfund. Befolkningerne i Grønland, Færøerne og Danmark eksponeres dagligt for skadeligt indhold og for algoritmer hvis eneste mål er polarisering mellem mennesker, mistillid til medier og til samfundsinstitutioner og politikere. 

Naaja H. Nathanielsen efterlyste i den forbindelse konkrete tiltag, der kan igangsættes inden for Kongerigets grænser til bekæmpelse af mis- og desinformation samt en rød tråd i indsatserne fra regulering af unges SoMe-forbrug til øget beredskab mod angreb på Kongerigets infrastruktur. 

Reformation af Kongeriget 

Naaja H. Nathanielsen gentog også sin ønske om en reformation af Kongeriget, der skal give Færøerne og Grønland øget selvbestemmelse og mere udenrigspolitisk handlerum. Derudover gav hun udtryk for, at etableringen af en mulig sandheds- og forsoningskommision kommer til at fylde i det kommende folketingsarbejde. 

– Her er det afgørende at sandhedsdelen får lov til at fylde og at der gives mulighed for vidnesbyrd, samtale og bearbejdning. For der kan ikke være forsoning uden sandhed, lød det blandt andet. 

"Lille Danmark" 

Qarsoq Høegh-Dam efterlyste i sin tale større respekt for Grønlands nationale identitet og rettigheder, og han kritiserede statsministerens åbningstale for at være fokuseret på "Lille Danmark" og overse Grønlands status som et folk med eget land, sprog, parlament og styre.  

Qarsoq-Høegh Dam holdt sin tale på grønlandsk. Der var tolkning mellem grønlandsk og dansk under hele åbningsdebatten.

Qarsoq Høegh-Dam understregede, at kolonialismen har haft store konsekvenser for grønlændere i Danmark, der oplever diskrimination og brud på deres rettigheder. 

 – Familier er blevet ødelagt, og grønlandske børns rettigheder er blevet alvorligt krænket, lød det blandt andet fra Qarsoq Høegh-Dam, der gav udtryk for, at Grønlands rettigheder skal respekteres efter både dansk og international lov. 

Ønske om forsoning og ligeværd

Der var dog også en lille smule ros til den danske regering for at samarbejde bedre med Grønland i dag end tidligere. 

– Jeg kunne høre statsministeren endda kalde landet for Kalaallit Nunaat på vores sprog. Det er tanken der tæller, sagde Qarsoq Høegh-Dam, der sluttede sin tale med et ønske om forsoning, ligeværd og fulde rettigheder til det grønlandske folk samt et større ansvar til Grønland inden for retsvæsen, domstole, sikkerhed og lovgivning. 

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS